Den israelske tilbagetrækning fra Gaza i 2005 udløste eufori og fornyet fremtidshåb i de palæstinensiske områder.
Det palæstinensiske samfund tog fat på den store udfordring at opbygge et demokrati i et samfund, hvor selvstyret står svagt, og hvor det politiske liv er præget af traditioner og religiøse bevægelser.
Mange troede, at nogle af de største farer ville være den udbredte korruption og nepotisme - og den fremherskende voldskultur, som det er svært at håndtere uden stærke, politiske strukturer.
Politisk og økonomisk boykot
Den største fare viste sig at komme fra det internationale samfund.
Efter den militante Hamas-bevægelses valgsejr januar 2006 boykottede EU og USA al hjælp til det palæstinensiske selvstyre.
Israel tilbageholdt told- og momsrefusion, opkrævet på Det Palæstinensiske Selvstyres vegne.
Det betød, at Selvstyret kort efter gik fallit, og offentligt ansatte har ikke fået løn siden foråret 2006.
Samtidig kontrollerer de israelske bosættelser i dag mere end 50 % af landbrugsjorden og 73 % af vandet på Vestbredden.
Uden adgang til jord, vand og markeder, hvor man kan afsætte sine varer, har palæstinenserne ikke mulighed for at skabe udvikling og fremgang.
Mere end 60 % af palæstinenserne lever i dag under FNs fattigdomsgrænse på 2 dollars om dagen.
NGO’ernes rolle
Den udbredte fattigdom og arbejdsløshed afskaffes ikke fra den ene dag til den anden. Myndighederne har hverken evner, midler eller muligheder for at dække befolkningens behov.
NGO’erne står derfor fortsat for en stor del af det humanitære arbejde i de palæstinensiske områder.
Folkekirkens Nødhjælp fortsætter den vigtige opgave at støtte palæstinensiske samarbejdspartnere på menneskerettighedsområdet.
Menneskerettighedsorganisationerne har en stor opgave i forhold til at overvåge selvstyrets regeringsførelse, at menneskerettighederne overholdes, og at der bliver indført lov og orden.
Samtidig fortsætter støtten til det primære sundhedsarbejde og til arbejdet for kvinders rettigheder i det patriarkalske palæstinensiske samfund