Det internationale samfund har ofte betegnet konflikten i Darfur som en etnisk konflikt, men denne forenklede analyse svarer ikke til virkeligheden. Nye alliancer er opstået, og grupper som var på samme side i konflikten før fredsaftalen i maj 2006, bekæmper nu hinanden; væbnede militser angriber fortsat både oprørere og civile.
Afsides landsbyer lider under øget isolation og er forsømt, når det kommer til de mest basale serviceydelser. Mange af disse samfund er påvirket af den stigende vold, uanset om de er af afrikansk, arabisk eller blandet etnisk herkomst.
Humanitær hjælp og udviklingsbistand er livsvigtig. Ikke kun for at begrænse polariseringen og bygge bro mellem de forskellige samfund i Darfur, men også for at takle årsagerne til konflikten i Darfur: mangel på udvikling.
Ny viden motiverer
I november 2006 påbegyndte Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT, og Caritas med penge fra EU’s humanitære kontor, ECHO, et program i en afsides landsby i Vestdarfur med etablering af vandforsyning og træning i hygiejne. Der blev også bygget latriner. Derved kunne man reducere spredningen og hyppigheden af sygdomme.
Manglen på rent vand skyldes snavsede vandhuller og dårlig hygiejne. I den lille by Abata har Folkekirkens Nødhjælp igennem Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT, og Caritas påbegyndt arbejdet med at lave latriner. Tidligere var der latriner ved skolen, men de faldt sammen for tyve år siden.
Uden sanitære installationer spredes sygdomme med fluer og andre insekter, og når regntiden kommer, bliver vandhullerne forurenet.
Røde og hvide orme
ACT-Caritas’ program begynder med oplysning af beboerne om miljø og god hygiejne. Med den nye viden, er beboerne motiverede til at bygge deres egne latriner.
Fatiha er koordinator for latrin-projektet i Abata. Fatiha fortæller, at beboerne plejede at klare toiletbesøg ude i naturen.
”I regntiden har det en meget uheldig virkning på vores helbred. Vi får vores drikkevand fra floden, men i regntiden er der røde og hvide orme i vandet – man kan se dem med det blotte øje. Og folk er altid syge.”
Fatiha arbejder som frivillig og opmuntrer folk til at grave latriner ved deres egne huse; hun registrerer de medvirkende familier og overvåger arbejdet.
Af Charlotte Brudenell, ACT-Caritas-reporter
