Abdullah Ayyad er 12 år gammel. Han bor i landsbyen Al-Azariyye, lige øst for Jerusalem, sammen med sine to brødre og sin far og mor.
Abdullah er født med AMC, Arthrogryposis Multiplex Congenita , en sygdom, der giver bøjede og stive led og reduceret muskelmasse. Han sidder i kørestol og helt afhængig af hjælp.
Abdullah går på specialskole, Princess Basma Centre for Disabled Children. Skolen ligger cirka fem minutters gang fra familiens hjem.
7 gange så langt til skole
Men siden august 2002 har landsbyen været afskåret fra Jerusalem af den første sektion af den meget omtalte adskillelsesmur.
På grund af den store omvej uden om muren, Abdullah nu er nødt til at tage, tager turen i dag 35 minutter – i stedet for som tidligere 5 minutter.
I starten forsøgte Abdullahs forældre at betale for en hjemmelærer til ham, men på grund af den ekstremt dårlige økonomiske situation i området var de nødt til at opgive ansættelsen af en hjemmelærer ret hurtigt.
Hollandsk fond
I 2003 fandt familien en hollandsk fond, som i to år betalte for Abdullahs taxi-tur til skole gennem den officielle port ved Az-Za’ayyem (selv om Abdullah har Vestbreds-ID får han lov at komme ind i Jerusalem, fordi han er mindreårig).
Taxi’en koster cirka 1.800 israelske shekel (2.450,- kroner) om måneden.
Den hollandske fond har for nylig været nødt til at beskære sin støtte til 600,- NIS (815,- kroner) om måneden.
Derfor har Abdullah akut brug for hjælp for at kunne fortsætte sin skolegang.
Uden ordentlig uddannelse har Abdullah ikke en chance for at klare sig selv og få et værdigt liv.
