| For hver 500 indsamlede kroner blev der sat en 'ødelagt' mine på Afrika-kortet. Til morgensang kunne eleverne følge med i, at der krone for krone blev samlet ind til destruktion af 56 miner. |
Hvert år i fastetiden samler eleverne på Sct. Norberts Skole i Vejle ind til nødlidende mennesker rundt om i verden.
I år har de 500 elever samlet ind til Folkekirkens Nødhjælps minerydningsarbejde.
Rekord-indsamling
At årets minerydnings-aktion har haft en klar appel til skolens elever ses af, at indsamlings-resultatetet har slået alle rekorder, idet der er indkommet 28.000 kroner.
Pengene er bl.a. kommet ind via et kæmpe loppemarked, som over 3 dage har været afholdt i skolens spisefrikvarter.
Her har eleverne solgt legetøj, bøger og masser af lækker hjemmebagt kage til fordel for indsamlingen.
Økumenisk indsamling
Sct. Norberts skole er en katolsk skole med både katolske og protestantiske elever og medarbejdere.
Som udtryk for det gode økumeniske samarbejde, der finder sted på skolen, samles der skiftevis ind til Folkekirkens Nødhjælp og til Caritas Danmark, som er den katolske kirkes nødhjælpsorganisation.
Kundskaber og medmenneskelighed
”Sct. Norberts Skole er en holdningsskole, hvor vi ud over kundskaber og færdigheder også forsøger at lære vore elever medmenneskelighed. Næstekærlighed starter i klasseværelset og skolegården, men rækker også ud til mennesker i den store verden. Set i det perspektiv er vi meget glade for det flotte indsamlingsresultat”, siger skolens viceinspektør Mogens Kjærgaard”.
