| Baltazar Garzón er ikke hvem som helst - i 1998 krævede han Chiles Augosto Pinochet udleveret. |
Adskillige menneske-rettighedsorganisationer har allerede dokumenteret at der foregår systematiske overtrædelser af de mest basale borgerettigheder i Honduras.
Og nu er den spanske dommer og ekspert i international strafferet, Baltazar Garzón, kommet til samme konklusion.
| Fakta |
|---|
| Baltazar Garzóns besøg i Honduras er støttet af blandt andre Folkekirkens Nødhjælp som del af arbejdet med at genetablere demokrati og retsstat i Honduras. Læs om mere om Honduras |
»Vi har talt med mere end 100 forskellige organisationer, medier, politiske partier og magthavere i Honduras. Og jeg er yderst bekymret for situationen,« lyder det fra den spanske dommer, der uddyber:
»Dræbte og lemlæstede, organiseret forfølgelse af politiske modstandere, begrænsning af ytringsfriheden og direkte angreb på medier. Alt sammen forhold, der natuligvis ikke må finde sted i en demokratisk stat,« siger Baltazar Garzón.
Han har netop besøgt Honduras, hvor han med en delegation af internationale jurister har set nærmere på forholdene i landet efter militærkuppet den 28. juni.
Retsikkerhedens mand
Og Baltazar Garzón er ikke hvem som helst.
I 1998 blev den spanske dommer kendt verden over, da han udstedte en international arrestordre og krævede Chiles tidligere diktator, Augosto Pinochet, udleveret til retsforfølgelse i Spanien.
Siden har Baltazar Garzón kæmpet for den internationale retssikkerhed ved blandt andet at forsøge at få ophævet immunitet for den italienske regeringsleder, Silvio Berlusconi, kørt retsager for Guantanamo-fanger og ved at jage politiske trofæer som Henry Kissinger og Donald Rumsfeld, som han mener, har overtrådt international lovgivning.
Derfor er Baltazar Garzóns observationer samtidig en slet skjult advarsel til Honduras´ kupmagere.
For kniber det med retsikkerheden lokalt, så er der et internationalt juridisk system, der kan tage over, som Baltazar Garzón forklarer:
»Ingen er over loven, ligegyldigt hvor de befinder sig, eller hvor magtfulde de er.«
Appel til domstole
Der er foreløbig indgivet syv forhold om overtrædelser af menneskerettighederne i Honduras til den internationale strafferetsdomstol, der nu skal undersøge om sagerne kan prøves ved domstolen.
»Ansvaret ligger lige nu hos de honduranske domstole.
Reagerer de, som de skal og afprøver selv anklagerne om overgreb ved landets nationale domstole, så er der slet ingen sager for det internationale samfund,« siger Baltazar Garzón i en appel til sine honduranske dommerkollegaer.
af Jesper Løvenbalk Hansen
