| De kraftige oversvømmelser har forårsaget store skader. Her hjælper landbyfolk hinanden over en bro syd for Ahmedabad i det vestlige Indien. Foto: REUTERS/AMIT DAVE |
I den indiske delstaten Rajasthan plejer kvinderne at skulle vandre mange kilometer efter vand, og man har i årevis arbejdet med at opbygge et beredskab mod tilbagevendende tørkeproblemer.
Men de sidste par uger har regnen væltet ned og forårsaget oversvømmelser i de normalt knastørre områder.
Heldigvis virkede katastrofeberedskabet, og befolkningen blev advaret tids nok til, at de kunne flygte fra vandmasserne.
To års regn på få dage
I nogle områder er der på få dage faldet regnmængder svarende til det, der normalt falder på to år.
De ekstraordinært voldsomme regnskyl har skabt store problemer i 12 indiske delstater. Uvejret har gjort hundredtusinder af mennesker midlertidigt hjemløse, og indtil videre er 500 mennesker omkommet på grund af de voldsomme regnskyl.
”Man kan ikke lade være med at spekulere på, om det allerede er effekten af klimaændringerne, som vi nu begynder at mærke i form af helt uforudsigelige og unormale vejrfænomener,” siger katastrofemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp Sudhanshu Singh, Indien.
400.000 kroner til mad og tøj
Folkekirkens Nødhjælp har sendt 400.000 kroner til hjælp til ofrene for oversvømmelser i Indien.
Pengene går blandt andet til mad, der bliver fordelt til 5.000 familier i staterne Andra Pradesh, Karnataka og Kerala, samt presenninger, tæpper, tøj og køkkenredskaber til tusinder af mennesker, der måtte flygte over hals og hoved fra vandmasserne uden at få nogen ejendele med sig.
De lokale organisationer under ACT, Kirkernes Internationale Nødhjælp, er især opmærksomme på at få hjælpen ud til de allerfattigste, herunder de kasteløse i landdistrikterne, der ofte bliver ladt i stikken ved de store nødhjælpsoperationer. Det så man blandt andet efter tsunamien i 2005.
