sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Sparekasse mod sult
Print
Pengene, der blev samlet ind i 2005 ved Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling, har blandt andet været med til at hjælpe fattige hyrder i Etiopien til at opbygge en slags sparekasse. I fællesskab sparer de for at kunne købe korn, når det er billigt - og sælge når det er dyrt. Og de sparer for at undgå at sælge deres dyr, når prisen er...
15.02.2006 af Stine Leth-Nissen Informationsmedarb.
© Thomas Ravn-Pedersen

Hvad er en bank?

For en veluddannet dansker er det et nemt spørgsmål, men for nomadefolk i det sydlige Etiopien er svaret ikke en selvfølge.

Befolkningen i Arero-området lever fra dag til dag. De lever med daglig tørke og er totalt afhængige af regntider, der bliver stadig kortere og mere tilfældige. Træer fældes, og jorden tørrer ud, så hyrderne må søge længere væk med deres kvæg. Både mennesker og dyr mangler vand. Langt de fleste er analfabeter.

”Inden vi fik kurser og lærte at organisere os i små grupper, havde vi ikke begreb om kooperativer og opsparing. Vi anede ikke, hvad en bank var!” siger Harsanisek Gebre, der er formand for et kooperativ i landsbyen Selala i Etiopien.

Ændringer

Penge fra Sogneindsamling 2005 går til at støtte fattige hyrdefolk som Harsanisek Gebre. Folkekirkens Nødhjælp støtter et kreditprojekt gennem den etiopiske organisation Action for Development. Projektet begyndte for et halvt år siden, men allerede nu kan man se ændringerne i landsbyerne.

”Vi har opsparet hele 8.000 Birr (5.700 kroner red.). Jeg er stadig stolt over, hvordan vi har kunnet spare op. Det er helt nyt for os kvinder at spare og planlægge. Vi har lært en masse,” siger Habiba Wahaju, en kvinde på 50 år.

Alle skal spare

Uanset hvor fattig man er, skal man spare – bare lidt. Alle betaler for at komme med i kooperativet – det er cirka otte kroner pr. familie. Og dertil kommer 40 kroner som andel.

Det er hårdt, især når tørken svider græsset af, og kvinderne må gå 10-12 kilometer for at hente vand. Men betingelserne er klare, for har man ikke lært at spare op og planlægge, kan man heller ikke klare at betale af på sine lån, når den tid kommer.

En risiko

De fleste familier vil bruge deres lån til småhandel med salt, sukker, sæbe og andre fornødenheder. Kooperativerne planlægger også at købe ind i fællesskab, så de kan købe korn, hvor det er billigst, og sælge kvæget, når de får den højeste pris. Men det kræver, at familierne er klar til at investere deres dyrebare penge:

”Vi ved, at hvis vi tager den risiko, kan vi ændre vores liv,” siger Faduma Alen, som er alene med syv børn.

I hele forsamlingen har kun 10 mennesker klaret at afslutte fjerde klasse – og de er alle mænd. Kun tre kvinder begyndte i skolen men uden at afslutte en klasse.

I et andet kooperativ er man ved at lære effektiv biavl, hvor man bygger solide bikuber. Her er planen at sælge honningen dyrt, hvor prisen er god.

Bistader i baghaven giver mulighed for stadig at passe kvæg og landbrug ved siden af.

Hårdt arbejde

Kirko Chache er et eksempel på, hvor hårdt kvinder normalt skal arbejde for at tjene ganske få kroner. Hun bruger fem dage på at lave tre sække med trækul. Sækkene kan hun sælge for 10-15 Birr stykket, som svarer til 8-12 kroner.

Sidste år gled hun ned i sydegraven til det brændende trækul, og er nu voldsomt forbrændt på både højre ben og venstre arm. Men hun er alene med to børn og må fortsætte med at svide kul. Når hun får sit lille lån fra kooperativet, vil hun drive lidt småhandel ved siden af, og måske kan hun efterhånden klare sig uden det hårde arbejde med trækullene.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne