|
| I landsbyerne ved Lake Malawi lever befolkningen ofte af fisk, som de tørrer, salter og sælger på markedet. Med mikrolån kan de opbygge små fiskeforretninger. |
Debat om mikrofinans er imidlertid altid vigtig, falske udsagn til trods. Der bliver i øjeblikket kastet mange penge efter mikrofinans, selv om vi ikke ved præcis om og hvordan, det virker. Og vi skal altid huske på, at de penge, vi bruger på mikrofinansinitiativer, har alternative anvendelsesmuligheder, hvad enten det er i bistandsøjemed eller ej.
Brug for at kunne spare op
Vi tror på, at mikrofinans har et potentiale. Men historien om den fattige kvinde, der får et lån, starter en virksomhed og arbejder sig ud af fattigdom, skal formentlig revideres. Virkeligheden er mere kompliceret end det.
For det første har det vist sig, at opsparingsmuligheder er ligeså efterspurgte som lånemuligheder blandt verdens fattigste.
For det andet har selv meget fattige en avanceret finansiel tilværelse, der i kompleksitet sagtens kan måle sig med det, mange borgere i et land som Danmark er vant til. De færreste danskere bruger deres løn den dag, den udbetales. Vi flytter pengene fra lønningsdagen til det tidspunkt, hvor vi skal købe mad eller betale husleje. Sådan er det også for verdens fattigste. De har brug for at flytte deres indtægt over tid: Til at købe mad i morgen og i næste uge; til at betale skolepenge for deres børn, eller til at købe mel, de kan sælge på markedet.
Der findes ikke mirakler
Samtidig kan det nogle gange betale sig at bruge et lån til at købe eksempelvis medicin. Med malariabehandling kan man komme hurtigere på benene og dermed tjene penge til tilbagebetaling. Ligeledes investerer mange fattige i husdyr som geder og kvæg, der både kan give et løbende afkast i form af mælk og motorkraft i marken, og som senere kan blive solgt videre med fortjeneste eller anvendes i en situation, hvor høsten svigter. Det er derfor ikke ualmindeligt, at fattige mennesker bruger en halv snes forskellige finansielle ydelser: De låner hos naboen, sparer op hos bedstemor og køber på klods. Og så tager de et mikrolån, fordi det er konkurrencedygtigt: bedre end den lokale pengeudlåners ”tilbud” og mere pålideligt end naboens udlån.
Mikrofinans kan gøre en forskel
For mennesker, som lever på fattigdomsgrænsen, eksempelvis på en indkomst på et par dollar om dagen, er det afgørende, at de kan styre deres finansielle transaktioner optimalt. Her kan mikrofinans gøre en forskel. Vi skal bare ikke forvente mirakler: Mikrofinans fjerner ikke med ét slag verdens fattigdomsproblemer.
De grundigste evalueringer af mikrolån finder i værste fald ikke nogen positive effekter på indkomst og forbrug hos låntagerne. Os bekendt foreligger der ingen troværdige evalueringer, som påviser en negativ effekt. Men heraf følger også, at forventningerne til de små lån har været alt for høje.
Forhåbentlig kan debatten bidrage til et mere nuanceret syn på mikrofinans. Lånene er ikke det vidundermiddel mod fattigdom, som mange har villet gøre dem til. Men der er altså intet systematisk belæg for at postulere negative effekter.
Mikrolån kommet for at blive
De små lån er formentlig kommet for at blive. De har udviklet sig til en verdensomspændende industri. Det er der nogle store fordele ved. Udviklingen har gjort det muligt at tilbyde finansielle ydelser til 150 millioner fattige mennesker, som ellers har vanskeligt ved at få adgang til ydelser i den formelle finansielle sektor. Men det har også medført, at nogle udlånere med mindre fine metoder har benyttet lejligheden til at tjene penge på dem, andre prøver at hjælpe. Det peger på et behov for regulering at dette hastigt voksende marked.
Vi skal have et sæt af spilleregler for god opførsel. Hvis ikke det sker, så vil flere ulykkelige historier om gældsfælder helt sikkert dukke op. Det gør dog ikke i sig selv mikrofinans til en dårlig ide. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, hvad der er op og ned i debatten.
Forkortet udgave af kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 1. februar.
Kronikken er skrevet af :
Ole Dahl Rasmussen, mikrofinansrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og ph.d.-studerende, institut for virksomhedsledelse og økonomi, SDU.
Thomas Barnebeck Andersen, professor, ph.d., institut for virksomhedsledelse og økonomi, SDU.
Nikolaj Malchow-Møller, professor, ph.d., institut for virksomhedsledelse og økonomi, SDU