Overalt i flygtningelejrene i Sudans Darfur-provins er samtaleemnet det samme: Hvornår kan vi vende hjem?
De fleste internt fordrevnes største ønske er at returnere til deres jord og deres hjem og genoptage det liv, de var i gang med. Og trods krig, overgreb og årelang modgang har de fleste bevaret viljen til at skabe sig et liv igen.
Sådan oplevede Folkekirkens Nødhjælps katastrofechef, Lisa Henry, det, da hun for nyligt besøgte nogle af de lejre, der huser i alt 2,5 millioner internt fordrevne i Darfur.
”Disse mennesker har en fantastisk styrke. De ved, at der er stor risiko for overfald, voldtægt og drab, hvis de bevæger sig udenfor lejrene. Men det er regntid lige nu, og derfor tager nogle mennesker chancen og går med deres hakke over skulderen tilbage til deres hjem for at dyrke jorden Når man flyver hen over området, kan man se små hytter dækket af presenninger midt i ellers øde egne. Der bor de mennesker, som tager chancen. Man kalder det ’seasonal migration’,” siger hun.
Undervisning og udvikling
Lisa Henry var med det første team fra det globale ACT-samarbejde (Action by Churches Together), som har besøgt lejrene, siden præsident al-Bashir smed 13 udenlandske og 3 lokale humanitære organisationer ud af Sudan i marts i år.
Og hun vurderer, at de humanitære organisationer, der stadig er i lejrene – blandt andre to af Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere – arbejder ekstra hårdt, skaber god udvikling og er med til at give flygtningene styrke.
”Der er blevet bygget skoler til børnene og undervist mange grupper af voksne. Det er mit indtryk, at den meget brede undervisning har båret frugt. Hygiejnen er blevet bedre, og derfor er det længe siden, der sidst var diarre-epidemi. Folk ved godt, at de skal bruge latrinerne i stedet for at gå på toilettet rundt om i lejren,” siger hun.
Traditioner uden demokrati
Bevidstheden om demokrati og rettigheder er også så småt ved at røre på sig blandt de internt fordrevne i lejrene. Der er stiftet vandkomiteer, og kvindegrupper og holdes dagligt møder af mange slags.
”Traditionelt er det sheikerne – klanernes overhoveder -, der bestemmer. Det er meget svært for medlemmerne af lejrenes komiteer og grupper at rejse sig og tale sheikerne imod. Men jeg kunne se, at det var begyndt at ske stille og roligt. Samarbejdet med NGO’erne har vist beboerne i lejrene, at der er noget, der hedder rettigheder. Så folk er begyndt at tale om ret til medbestemmelse,” fortæller Lisa Henry og håber, at de mange flygtninge kan drage nytte af den ny viden, når de vender hjem.
Andenrangs mennesker
Men trods hårdt arbejde og udvikling i lejrene har udsmidningen i marts haft store konsekvenser.
”Bagefter føltes det, som om folk i Darfur endnu engang blev betragtet som andenrangsmennesker, for der kom ikke noget større ramaskrig fra det internationale samfund. Desuden er det sådan, at færre organisationer betyder færre øjne. Og da myndighederne samtidig holder informationerne på et minimum, er det vanskeligt at samle dokumentation, der kan fortælle nøjagtig, hvordan folk har det i lejrene,” siger hun.
Det gør Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælps partnere i Darfur hjælper i alt ca. 500.000 mennesker fordelt på flere lejre.
Vi arbejder med:
• vand og sanitet
• sundhedsklinikker
• ernæringsklinikker
• byggeri af skoler
• undervisning af lærere
• opbygning af centre, hvor flygtninge kan uddannes og mødes
Gør noget selv
Du kan hjælpe flygtningene i Darfur ved at give et bidrag til Folkekirkens Nødhjælp her.
.