Pengene rullede ind til Patrick
| At sidde i kørestol er ingen hindring til sogneindsamling, når man har gåpåmodet. Og det har Patrick. |
Når man går en rute ved sogneindsamlingen, er vejen ikke altid lige kørestolsvenlig.
Men i Hvalsø tog konfirmand Patrick turen over stok og sten, som den kom.
Han rullede elegant over alle forhindringer og var stolt over at kunne lange en fyldt indsamlingsbøsse over disken sidst på dagen.
"Vi er også stolte af dig. Tak for indsatsen!" kvitterede indsamlingsleder Eva Hornstrup.
Gavmildhed på barnecykel
På Lolland kom en dreng på ca. 4 år hjulende efter en indsamler på sin lille cykel.
"Hvad laver du og hvad hedder du?" spurgte drengen, og han fik en forklaring på, at indsamleren var ude at samle penge ind til de fattige børn i Afrika.
Drengen hjulede hjem og kom lidt efter løbende efter indsamleren med hånden fuld af småpenge. "Det er til de fattige børn," sagde han og puttede alle pengene i bøssen.
Indsamleren blev meget rørt og sendte et girokort med drengen hjem, så hans mor kunne læse højt for ham, hvad pengene går til, fortæller indsamlingsleder Inge Johansen, der står for indsamlingen i hele otte sogne på Lolland.
Blinde piger finder også mønt
| Camille, Ida og Jasmina er svagtseende elever på Midtsjællands Efterskole og hermed "Søndagshelte". |
Camille, Ida og Jasmina er svagtseende.
De kunne ikke se den rute, de skulle gå til fordel for verdens fattigste.
De kunne heller ikke se ansigtsudtrykkende hos de mennesker, de skulle besøge. Men alligevel trak de i overtøjet og stemte dørklokker til landets sogneindsamling.
De kunne nemlig stadig videregive budskabet om, at det er vigtigt at støtte dem, der ikke har de samme gode livsbetingelser som én selv.
Og så kunne de høre, om det kom en mønt eller en seddel i raslebøssen.
Ungdommen sprang til i Hvalsø
Dem, der taler om en doven ungdoms-generation, må æde deres ord. I hvert fald, når det kommer til ungdommen i Hvalsø.
”I år manglede jeg indsamlere – men takket være både konfirmander, efterskoleelever, pigespejdere og FDF'ere klarede vi den,” fortæller Eva Hornstrup, indsamlingsleder i Hvalsø.
Med hjælp fra energiske børn, der nærmest sprang fra dør til dør, indsamlede Hvalsø 20.000 kroner til stor glæde for alle.
”Tænk sig at vi kan samle 20.000 ind på en formiddag! Jeg har aldrig selv haft så mange penge. Det er en særlig oplevelse at stå i banken og tælle penge sammen. Med ét får vi vores resultat, og så kan vi selv regne ud, hvor mange vi kan hjælpe. Det var en sjov formiddag,” fortæller indsamlingslederen.
Tak til Thyra
I Fjellerup var det småt med indsamlere. Mange af de indsamlere, der udgør den faste 'stab' – heriblandt elever fra efterskolen – var desværre forhindrede, så ruteantallet måtte halveres fra 12 til seks.
"Men så kom præsten i tanker om, at han kunne tage en indsamlingsbøsse med over i Aktivitetscentret, hvor Thyra Frank holdt foredrag. Og det var en god ide, for der kom 600 kroner i bøssen," fortæller indsamlingsleder Ulla Bang Jensen.
Babysmil gik lige i hjertet
Lille Carl på 13 måneder samlede 819 kr ind sammen med sin mor, Anne Mette Hvass.
Første del af turen sov Carl. Da han vågnede, gav det pludselig flere penge i bøssen, når der sad en glad lille filur og grinede :o)
Ligestillingsministeren på indsamling
Ligestillingsminister Lykke Friis tog sig en fridag fra det politiske arbejde for at samle ind på Frederiksberg sammen med sin mand og sin hund.
SF'er stemmer dørklokker i Mjølnerparken
Efter at have fortæret en stak søndagspandekager springer Kamal Qureshi og hans børn, Safiya på tolv år og syvårige Mali på cyklen ad Nørrebrogade mod Mjølnerparken.
Bedre at give end at modtage
| Kamal Qureshi samlede ind i Mjølnerparken sammen med sine børn. |
Det er ikke tilfældigt, at Kamal Qureshi har valgt netop Mjølnerparken, et område med mange socialt og økonomisk dårligt stillede, som det sted han vil samle ind.
"Min ambition er ikke nødvendigvis at samle mange penge ind. For så havde jeg gjort det i et villakvarter. I et område hvor nogle folk føler sig udenfor, skal de have en følelse, at de har noget at give alligevel," siger han og fortæller, at han synes, ordsproget 'det er bedre at give end at modtage' stadig holder hele vejen.
Masser af gavmildhed
Og allerede i den første opgang får Kamal Qureshi bekræftet, at beboerne i Mjølnerparken også har lyst til at hjælpe verdens fattigste.
Ud af døren ved nummer 32 kommer sønnen Mali løbende, ryster med bøssen og fortæller, at han havde fået en hundredekroneseddel. Og ved næste opgang kan Mali fortælle om en, der endda havde givet 250 kroner.
"Folk gav rigtig meget og var venlige til at gå ind og hente de penge, de havde," siger Kamal, hvorefter datteren Safiya slutter med at fortælle, at hun faktisk hellere vil være med i dag end at sidde derhjemme og se fjernsyn.
"Kaptajnen" hev 40.000 kroner i land
"Ja, vi samlede en masse penge ind, så det er dejligt," siger en lidt hæs, men energisk herrestemme.
Kristian Kaptain er 87 år gammel og indsamlingsleder på ellevte år. Med hjælp fra konfirmander og FDF'ere er det lykkes ham endnu et år af slå indsamlingsrekorden.
Tak til karavanen
40.147 kroner og 50 øre samlede Sdr. Tranders Sogn ind. Og det skyldes blandt andet de volontører fra Folkekirkens Nødhjælps Sultkaravane, der havde været i Zambia og Malawi, og i ugerne op til sogneindsamlingen blandt andet var forbi 120 konfirmander i Sdr. Tranders Kirke for at fortælle om sult i Afrika.
"Denne gang er det karavanens skyld. Der meldte sig 26 konfirmander, og de kom alle sammen," siger Kristian Kaptain.
Masser af gode historier fra dagen
Dagens topscorer er som altid noget af det første, der nævnes. I dette tilfælde indeholdt en enkelt bøsse 2.836,75 kr.
"Den var proppet til randen. Det var et menighedsrådmedlem og hans søn i deres boligkvarter," siger Kristian Kaptain.
En anden kom og fortalte, at hun stod ude foran Netto, hvor en mand kom og stak hende en konvolut med 500 kroner. Mandens datter på ni år var med sidste år og havde en rigtig god dag. Men da hun var udenbys og ikke kunne være med, bad hun sin far om at give et godt bidrag. Og det gjorde han.
"Kaptajn" siden folkeskolen
"Interessen for den her sag driver mig. Det er noget meget vigtigt, det FKN gør. Det er uvurderligt og dejligt, når folk slutter op om det," fortæller Kristian Kaptain.
Den 87-årige tidligere chef for Det Kørende Postvæsen kom første gang i kontakt med Folkekirkens Nødhjælp, da han blev medlem af menighedsrådet og en præst synes, de skulle gå indsamling. Han betegner dog ikke sig selv som kaptajn i ordets forstand, selvom det har været hans navn, så længe han kan huske.
"Jeg hedder ikke andet. Selv i skolen blev jeg kaldt 'kaptajn'," siger han og slutter med at fortælle, at han også vil være på pletten næste år.
Kun én indsamler mødte op…
Der var tilmeldt fire. To meldte fra, og én kom ikke. Så da der i dag var sogneindsamling i Ubby i Kalundborg, mødte kun en enkelt indsamler op.
Indsamling på mobilen
| Indsamlingsmedhjælper David Frederiksen benyttede sig af mobilen ved dagens indsamling |
Derfor satte indsamlingsleder Michael Hørlyk Rasmussen sig ned med sin medhjælper David Frederiksen og tænkte over, hvordan de kunne gøre sig nyttige, nu hvor der ikke var meget arbejde i at servere kaffe og tælle penge. De greb telefonen og sendte beskeder ud til alle deres venner gennem indsamlingsprogrammet Virtus og Facebook.
"Det var let at bruge virtus, fordi vi kunne bare sende et beløb, og så kunne de bekræfte det," siger Michael Hørlyk Rasmussen.
Måske lige frækt nok
Resultatet blev, at næsten 900 kroner tikkede ind på indsamlingskontoen. Det gik så godt, at de faktisk overvejede at hive fat i en telefonbog og fortsætte deres gerning, men blev dog enige om, at det ville være lige frækt nok.
"Vi har mødt et par stykker, som syntes, det var lidt frækt. Men det var jo vores venner, så det gik," fortæller han.
Oven i det kom deres indsamler hjem med mere en 1500 kroner.
Stod og ventede med en tusse
Indsamlingsleder Julie Bjergbakke i Mariehøj Sogn i Silkeborg blev mødt med en god historie, da hendes mand Max Fogh og sønnen Søren kom hjem fra deres rute.
De kunne fortælle om en rar ældre dame, der havde stået klar og ventet på dem hele dagen. I hånden havde hun en tusindekroneseddel, som hun havde været ude og hæve, fordi den skulle de have.
Far og søn var at tabe næse og mund, men takkede pænt. I det hele taget havde det været en god dag. Ikke mindst for sønnen Søren, der to uger inden havde været ude og sælge lotterisedler som KFUM-spejder i samme område og derfor blev genkendt af flere, der roste ham for sit gåpåmod.
Friske erindringer fra Tanzania
Strandby Sogn tog godt imod de otte hold indsamlere bestående af ildsjæle fra menighedsråd og menighed suppleret med elever fra Farsø Efterskole.
"Resultatet blive ikke mindre end kr. 5.009,75, og der er vi rigtigt glade for," udtaler indsamlingsleder Søren Dolmer og Ruth Andersen som repræsentant for Strandby Menighedsråd.
| I Tanzania har Kamilla og Christina med egne øjne set, at behovet for hjælp er stort |
Pengene sendes nu til Folkekirkens Nødhjælp og bidrager til at holde sulten fra døren i verdens fattigste lande. 5.000 kroner kan ifølge Folkekirkens Nødhjælp brødføde 2.200 mennesker i en uge eller lige så mange mennesker, som bor i Strandby Sogn i to uger!
Otte elever fra Farsø Efterskole valgte at bruge to timer af deres søndag eftermiddag på at springe ind og ud af bilerne med indsamlingsbøsser. Flere af eleverne - bl.a. Kamilla og Christina - er netop hjemvendt fra Tanzania, hvor de med egne øjne har set behovet for hjælp. Om ikke til mad så udvikling i form af adgang til rent vand, skole og hospital.
Derfor var eleverne eller ikke i tvivl om, at de gerne ville hjælpe til ved sogneindsamlingen til bekæmpelse af sult i verden.
| Den fortjener et kys - så pæn er den, synes Emilie fra Valby |
Et kys til bøssen
Årets Sogneindsamling i Timoteuskirken i Valby startede i højt humør.
Spejdere, konfirmander og andre lokale ildsjæle gik på gaderne for at samle ind til verdens fattigste. Stemningen var god, og alle var glade.
Især vakte den genanvendelige indsamlingsbøsse lykke:
”Den er så pæn”, sagde Emilie begejstret, inden hun gik ud på sin rute i det ’valbyske’ villakvarter.
Alderspræsident i Silkeborg?
"Vi fik dækket flere ruter, end vi havde regnet med, for under gudstjenesten fortalte præsten, at der manglede indsamlere, og det gav nogle ekstra hænder. Præsten tog en rute, og det gjorde organisten også, selv om hun skulle have koncert her i eftermiddag," fortæller indsamlingsleder Julie Bjergbakke fra Mariehøj sogn i Silkeborg.
Mariehøj sogn regner med at have årets alderspræsident blandt indsamlerne – en dame på 84. Hun tog ruten hjemme, hvor hun selv bor og ved, der er elevatorer. Og det gav bonus – indsamleren fik 876 kroner i bøssen.
Selv om de første indsamlere kom tilbage og fortalte, at mange mennesker var ude i det gode vejr, blev resultatet næsten lige så godt som sidste år, fortæller en glad Julie Bjergbakke.
En hurtig spurt for sogneindsamlingen
Lene Rohde fra Frederiksberg har samlet ind næsten hvert år, siden Sogneindsamlingen startede i 1999.
| Lene Rohde spurtede penge ind til sogneindsamlingen |
I år skal Lene løbe maraton, og da dagens maratontest (15 kilometer) på Østerbro faldt sammen med Sogneindsamlingen, valgte hun at tage indsamlingsbøssen med til løbet.
"Jeg håbede at ku' få lidt i bøssen, for jeg plejer at slå indsamlingsrekorden, dér hvor jeg samler ind. Men i år må jeg ha' slået bundrekorden. Folk har ikke penge med ud at løbe – og mentalt er de et helt andet sted," fortæller Lene.
106 kroner og 16 euro blev det til. Men de 15 test-kilometer klarede Lene i fin stil i tiden 1.30.06.
Kuverter hang klar på dørene i Borup
Sidsel Abel lagde hus og kaffe til, da 10 indsamlere og deres børn mødtes for at samle ind i Borup ved Roskilde.
”Jeg bor centralt i byen, og jeg synes, det var rarere at mødes privat i stedet for i et lånt lokale ude i byen. Og det blev rigtig hyggeligt,” siger Sidsels Abel.
Og der blev tager godt imod indsamlerne. Flere steder på ruten havde folk, der ikke var hjemme, hængt kuverter med penge op til indsamlerne.
Indsamlerne blev og ventede på resultatet, der blev 11.096, 25 kroner.
”Der var rigtig god stemning. Og vi var enige om at mødes igen til næste år”, siger Sidsel Abel.
Debutanter vendte truende nederlag til sejr
Det så rigtigt skidt ud for bare to dage siden. Kastel Sogn på Østerbro var uden indsamlingsbase, og mange ruter var ikke dækket ind med indsamlere.
Klokken halv tre søndag eftermiddag er det dog en begejstret indsamlingsleder i røret, der har taget tjansen for første gang.
| Mike og Simon med en velfortjent kop kaffe efter at have samet hhv. 578,50 og 600,50 kr. ind. |
"Det er gået over al forventning!" fortæller Pi Svenstrup.
I fredags havde de stadig ikke fundet et alternativ som indsamlingsbase, efter Menighedshuset havde meldt ud, at det i år ikke kunne foregå der. Men heldigvis ringede Kastel Skole op og fortalte, at de kunne stille nogle lokaler til rådighed.
Mangler kun hundrede kroner
Målet i dag har været at indsamle mere end forrige år. Og lige nu mangler de – med fire bøsser tilbage at tælle op og to piger, der stadig er ude på deres ruter – kun hundrede kroner for at nå målet.
Ifølge indsamlingsleder Pi Svenstrup er der en god forklaring på den overraskende succes.
"Mange har taget venner med. Og så har vi en del, som har nået deres egen rute og er kommet tilbage efter en ny," siger hun og nævner også, at indsamlerne har været meget effektive.
Man kommer langt med et smil
| En stolt Rebecca Cronfeld samlede 1689 kr. ind. |
Særligt effektive har to piger været. De endte med stopfyldte bøsser og hver især mere end 1.600 kroner.
"Det har været rigtig hyggeligt. Folk har været venlige og søde til at åbne døren, når vi kom," fortæller den ene af dem, Rebecca Cronfeld.
Det er første gang, Rebecca Cronfeld har samlet så meget ind, og hun kan ikke komme op med noget helt fantastisk trick.
"Jeg tror bare, jeg har været smilende, når folk har åbnet døren," siger hun.
Pi Svenstrup har også haft en god oplevelse på sit første år som indsamlingsleder og vil derfor også være på pletten næste år.
"Jeg er sindssygt glad og vil gerne være det næste år. Det er gået rigtig godt, og folk har været så søde," siger hun.
Solbeskinnede bidrag fra Hjørring
Karsten Lauritzen, Venstres integrations- og nu også videnskabsordfører, samlede ind i sin hjemby Hjørring i Skt. Catharinæ Sogn.
"Det var en hyggelig oplevelse, og der var en rigtig god stemning. Det skyldes måske, at solen skinner her i Hjørring, men de allerfleste ville gerne give et bidrag," fortæller Karsten Lauritzen – som fik 1209,50 kroner i bøssen.
Sjovt kig ind i folks liv
| Pernille Højmark havde en oplevelsesrig formiddag i Skt. Lukas Sogn |
Skuespilleren Pernille Højmark fik indblik i familien Danmarks liv, da hun samlede ind på Frederiksberg.
"Det har været en rigtig god formiddag. Alle, de, der åbnede døren, var meget søde, og de gav penge uden et kny, fortæller skuespilleren Pernille Højmark, der på to timer samlede 1318,50 kroner ind på sin rute i Skt. Lukas Sogn i København.
Et lille kig
Det var første gang, hun samlede ind for Folkekirkens Nødhjælp, og hun er klar til at gøre det igen.
"Det er sjovt sådan at få et lille kig ind i folks liv, når de åbner døren mere eller mindre påklædte. Flere steder duftede der skønt af nybagte boller. Og et sted var det en dame, der var oprørt, fordi hun lige havde fået stjålet sin pung. Så hun havde ikke noget at give, men man må sige, at hun var lovligt undskyldt," siger Pernille Højmark.
Det nytter
Den folkekære skuespiller var ekstra motiveret for at samle ind, efter at hun i november var i Malawi for at se Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at hjælpe fattige landsbyboere til en bedre hverdag.
Der fik hun lejlighed til med egne øjne at se, hvordan Folkekirkens Nødhjælp arbejder. "Projekterne jeg så i de landsbyer, jeg besøgte, gav i den grad mening," fastslår Pernille Højmark.
Havregryn til de sultne børn i Afrika
I Bredballe sogn fik en af indsamlerne, Ruth, en snak i døren med en mor til to små piger i 4-5 års alderen. Da pigerne så moderen putte penge i indsamlingsbøssen, ville de gerne vide, hvorfor hun ikke puttede pengene i deres sparebøsser.
"Det er, fordi vi samler ind til børn i Afrika, som måske ikke engang har fået morgenmad," fik småpigerne at vide.
Så spurtede de to små ind i huset, og både moderen og Ruth mente, at de nu ville komme med deres sparebøsser.
Men det gjorde de ikke! De kom tilbage med en pose havregryn til de sultne børn i Afrika. Ruth fik havregrynene i en plasticpose – som efter aftale blev stillet udenfor hækken.
"Vi havde en rigtig fin indsamling. Resultatet blev lidt mindre end sidste år, og vi tror det skyldes, at der ikke er nogen søndagsåbne butikker denne søndag," fortæller indsamlingsleder Anette Erbs Nilsen.
Hektisk start i Simon Peters kirke på Amager
| Manu Sareen nåede ud efter morgenbrød, før han fik sin indsamlingsbøsse |
Alt var på plads og i orden – undtagen indsamlingsbøsserne - da de første indsamlere, heriblandt politikeren Manu Sareen, mødte op i Simon Peters kirke kl. 9.30 for at få indsamlingsudstyret udleveret.
”Vi har haft en større ombygning, og indsamlingsbøsserne må være røget ud sammen med en masse andet i den forbindelse,” forklarede sognepræst Niels Henrik Olesen.
Men en snarrådig indsats fra indsamlingsleder Jens Holger Hansen og med hjælp fra nabosognene kom der snart bøsser til huse.
"Jeg nåede at hente morgenbrød til familien, mens vi ventede," fortalte Manu Sareen, da han fik sin bøsse - som han også vil tage med til de møder, han skal have i løbet af dagen.
