To ugers internationale klimaforhandlinger i Bonn i Tyskland, bød på fremgang i forhold til at nå til enighed om indholdet i en ny internationale klimaaftale, men desværre kun i sneglefart. I hvert fald hvis man ser på EU og USA.
For verdens to største aktører kom med overraskende få initiativer, alt i mens mange u-lande producerede konstruktive forslag på stribe.
”Der er kun halvandet år til topmødet i København, og der er brug for konkrete forslag til, hvordan klimaudfordringerne skal håndteres. Det er meget beklagelig, at EU ikke går foran og viser initiativ og handlekraft,” siger Mattias Söderberg, klimamedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp og deltager i mødet.
Forhandlingerne om fremtidens klimapolitik fortsætter og allerede efter sommeren mødes parterne igen.
”Ved de kommende møder er der brug for handling og konkrete initiativer. I mange afrikanske lande kommer klimaforandringerne som en flok brølende elefanter i form af tørke og oversvømmelser. Så nytter det ikke noget, at klimaforhandlingerne sker så langsomt," siger Mattias Söderberg.
Læs mere om klimaforhandlingerne på FN’s klimakonventions hjemmeside
