LTTE insisterer på en selvstændig stat og regeringen foretrækker en samlet stat. Alle forsøg på en politisk løsning gennem årene er mislykkedes, da ingen af parterne er villige til at indgå et kompromis.
Norges rolle som mægler under fredsforhand-lingerne i 2002-05 bar ikke frugt, og da forhand-lingerne brød sammen i 2005 var Norge ikke i stand til at løse krisen ved for eksempel at få andre og mere moderate aktører på banen i et forsøg på at starte en proces med flere deltagere.
Støtte i Vesten
Da LTTE stadig insisterer på, at de er den eneste repræsentant for tamilerne, og dermed ikke tillader andre tamilske repræsentanter at komme til forhandlingsbordet, er det næsten umuligt at bryde igennem på den front.
Trods international fordømmelse af tigrenes terrormetoder, især selvmordsbomber, nyder de stadig massiv økonomisk og moralsk støtte fra den tamilske diaspora i Vesten.
De har stadig en drøm om et tamilsk hjemland, og det er kun LTTE, der kan opfylde det ønske. Men drømmen kan ikke holdes i live til næste generation, og det er LTTE bevidst om.
Ingen spillerum
På regeringssiden er det især det ultra nationalistiske parti JVP, der dikterer regeringens dagsorden, da deres støtte er afgørende for regeringens overlevelse.
JVP og et andet mindre ekstremistisk parti, JHU, som har en buddhistisk platform og dagsorden, vil under ingen omstændigheder give indrømmelser til tamilerne.
De blokerer for det mindste forsøg på at nå et politisk kompromis. Enhver tale om magtdeling med tamilerne bliver skudt ned af JVP, som også kræver, at Norge bliver ekskluderet fra alle forhandlinger i fremtiden.
Sri Lankas præsident Rajapaksa har ikke meget spillerum og har derfor valget mellem at føje JVP’s krav og dermed gå efter en militær løsning eller finde sammen med oppositionen og arbejde mod et politisk kompromis med risiko for, at regeringen falder.
Som sagen står i dag, tyder alt på, at han har valgt krigen i første omgang for at beholde magten.