Børnehaven ligger i en af de smalle gyder i flygtningelejren. Lejren består af halvfærdige farveløse bygninger i flere etager, hvor der er løstliggende vandrør, el-ledninger og affald, der flyder i gaderne. Der bor ca. 2000 palæstinensiske flygtninge i de overfyldte boliger på et meget lille areal.
I forbindelse med renovering af børnehavens lokaler blev den ældste gruppe børn på 5-6 år udvalgt til at dekorere den omkringliggende mur, der er 10 m lang og 1,6 m høj. Her fik jeg fik lov til at være medarbejder, og det blev en lærerig periode for mig.
Jeg oplevede, hvordan kunstpædagogen under vejledning af Laila Kanafani sammen med børnene arbejdede intenst og seriøst med projektet. Det var meget tankevækkende at iagttage, hvordan de palæstinensiske børn formår at koncentrere og fordybe sig i lange perioder.
Jeg fik mulighed for at besøge en del af børnenes familier og mange af de forskellige organisationer og institutioner, der er i lejren. På denne måde fik jeg et godt indblik i beboernes hverdag og vanskelige vilkår. Det giver virkelig stof til eftertanke.
Børn er herlige og umiddelbare. De lever, leger i lange sorgløse perioder og opdager verdens grusomheder i småglimt.
Børnene kom hver morgen iført deres lyserøde kitteluniformer, satte sig på sivmåtterne og ventede på, at pædagogerne gav dem lov til at starte dagens aktiviteter.
Børnene var utrolig gode til at vente. Jævnligt var der børn, der med iver, engagement og frygt fortalte om angreb på palæstinensere og israelere - begivenheder de havde set på TV. Disse oplevelser blev diskuteret og efterfølgende leget eller tegnet ud gennem børnenes leg.
Men murmaleriet fyldte det meste af dagene i den måned, jeg var i børnehaven.
Kunstnerisk forberedelse
Børnene tegnede blyantskitser, og der blev talt om billederne, udvalgt motiver fra de mange tegninger, farvelagt kopier af de udvalgte skitser, diskuteret farvevalg, tegnet nye tegninger, og processen blev gentaget.
Vi tog sammen med børnene på kunstudstilling og fik en lang snak med den palæstinensiske kunstner, der udstillede på et galleri i Beirut. Børnene var meget betaget af hende og hendes kunst. ”Hvem har hjulpet dig med at male?” spurgte en dreng, ”har du lavet det helt selv? – så er du meget dygtig”, var hans kommentar.
Indtrykkene fra udstillingen skulle inspirere børnene til at arbejde videre, og det var ikke svært. Børnene var hver dag meget optaget af dette murmaler-projekt, og fortalte til forældrene, at det var så sjovt i børnehaven, for vi maler og maler hele tiden.
Børnene hjalp med at måle murens højde og længde, og vi talte om, hvordan de små skitser skulle blive til stor billeder på muren. Der blev lavet prøve-forstørrelser på papir på væggen inde i kunstrummet, inden det endelige billede blev malet på muren rundt om børnehaven.
Så går vi i gang
Det blev en stor oplevelse for os alle, da arbejdet på muren ude i den smalle gyde gik i gang.
Maleren, der malede rummene inde i børnehaven kom og anerkendte børnenes arbejde og viste dem, hvordan de skulle bruge malerullen. Den glade skraldemand, der daglig kørte rundt i gyderne var stolt af de dygtige børn.
De store skolebørn kom for at kigge før og efter, de var i skole.
Forældrene stoppede op og brugte lang tid til at betragte børnenes arbejde. En far sagde begejstret ”hvor er I heldige, at I får lov til at være murmalere, da jeg gik i børnehaven skulle vi kun lege.” En anden sagde:” hvor er det smukt, hvorfor har I ikke gjort det noget før?”
Og de glade kunstnere, de flittige børn fra børnehaven, var meget ivrige og stolte. Projektet nåede ikke at blive endeligt færdigt, inden jeg skulle tilbage til Danmark igen. Men jeg ved, at muren nu er færdig og står og lyser op i Mar Elias.
I mine tanker er den flotte væg et symbol på, at børn er med til at tænde håb om en ny og bedre fremtid. Hvor der er børn, er der liv og glæde og forventninger.
| Om forfatteren |
|---|
| Under en fire måneders studieorlov arbejdede Helle Hallberg bl.a. med børn og kreativitet som volontør i Libanon. |