|
|
|
|
| Billederne er taget dagen efter bombardementet og viser tydeligt ødelæggelsernes omfang. |
”Klinikken er fuldstændig ødelagt, inklusive alt udstyr og medicin”, rapporterer Zack Zabella fra MECC’s afdeling i Palæstina.
Sundhedsslinikken lå i Shaja’ih i Gaza By og blev drevet af Middle East Council of Churches (MECC).
Den blev jævnet med jorden, men da bygningen forinden var evakueret, kom ingen mennesker til skade.
”Lige inden missilet ramte bygningen, hvor klinikken ligger, affyrede det israelske militær et advarselsmissil ved siden af. Det tvang alle beboerne i bygningen og nabobygninger til at flygte fra området, hvorefter hæren ramte bygningen og ødelagde den”, beretter Zack Zabella.
Klinikken har støttet arbejdet med kvinders og børns sundhed i lokalområdet, og for nylig har Folkekirkens Nødhjælp iværksat en særlig indsats over for 10.000 børn, der undersøges for fejl- og underernæring.
"Når krigen er overstået, må vi se, hvordan vi kan skaffe penge til at rejse en ny klinik," siger Malene Sønderskov, Mellemøstkoordinator i Folkekirkens Nødhjælp.
Pres på klinikker
Konflikten koster dagligt menneskeliv og hundredvis af sårede, og hospitalerne i Gaza har hverken personale eller forsyninger til at imødekomme de enorme behov.
Al Ahli hospitalet, der drives af Episcopal Diocese of Jerusalem, tager imod op til 40 nye patienter dagligt, og det øgede pres på operationsstuerne slider på personalet, der arbejder i døgndrift eller ligefrem har bosat sig på hospitalet.
Ødelæggelse af klinikken i Shaja’ih og dens medicin og materiale er derfor et tragisk tab for Gazas civilbefolkning.
