Sydsudan er verdens yngste nation, på størrelse med Frankrig og har godt otte millioner mennesker.
Men udgangspunktet er ikke det nemmeste i et land, hvor flere millioner mennesker, der blev fordrevet under krigen, er vendt hjem til en barsk virkelighed.
Vant til at klare sig selv
FN vurderer, at kun hver fjerde kan læse og skrive, hver femte går sulten i seng, og kun hver tredje har adgang til rent vand.
Til gengæld har Sydsudan betydelige olieressourcer, tyndt befolkede landområder og en befolkning der - efter to borgerkrige - i den grad er vant til at klare sig selv.Sidste januar stemte 98,8 procent for, at Sydsudan blev selvstændigt. Det skete efter en seks år lang overgangsperiode efter fredsaftalen fra 2005 og markerede afslutningen på årtiers krig og katastrofe.
Ingen afklaring imellem nord og syd
Overgangsperioden skulle have afklaret en lang række uenigheder mellem nord og syd, men det lykkedes ikke at blive enige om blandt andet delingen af olieressourcer og grænsedragningen.
Godt 70 procent af det gamle forenede Sudans kendte oliefelter ligger i det nye Sydsudan, men eksporteres gennem en rørledning og udskibningshavn, der ligger i Sudan ( det tidligere nordlige Sudan).
Forhandlingerne om, hvor meget Sydsudan skal betale Sudan for at bruge rørledningen og havnen, er foreløbig endt i beskyldninger om snyd og bedrag.
Sydsudan har nu meddelt, at de stopper olieproduktionen og bygger en rørledning gennem Kenya i stedet. Gennemføres beslutningen, får den katastrofale konsekvenser for økonomien i begge lande og vil gøre det endnu sværere at nå til enighed om andre ømtålelige emner - ikke mindst grænsedragningen. Bryder olieforhandlingerne helt sammen, bliver risikoen for åben krig mellem Sudan og Sydsudan højaktuel.
Grænseområderne mellem de to nationer er allerede en perlerække af konflikter og katastrofer. Området Abyeis status efter delingen er omstridt og har allerede to gange ført til åben konflikt. I Darfur, South Kordofan og Blue Nile er millioner af mennesker fordrevet fra deres hjem, mens Sudans regering i Khartoum fører en aggressiv krig mod adskillige oprørsbevægelser.
Titusinder på flugt
Konflikterne i South Kordofan og Blue Nile byder på den samme slags overgreb på civile, som er blevet dokumenteret i Darfur i årevis. Overgrebene i Darfur førte i 2009 til en international arrestordre mod den sudanesiske præsident Omar Hassan al Bashir for folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Titusinder af civile fra Sudans konfliktområder flygter i disse uger ind i Sydsudan.
Det sudanesiske luftvåben følger dem med bombeangreb flere kilometer inde i Sydsudan. Konflikterne i grænseområderne rummer alt, hvad der skal til for at ende i åben krig mellem de to lande.
Det er primært håbet om en gensidigt lukrativ olieaftale, der har holdt låget på krudttønderne.
Interne konflikter slider på civilbefolkningen
Sydsudaneserne har ikke kun problemer med naboen, men også internt. I hovedstaden Juba har de tidligere oprørsledere forlænget landets midlertidige forfatning og derved sikret sig yderligere fi-re år ved magten. Desto mere magten bliver koncentreret hos de gamle oprørsledere, jo mere uforsonlig bliver tonen hos de grupper og stammer, der føler sig holdt udenfor. Samtidig går der dårligt en dag uden nye anklager og rygter om magtmisbrug i landets ledelse.
På landet er der blandt andet lokale konflikter om kvæg, vand og græsning.
Værst går det til i delstaten Jonglei, hvor op mod tusind mennesker har mistet livet under kvægtyverier og gengældsangreb siden september sidste år. Hverken regeringsstyrker eller FN-tropper i området har været i stand til at bremse volden i Jonglei, hvor 50.000 mennesker er ramt. Kampene er et varsel om, at Sydsudan rummer mange lokale konflikter, der hurtigt kan udvikle sig katastrofalt.
Drømmen om tryghed
Men ikke alt er voldsomme konflikter og problemer. Den mindre mediedækkede, stilfærdige og slidsomme kamp for at få brød på bordet er også en del af historien om, hvordan det går i Sydsudan. Flere millioner børn og voksne vender i disse år tilbage til et fattigt, forslået, men selvstændigt Sydsudan. En drøm og et håb, de selv har lidt, kæmpet og stemt for. For dem handler selvstændigheden ikke om magtkampe i Juba eller konflikter om olie og grænsedragning med Sudan.
Deres drømme om fremtiden er mere jordnære: Hvordan kan de skaffe lidt ekstra såsæd, redskaber eller en trækokse til at opdyrke lidt mere jord? Kan det give den ekstra indkomst, som kan sikre børnenes skolegang et år mere?
Peter Lujana er en afdæmpet sydsudanesisk hjælpearbejder, der har viet det meste af sit voksenliv til at hjælpe folk i det østlige Sydsudan med at forbedre deres liv. Ifølge ham er almindelige folks forhåbninger meget konkrete: »Fred, sikkerhed, mad på bordet og flere skoler og sundhedsklinikker. Det er det, vi håber kommer med selvstændigheden«.
Alle kan være med til at gøre en forskel
Verdens yngste nation står over for kæmpe udfordringer. De fleste skal sydsudaneserne selv klare. Gælder det olien og grænsekonflikterne, må FN og verdenssamfundet på banen. Men hvor det handler om at sikre, at hjemvendte børn får mad på bordet og en chance for at gå i skole - der kan vi andre også være med til at gøre en forskel.
Danmarks Indsamling den 3. februar samler blandt andet ind til Folkekirkens Nødhjælps projekter med at hjælpe børn og deres familier i Sydsudan på fode igen.
Ovenstående analyse er bragt i Politiken den 2. februar