Manyok er faderen i en typisk Dinka-familie i staten Jonglei i det sydlige Sudan. Han giftede sig med Rebecca for to år siden, og de har siden fået sønnen Emmanuel, der nu er et år.
Rebeccas far døde for mange år siden, så da Manyok giftede sig med hende, fik han ansvaret for både hende, hendes søster, to brødre og hendes mor.
Manyok er også medarbejder i Lutheran World Federation i Panyagor, Jonglei. Én af Folkekirkens Nødhjælps mange samarbejdspartnere i ACT Alliance.
Familien er fra Duk Padiet, 100 km nord for Panyagor. Byen var blandt de mange landsbyer, der blev angrebet af kvægrøvere den 16. januar, foreløbigt sidste led i en lang kæde af angreb, overgreb og kvægtyveri mellem de to stammefolk Lou Nuer og Murle, der begge holder til i Jonglei.
De fleste er forsvundet
Vidner fortalte, at der om eftermiddagen stormede flere hundrede mænd i militæruniformer ind i byen på fod. Rebecca løb for livet med babyen på ryggen, på jorden lå mennesker sårede eller slået ihjel af kvægrøverne.
Hun og Emmanuel gemte sig i bushen i to dage uden mad.
”Jeg kunne ikke sove den nat. Jeg forlod Panyagor tidligt, og da jeg kom til Duk Padiet, kunne jeg ikke finde kvinderne og børnene. Jeg fandt de sårede mennesker på flyvepladsen, andre var ved at begrave de døde. Ingen vidste, om min familie var i live”, fortælle Manyok.
Han opsøgte de lokale myndigheder og FNs udsendte i Sydsudan, som kun kunne fortælle, at de fleste mennesker var forsvundet eller stadig savnede. Manyok hørte dog fra andre flygtninge, at hans familie stadig var i live.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder gennem lokale partnere, som forstår området, har en lang historie i området, som landsbysamfundene accepterer og stoler på. Derfor er de klart de mest kompetente til at hjælpe, når der opstår situationer som denne.
Gopika Elmegaard, leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i SydsudanSenere, da hans kone og barn var vendt tilbage til byen, vurderede Manyok, at der ikke ville være flere overfald, og at han og hans familie ville være i sikkerhed.
Derfor vendte han tilbage til sit arbejde sydpå i Panyagor.
Flugt er en del af hverdagen
Men da han kom hjem fra arbejde, fandt han Rebecca, Emmanuel og Rebeccas brødre og søster ventende foran huset.
”Jeg var overrasket over at se dem foran min dør. Jeg spurgte dem, hvad der var sket, og de fortalte, at situationen var blevet endnu værre og de fleste mennesker var flygtet – alle kvinderne og børnene var flygtet,” fortæller han.
Derefter sendte han sin familie sydpå til Bor, hvor han mente, at de ville være mere sikre end i Panyagor.
Rygter om et overfald på Panyagor betød, at LFW-ledelsen evakuerede deres folk om mandagen den 23. januar. Selvom de var bange, blev de fleste ansatte dog i Panyagor. Nogle sendte deres børn væk, så de hurtigt kunne flygte, hvis de blev angrebet.
”At leve på flugt er noget de fleste mennesker i Sydsudan er vant til. Min by er blevet overfaldet tre gange - grove overfald. I 2007 af Nuer’ne. Næsten 60 mennesker døde. Og i 2009, hvor endnu flere døde. Jeg er vant til denne slags liv,” fortæller Manyok.
Håb om bedring
Mange sudanesere rejser så langt som til Kakuma-flygtningelejren i Kenya. Op til hundrede mennesker er ankommet hver dag siden december.
På trods af den seneste bølge af voldshandlinger tror Manyok, som mange andre sudanesere, stadig på, at volden vil ophøre en dag.
”Under krigen var vi vant til at flytte rundt, nu begynder folk at slå sig ned,” fortæller han. Der var et overfald i august 2008, et i september 2009, og fra 2009 til januar 2012 har der været fred. Hvis det fortsætter på den måde, vil det næste overfald først komme i 2015 eller 2018. Eller måske var dette det sidste.”
Efter fem årtier med krig har Manyok og hans landsfæller store håb for Sydsudan, som kun kan realiseres, hvis freden holder.
Det gør vi
FN estimerer, at omkring 60.000 mennesker er drevet på flugt efter de seneste kampe mellem stammerne Lou Nuer og Murle.
Sammen med 16 andre humanitære organisationer hjælper Folkekirkens Nødhjælp og vores partnere i ACT Alliance i øjeblikket med at skaffe mad, vand, hygiejneartikler og andre basale nødvendigheder til de mange sultende børn og voksne.
Danmarksindsamling
Pengene fra Danmarks Indsamling 2012 går til at fremme fred i Sydsudan. Læs mere her
"Folkekirkens Nødhjælp arbejder gennem lokale partnere, som forstår området, har en lang historie i området, som landsbysamfundene accepterer og stoler på. Derfor er de klart de mest kompetente til at hjælpe, når der opstår situationer som denne," fortæller Gopika Dass Elmegaard, der er leder af kontoret i Sydsudan.
Indtil nu har vi delt nødhjælpsartikler ud til 4300 mennesker, og vi giver lige nu supplerende mad til 2000 børn. Derudover sikrer vi medicin og lægehjælp til de hårdest ramte i flere landsbyer, og i en enkelt hjælper vi med at reparere defekte brønde, så befolkningen igen kan få rent vand.
Folkekirkens Nødhjælp følger udviklingen tæt og er parat til at opruste yderligere, hvis det bliver nødvendigt.
