| Øjenvidne i Gaza |
|---|
| Den tre uger lange krig mellem Israel og militante palæstinensere har gjort uudsletteligt indtryk på Gazas børn. En del af Folkekirkens Nødhjælps genopbyg-ningsindsats er at hjælpe børn med at bearbejde deres traumer. Læs mere om arbejdet |
Jeg sidder på kontoret i ”Youth Empoverment Center” og taler med de unge frivillige, som arbejder i dette projekt.
Folkekirkens Nødhjælp har støttet centret siden krigens start for at afhjælpe de yngste ofres skjulte sår gennem rådgivning og behandling.
Jeg spørger først, hvad børnene har været udsat for, og hvordan de har reageret.
”Hun plukkede sine øjenbryn af.”
”En 11-årig pige så sin far blive dræbt af israelerne. Hver gang hun ser et billede af en soldat, falder hun om og ligger ubevægelig i timevis.”
”Zainab er ni år. Da raketten ramte hendes hus blev hun såret og hendes mor dræbt. Hun vil helst være alene hele tiden. Hun kan ikke være sammen med andre mennesker.”
Sørgelige historier uden ende
Den ene historie efter den anden kommer frem. De frivillige afbryder hinanden. De har et stort behov for at fortælle de historier, de har hørt.
|
| Krigen har påført Gazas børn mange skjulte sår. |
-
Seksårige Jihads mor kørte til hospitalet for at føde. Hun blev dræbt, da en bombe ramt bilen. Han kan ikke klare at gå i skole, han tisser og laver i bukserne og tænker på selvmord.
-
Dahlia på ti år blev forbrændt af en fosforbombe. Hun vil bare være alene, hun kan ikke gå i skole, hun kan ikke sidde ned.
-
Nour på 11 år så alle sine fætre og kusiner blive dræbt for øjnene af hende, da de flygtede ud af Beit Lahia flygtningelejren.
-
Kadidja på otte år så sin far og bror blive dræbt. Hun har ikke talt siden – ikke et eneste ord.
-
Mohammed er fuldstændig rædselsslagen hele tiden. Han skriger konstant. Han er i professionel behandling nu.
Tillid skal genvindes
Jeg må bede dem om at holde op. Jeg kan ikke klare flere historier nu – skal lige trække vejret. Jeg spørger dem, hvordan de selv klarer det, om de ikke bliver deprimerede af alle de tragedier.
”Først og fremmest må vi vinde deres tillid. Vi prøver at få dem i gang med nogle aktiviteter, de kan engagere sig i, og langsomt får vi dem lokket til at åbne op,” fortæller en kvinde ved navn Fadia.
Hendes kollega fortsætter: ”Vi holder dem beskæftiget. Vi prøver at få deres forældre med. Vi opbygger en gruppe af mennesker omkring barnet, som kan hjælpe i fællesskab.”
”Vi bruger teater, dukketeater, tegninger og lege.”
Leg som terapi
|
| En del af terapien er at tegne det, man er bange for - her angreb fra tanks, jagerfly og helikoptere. |
”Vi får børnene til at skrive ned eller tegne, hvad de er bange for; så får vi dem til at lægge alle deres sedler og tegninger i en åben faldskærm, som alle sammen holder fast i.
Og så kaster de dem op i luften. I stedet for at hvert barn sidder alene med sine problemer, lærer vi dem at bruge hinanden.”
Selv om jeg er fascineret over at høre, hvordan de får børnene til at tale om det usigelige, så svarer de ikke på mit spørgsmål.
Selve arbejdet er en opmuntring
|
| Ruinerne af boligområder, skoler, hospitaler og klinikker minder dagligt børnene om krigen. |
Jeg vil vide, hvordan medarbejderne selv tackler at høre alle de forfærdelige historier, og om de ikke af og til selv mister modet og synes det hele er håbløst, når de ved, hvilken fremtid der venter disse børn - selv når de er mest optimistiske?
Jeg behøver ikke at vente på tolken; svaret kommer øjeblikkeligt og enstemmigt.
”Uanset hvor sørgelige historier vi hører, bliver vi altid opmuntret af arbejdet med at hjælpe børnene,” siger en ung mand ved navn James.
En anden fortsætter: ”Når vi prøver at få dem til at tale med os, fortæller vi dem nogle gange, hvad vi selv har været udsat for. Vi føler, at arbejdet med børnene også er terapi for os selv! Det er en gensidig proces.”
Nye skjorter hver uge
”Det er aldrig håbløst,” siger en mand ved navn Jihad. ”Vi ved det hjælper. Vi tænker altid på børnene og forsøger at hjælpe dem med at nå deres mål og få dem psykologisk stabiliseret.”
Jeg kan tydeligt se på fotografierne af børn og medarbejdere, at børnene elsker dem – på hvert foto er medarbejderen omringet af børn, der hager sig fast til deres ben med store smil til kameraet.
Koordinatoren fortæller mig, at de er nødt til at købe nye skjorter en gang om ugen, fordi børnene konstant hiver og trækker i deres tøj af hengivenhed og for opmærksomhed.