”98 millioner færre mennesker sulter i verden, og det er rigtig, rigtig glædeligt. Men det er stadig en skandale, at 925 millioner mennesker hver dag må sulte og se deres børn blive invalideret af mangel på en ordentlig og tilstrækkelig kost,” fastslår Henrik Stubkjær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, på baggrund af dagens seneste tal fra Verdensfødevareorganisationen FAO.
En ny sultkrise med stigende fødevarepriser truer globalt. Således viser meldinger om uroligheder fra bla. Mozambique, at situationen langt fra er stabil.
Fokus på landet
I fem af de syv lande, der huser to tredjedele af verdens underernærede, arbejder Folkekirkens Nødhjælp netop med at bekæmpe sult. Det er Etiopien, Den Demokratiske Republik Congo, Pakistan, Bangladesh og Indien.
”Vi ved fra vores arbejde, at sult helt kan afskaffes, hvis vi på verdensplan er villige til virkelig at sætte fokus på resultater netop i landområderne og for de fattigste på landet. Vi savner langt mere af den slags i dansk udviklingsbistand, som den tegner sig i dag,” understreger Henrik Stubkjær.
Nye katastrofer
| Få mere at vide |
|---|
| FAOs hjemmeside har mange flere oplysninger |
Op til næste uges topmøde i FN, hvor verdens ledere mødes for at bekræfte de såkaldte 2015-mål om at halvere andelen af fattigdom og sult, kommer opgørelsen fra FAO som en lettelse. Desværre lå udgangspunktet i 1990 på 842 millioner mennesker, så udviklingen er gået den forkerte vej.
Målet – om at halvere andelen af sultende – betyder, at højst 584 millioner sulter i 2015.
”Hvert år frem til 2015 skal vi med andre ord løfte mindst 67 millioner mennesker ud af den altødelæggende virkelighed, som er den daglige sult. Og vi ved, at klimaforandringerne giver flere katastrofer og større problemer for fødevareforsyningen i de allermest sårbare områder i verdens fattigste lande,” siger Henrik Stubkjær.
