sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Stor sejr for de hjemløse
Print
Det er lykkedes en gruppe af Folkekirkens Nødhjælps partnere at ændre et lovforslag, som ellers ville gøre det forbudt at være hjemløs i Rusland.
09.07.2008

Foto: Pierre Jaccard

Et netværk af russisk NGOer, som arbejder for at forbedre de hjemløses forhold, har efter et langt sejt træk haft held til at sætte deres aftryk på et nyt lovforslag om hjemløse.

”Der blev fremsat et lovforslag, der simpelthen var imod alt, hvad vi står for,” fortæller Elena Rinn, som har stået for koordineringen i netværket.

I forslaget var der lagt op til at forbyde eksistensen af hjemløse. Den ville blandt andet give myndighederne lov til at fjerne hjemløse fra gaden, fængsle dem og bestemme deres videre skæbne – herunder for eksempel tvangsbehandling og arbejdsterapi.

”Forslaget ville sætte hjemløse udenfor indflydelse på deres eget liv – og så tog det overhovedet ikke fat på boligregistreringen, som er problemets årsag,” siger Elena Rinn.

Appel til politikerne

Foto: Pierre Jaccard

I Rusland er det den enkeltes registrering i en bolig, som giver adgang til lægehjælp, sociale ydelser, lovligt arbejde, retssystemet og stemmeret. Alle de rettigheder, som er garanteret i den russiske grundlov. De, som har mistet deres boligregistrering, er dermed ikke bare hjemløse, men fuldstændigt udelukket af samfundet og har stort set ingen muligheder for at reintegrere sig som borgere.

”Vi måtte handle hurtigt, og derfor skrev vi en appel til regeringen og Ministeriet for Sundhed og Social Udvikling. Der var nu eller aldrig, hvis vi skulle komme med indsigelser til forslaget, og alle netværkets medlemmer bakkede op og skrev under,” forklarer Elena Rinn.

Samtidig gik netværket i dialog med forskellige andre institutioner, herunder den russiske ortodokse kirke, som i dag har stor indflydelse på politik.

Netværket forslog at enhver person uden boligregistrering skal have mulighed for at henvende sig til myndighederne det sted, hvor de opholder sig. Samtidig skal de have adgang til de samme ydelser som alle andre. Desuden lagde de vægt på, at al rehabilitering og behandling af hjemløse skal være frivillig og tage udgangspunkt i en individuel handlingsplan.

Lyttede til NGOerne

Foto: Pierre Jaccard

Efter en jungle af kommunikation på kryds og tværs lykkedes det netværket at få opbakning til deres ideer fra både stærke kræfter i kirken, en indflydelsesrig forskningsinstitution og Ministeriet for Sundhed og Social Udvikling. Og for kort tid siden lancerede sidstnævnte så et nyt lovforslag – stærkt inspireret af netværkets anbefalinger. Forslaget forventes fremsat til efteråret.

”Vi er meget spændte - hvis lovforslaget bliver vedtaget, er det frugten af mange års arbejde med at formidle de hjemløses problemstilling til politikerne, myndighederne og offentligheden,” forklarer Elena Rinn.

Det er Folkekirkens Nødhjælps Ruslandskontor som har bragt organisationerne sammen og kommet med input i form af værktøjer og danske erfaringer – og der har været mange udfordringer i processen.

Både samarbejdet med myndighederne og samarbejdet mellem organisationerne i netværket er nyt for russerne. De er præget af de mange år under kommunismen, som skabte et passivt civilsamfund og en svag foreningstradition.

"Det har krævet mange møder og seminarer at finde fælles fodslag og en strategi for netværket”, fortæller Elena Rinn.

”Men processen om lovforslaget viser, at det kan betale sig at stå sammen. Hvor hver enkelt organisation tidligere alene forsøgte at løse nogle konkrete problemer ved for eksempel at dele mad ud og huse folk i herberger, har vi nu i fællesskab adresseret en del af problemets årsag.”

Af Maj Kastanje, praktikant


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne