|
| Katarina Joseph Hariga er et sted i 60‘erne, og sammen med sine fire børn og et barnebarn er hun hjemvendt til Torit efter 25 år i det nordlige Sudan. |
Katarina Joseph er blandt de tusinder af sydsudanesere, der er vendt tilbage til deres hjemegn. Og hun er glad, selvom hun bor under et træ, for nu er hun hjemme og hun håber på fred og en fremtid i syd.
Det er en typisk grund i udkanten af Torit i distriktet Equatoria i det sydlige Sudan. Et bambushegn omringer et lille hus i mudder, et par stråtækte tukuls (traditionelle hytter) og en rakuba, et simpelt skur til madlavning og opvask.
Da de ankom til Torit, opdagede hun, at hendes gamle stykke jord var blevet ædt op af en ny vej. Nu bor hun og børnene hos nogle slægtninge. Katarina Joseph peger på et træ og en flænset papkasse i hjørnet af grunden.
“Det er derovre, jeg sover. Og der, jeg opbevarer mine ting. Selvom jeg skal blive ved med at bo under træet, så er jeg glad for at være hjemme. Her er så fredeligt.”
Chikanerier var dagligdag
|
| Katarina Joseph Hariga med sine få ejendele. |
I den nordlige hovedstad Khartoum blev Katarina Joseph udsat for evig chikane, indskrænket frihed og nægtet sundhedspleje, fordi hun er fra syden. Da regeringen i syd tilbød at betale for hjemturen med bus og flodpram, var hun og familien parate til at vende tilbage, fortæller Katarina Joseph.
“Det var ikke en nem hjemrejse. Alene turen på flodprammen tog tre uger, hvor vi boede på det åbne dæk på grund af problemer længere oppe ad Den Hvide Nil. Vi sad fast så mange gange. Jeg har været syg længe og mit barnebarn, Popo, har polio, så det var ikke nemt for ham at være på prammen i al den tid. Hans ben er dårlige, og han skal have hjælp hele tiden - ellers kunne han falde over bord og drukne.”
Katarina Joseph forklarer, at de fik lidt mad på prammen, og at det hjalp dem gennem de tre uger. Men derudover har hun og familien ikke modtaget nogen hjælp udover billetter og transport.
Klar til at hjælpe de hjemvendte
| Læs mere om.. |
|---|
En dæmpet samtale finder sted mellem en lokal tjenestemand fra regeringen og en norsk nødhjælpsarbejder fra Folkekirkens Nødhjælp. Folkekirkens Nødhjælp har nødhjælpsmidler, der er beregnet til mennesker som Katarina Joseph, liggende klar i Torit.
Men før nødhjælpsarbejderne kan skride til handling, skal de have information og instrukser på plads fra lokale myndigheder. Efter et stykke tid bliver alle dog enige om hurtigt at få fat i de nødvendige midler til Katarina Joseph og hendes familie.
Ifølge officielle tal ankommer omkring 2.000 sydsudanesere til byer og landsbyer i det sydlige Sudan hver eneste dag. Siden oktober 2010 er der mindst 180.000 mennesker, der er vendt tilbage til syden.
For de flestes vedkommende er det både en lang, hård og ubehagelig rejse. Og for en lille del har det været livsfarligt.
De præcise tal er usikre, men det er rapporteret flere steder fra, at et antal sydsudanesere er blevet slået ihjel og mange såret, da de prøvede at krydse det omstridte grænseområde Abyei.
Titusinder ventes til Sydsudan
Konflikter og forvirring i og omkring Bentiu og Malakal har også forsinket folks hjemrejser og i visse tilfælde kostet menneskeliv. Ved de største flodhavne i Kosti og Juba er flere tusind mennesker strandet under hårde forhold i flere dage og sommetider uger.
Da der stadig befinder sig mellem en og halvanden million sydsudanesere i det nordlige Sudan, forventer lokale myndigheder og nødhjælpsorganisationer, at flere hundrede tusinde sydsudanesere fortsat vil rejse fra nord til syd fra nu og indtil den 9. juli.
Det er datoen, hvor den nuværende fredsaftale mellem nord og syd udløber - og afhængigt af valgresultatet - dén dato, Sydsudan måske erklærer sin uafhængighed.
Beredskabet står klart
Alle Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere er i fuld gang med det beredskabsarbejde, som skal hjælpe de hjemvendte familier.
“Oplæringen og koordineringen går godt. Vi forventer, at vores nødhjælpsmidler og andet essentielt udstyr ankommer om en uges tid. Sammen med det, vi har på lager, vil de nye forsyninger betyde at vi kan hjælpe de mange hjemvendte i mange dele af de sydlige områder,” forklarer Tore Torstad, der leder Folkekirkens Nødhjælps indsats i det sydlige Sudan og også i Juba.
Folkekirkens Nødhjælp og andre nødhjælpsorganisationer bekymrer sig nu om sikkerheden, antallet af hjemvendte og det tempo, som de ankommer i.
Hvis antallet af folk, der rejser til syd fortsætter i nuværende tempo, vil den massive bevægelse af mennesker kunne klares nogenlunde godt. Men en hvilken som helst dramatisk og truende situation, eller blot en truende meddelelse, kan udløse masseflugt, som ingen har kapacitet til at håndtere.
Håb om at regeringen holder løfter
|
| Rosa Lazaro Otua, er mor til syv børn. Hun er lige vendt hjem til Torit, som hun forlod I 1988 på grund af krigen. Rosa har fået en sæk med basale hjælpemidler og mad, da hun kom. |
Rosa Lazaro Otua og Angelika Goldo Ojok er venner og begge to alene med deres børn. Sammen forlod de Khartoum og klarede turen tilbage til Torit på omkring seks uger. De er også nødt til at bo hos nogle slægtninge.
“For at give børnene mad måtte vi brygge og sælge alkohol i Khartoum, selvom vi vidste, at det er ulovligt og farligt - der var ingen anden vej for os,” fortæller Rosa Lazaro, som selv er blevet arresteret mere end ti gange inden for de sidste ti år.
Fremtiden i det sydlige Sudan er dog stadig usikker både for Rosa Lazaro og de fleste af de hundrede tusinder, der vender hjem nu.
“Min største bekymring er lige nu om regeringen virkelig vil give os et stykke jord, som de har lovet. Vi har ingen penge, vi har kun de få ting vi medbragte fra Khartoum og så de poser med tæpper, net og husholdningsgrej, som vi fik, da vi ankom,” siger Rosa og peger på en stor hvid pose med Folkekirkens Nødhjælps logo printet på.
“Men selvom vi lever sådan her og sover under et træ, så er det meget bedre end i Khartoum. Der bliver man arresteret og chikaneret, kun fordi man er fra syden. Her er vi i det mindste hjemme - og vi er frie,” siger Angelika Goldo.