|
| Birgitte Arendt mødte glæde og stolthed over markarbejdets synlige resultater. Det er Folkekirkens Nødhjælp, der gennem en lokal partner i Amuria i det østlige Uganda, yder hjælp til selvhjælp, så mennesker kan holde sulten fra døren. Foto: Birgitte Arendt |
I Folkekirkens Nødhjælps Kampala-kontors nye potente køretøj ankommer vi til fødevare-sikkerheds-projektet i Amuria i det østlige Uganda.
Vi hilses af en skov af vibrerende hænder og gjaldende ulululu-skrig. Et crescendo af glad lyd, som bare ikke holder op, selvom Julius Kapwepwe fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i Kampala, min mand Niels Henrik og jeg står lige der på marken foran dem.
Vi befinder os bogstavelig talt på græsrodsniveau. Afgrøderne på marken her er ensbetydende med mad i maven. Resultaterne er af afgørende betydning i et land som Uganda, hvor godt 30 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det drejer sig om overlevelse.
Stolthed og rækker af grøntsager
Og her står på snorlige rækker bugnende tomatplanter, og auberginer lyser op i lyslilla nuancer overalt. Velsignet tunge auberginer er det. Glæden og stoltheden lyser ud af arbejdsgruppens ansigter. De viser os, at de oksespand, som de har fået til selvhjælp, er i gang med at pløje nyt land til opdyrkning.
De takker for okserne, de takker for ploven, de takker for jernkæderne og de takker for rebet. Dog har de selv snedkereret åget over de puklende oksenakker.
Og der arbejdes: Ploven føres af en kvinde i løb og med flagrende gevanter. Der er nemlig fremdrift i okserne. De opildnes af 3-5 personer, der følger ploven tæt på. De hjælper med at navigere okserne og ploven. Hertil bruges stokke, råb og en fløjte. Jo alt foregår efter bogen.
Learning by doing
Der er bare ikke nogen bog. Det her er en farming school, hvor over halvdelen af deltagerne er analfabeter. De er her hver især som repræsentant for samarbejdsgrupper i deres hjemlandsbyer. Og lærdommen herfra skal omsættes direkte, brede sig som ringe i vandet, når de belærte vender hjem igen.
Så det gælder om, at lærdommen er anskueliggjort helt håndgribeligt, ingen bog, ingen teori, men learning by doing. Og de lærer virkelig en masse.
For eksempel om skadedyr. Skadedyr er der mange af. Vi bliver præsenteret for en hjemmelavet pædagogisk tavle, og der er de jo: I kolonnen til venstre deciderede skadedyr: orme, hvepse, biller og rotten. Og til højre, dyr, som æder skadedyrene: firben, forskellige større insekter, frøer. Ingen insekticider her …
Viden der er til at føle på
Disse dyr er indfanget og illustrativt sat op i bunden af en stor æske. For at fastholde undervisningsmaterialet på rette plads, er de forskellige dyr fæstnet til underlaget med solide nåle. Det er også nødvendigt, de er nemlig levende endnu! For første gang i mit liv syntes jeg, at det er synd for den lille rotte.
Ubehaget ved at se de spiddede, halvdøde dyr bliver overmandet af en håbefuld glæde ved mødet med disse menneskers umiskendelige stolthed over de konkrete resultater af at kende til skadedyrene.
De struttende produkter taler deres tydelige sprog om absolut succes. Og succesen har givet mod til på eget initiativ at tage kampen op for tilværelsen.
Man havde for eksempel i lange tider forsøgt at dyrke kål, men resultatet var været nedslående. Efter adskillige forsøg kom man endelig frem til langt bedre udbytte. Det viste sig at være skadedyrene, der havde forårsaget de ringe resultater. Nu havde man etableret et ”kålkimplante-nursery” under et gammelt moskitonet. Resultatet var overbevisende.
Mindre sult, tak
Julius Kapwepwe fra Folkekirkens Nødhjælps Kampala-kontor har en særdeles engageret indgang til arbejdet. Det her drejer sig om eliminering af sult. Om mad i et område, hvor menneskene er dybt traumatiserede efter års rædsler, en borgerkrig, der kostede enhver familie død, ødelæggelser og ubærlig smerte.
Endnu den dag i dag er områderne ikke urosikrede, men den håndgribelige fremgang giver håb.
Julius holder dem fast i håbet. Han anviser dem en vej til fremgang. Og han gør det indlysende for dem, at det er af afgørende betydning for deres fremtidige liv.
Han spørger, om de så anvender deres lærdom fra marken her i deres egne farme derhjemme. Jo, alle har da fået både tomater og auberginer derhjemme, lyder svaret. Han fremturer: Kan vi besøge bare en farm og nu og her se det med egne øjne? De oprakte hænder viser, at vi er velkomne overalt.
Tidligere soldat tror på liv
Og så kommer vi på hjemmebesøg.
Vi er inviteret af en tidligere soldat fra rædselsårene. Hans familiemedlemmer er talrige, en del forældreløse børn er der iblandt. Han viser os de forskelle, som fødevaresikkerhedsprojektet har betydet i det daglige liv. Hans sjæl har endnu gabende sår, men udsigten til en stabil fremtid med mad hver dag har sat skub i hans tro på et liv før døden.
Af Birgitte Arendt, medlem af Folkekirkens Nødhjælps Råd
