Aids-aktivister, sundhedsarbejdere, forskere, udviklingsarbejdere og hiv-smittede er alle samlet i Østrigs hovedstad Wien for at gøre status på kampen mod aids på den internationale aids-konference (IAC), som bliver afholdt hver anden år.
Der er store fremskridt at spore i den globale kamp mod aids, beretter Folkekirkens Nødhjælps aids-ekspert, som deltager i konferencen. Der er et fald i antallet af nye tilfælde af hiv-smittede på 17 procent siden 2001. Fem millioner smittede modtager nu behandling.
Der er langt mere fokus på rettigheder - også for særligt udsatte grupper. Modsætning mellem behandling og forebyggelse er ikke eksisterende. God relevant behandling har en dokumenteret forebyggende effekt. Og det er nu også dokumenteret, at omskæring af mænd mindsker risikoen for smitte.
Brug for mere hjælp
På trods af den meget positive udvikling, er der dog stadig mange udfordringer, som skal løses. Det er fantastisk, at fem millioner mennesker modtager behandling, siger Elsebeth Gravgaard. Men der er 10 millioner flere, der har brug for behandling.
”Det er simpelthen ikke acceptabelt, når det er vel dokumenteret, at behandling er livsforlængende og hjælper folk til at få et produktivt liv igen. Det er kun knap halvdelen af hiv-smittede børn, som får medicin,” siger Elsebeth Gravgaard.
Antallet af mennesker, der har brug for behandling, er konstant stigende, men penge, der går til at bekæmpe aids, er faldende.
”Det er ikke det rette tidspunkt at skrue ned for støtten til at bekæmpe aids. Der er brug for fortsat forpligtigelse og engagement. Et forslag på konferencen er at indføre en skat på økonomiske transaktioner - en såkaldt roobinhood-skat - der kan gå til det fortsatte aids-arbejde. Det er i erkendelse af, at den globale økonomiske krise er en udfordring, men også at regeringer hurtigt kan finde penge til at redde den finansielle sektor,” siger Folkekirkens Nødhjælps aids-ekspert.
Læs mere om konferencen her
