Syv skridt ned ad jordvejen må jeg gi' op. Efter nattens regn er leret blevet til klæbrigt mudder, og der hænger mindst et kilo ved hver sandal. Vi smider fodtøjet, og resten af de fire kilometer hen til Boeung Po Pol tilbagelægger vi på bare tæer.
Bilen måtte vi efterlade allerede ude på den store grusvej, som er ved at blive bygget af kinesiske vejarbejdere – en gave til Cambodja fra regionens store spiller mod nord.
Ris i stedet for bambus
Jordvejen, vi glider hen ad, fører os igennem nytilsåede rismarker. Det er landbrugsjord, som landsbyen har skaffet sig ved at rydde en tidligere bambusskov. Og som de nu har lært at dyrke, så de får afgrøde i både den tørre og den våde sæson.
Da vi når frem til landsbyen er det landsbyformanden selv, der byder velkommen til møde med udviklingskomitéen. Med hænderne samlede foran brystet, et buk og 'chum rib su' (goddag) får Thok Worn os ind at sidde på gulvet i landsbyens pagode. Et enkelt hus, landsbyboerne selv har bygget – med et Buddha-alter i det ene hjørne og ellers god plads til landsbyens møder.
Alle er migranter
De første indbyggere kom til Boeng Po Pol i 1998. Nu er her 203 husstande med i alt 1648 indbyggere. "Vi er kommet hertil fra mange dele af Cambodja," fortæller Thok. De kom for at få et stykke jord, der kunne skabe et livsgrundlag for dem selv og deres familier. Beboerne lægger ikke skjul på, at det har været et kæmpe slæb at opdyrke fællesskabsfølelse blandt de sammenbragte.
Og migrationen fortsætter. For mange kan ikke skaffe mad til hele året. 47 hustande – eller hver fjerde lever for mindre end 2 eller 1 dollar om dagen. De mangler mad i 5-10 af årets måneder. Og så rejser de væk for at finde lavt betalt arbejde.
Horrible forhold for migranter
80 landsbyboere er taget over til den thailandske grænse, 70 kilometer væk. Der sniger de sig illegalt over grænsen og arbejder i kortere eller længere tid. Men 25 mænd og kvinder er rejst længere væk. "Jeg har en datter i Malaysia," fortæller en af mændene.
Mens snakken fortsætter, ser jeg, at han, synligt berørt, flytter sig om bagved og tænder en beroligende smøg. Senere får jeg den fulde historie: datteren blev slået med en sko i hovedet, når arbejdsgiveren i Malaysia var utilfreds. Så hun flygtede, først til en anden arbejdsgiver, som også mishandlede hende, siden til en tredje, hvorfra det lykkedes hende at ringe hjem én gang. De sidste tre år har faderen ikke hørt fra hende.
Nogen til at gå foran
Det er vilkår som disse, der gør, at Folkekirkens Nødhjælps partner, LWD, samarbejder med landsbyen om at bekæmpe sulten og hæve fødevaresikkerheden, så beboerne ikke behøver at rejse væk for at tjene til føden.
I begyndelsen handlede det om at få folk i landsbyen til at tro på, at det nytter, og få nogen til at gå foran sammen med landsbyformanden og sætte noget i gang. Siden har det ene initiativ afløst det andet. Oplæring i at dyrke ris og grøntsager, gravning af damme til opsamling af drikkevand, som de før hentede fire kilometer væk, og kurser i køn og forholdet mellem mænd og kvinder.
Nu kan jeg sætte mig igennem
© Jørgen Thomsen
Komitéens kvinder
"Før forstod jeg ikke, at kvinder er lige så vigtige at få med i landsbyens udviklingskomité som mændene," siger Thok. Og vores møde med komitéen taler sit tydelige sprog: vi sidder overfor 10 mænd og 11 kvinder.
"Jeg indså, at det var nødvendigt at spare op – og at kvinder er gode til at styre det."
En af kvinderne fortsætter: "Det, jeg fik ud af det, var selvtillid nok til at tale med mænd. Jeg har indset, at hvis jeg skælder ud, når min mand kommer fuld hjem, fører det bare til konflikt. Men hvis jeg venter til han er ædru, kan han godt forstå, hvad det betyder for mig og for vores anseelse i landsbyen. Før blev jeg modløs, men nu kan jeg godt sætte min mening igennem," siger hun og sammenfatter: "Min familie lever mere lykkeligt nu."
Kamp for lighed
For fire år siden hjalp LWD også landsbyen med at fjerne miner i området: På to måneder blev syv vigtige hektarer ryddet for 23 miner og en masse ueksploderet ammunition og granatfragmenter, så landsbyen trygt kunne gå igennem og dyrke deres marker.
Minefeltet var en rest fra tiden, da det nordvestlige Cambodja ind mod Thailand var gemmested for Pol Pot og hans soldater. Landsbyformanden er selv en tidligere Khmer Rouge soldat. Men nu foregår hans kamp for mere lighed i Cambodja uden andet våben, end hans engagement som igangsætter – mellem rismarken, pagoden og de små pæle-hytter i Boeng Po Pol.
I Cambodja omfatter ACT Alliance foruden Folkekirkens Nødhjælp også CAID/ Storbritannien, Diakonia og Den Svenske Kirke/Sverige, FCA/Finland, CWS/Geneve, EED/Tyskland, ICCO/Holland og LWD fra Cambodja. Folkekirkens Nødhjælps arbejde ledes af regional repræsentant Katja Levin.