sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Seniorsupporter Peter Marsling skriver fra Kirgistan
Print
Seniorsupporter for Folkekirkens Nødhjælp, Peter Marsling, skriver om sine oplevelser fra en sundhedsklinik i Kirgistan.
12.06.2012 Peter Marsling, seniorsupporter.
© Peter Marsling

Jeg arbejder en uges tid på en kommunal skole i Narin-distriktet med ca. 600 børn. Projektet jeg arbejder for har fået lov til at oprette klubber i skoletiden, hvor eleverne kan tilmelde sig computerundervisning (der er 8 pc’er), engelsk, bordtennis, traditionel musik fra de omkringliggende lande, uzbekisk, kazak, tatar, kirgisk, tatar dans og vals og en booklovers club.

Projektets medarbejdere er delvist lønnede og frivillige gæve, gamle sovjetkoner, som tidligere havde høje poster, med medaljer og fine rejser til Moskva kongresser. Der er også unge entusiaster og en enkelt næsten uddannet socialrådgiver på 21 år.

Det er en glad skole med mange konkurrerende elevgrupper og lærere. Der løbes og springes i en uendelighed, og der grines meget. Man bekymres helt på det danske skolesystems vegne, men diciplinen og troen på autoriteterne er himmelhøj og meget forskellig fra vores skoler. Man kommer til tiden, yder sit bedste og anfægter ikke systemets repræsentanter.

The og søde boller hver dag

Skolekøkkenets "sundhedsmenu" er en kop the og en sød bolle til alle hver dag, men tag ikke fejl af dette tiltag. Mange får ikke mad hver dag, men man skulle måske have noget andet og mere nærende på menuen. Teen og bollen koster nogenlunde det samme som frugt og salat, men det er meget besværligt at håndtere, kræver mere påpasselighed med hygiejnen og er besværligt at få frem og tilbage i frisk tilstand.

Et evt. vitamintilskud ville gøre underværker, men koster penge. Det er svært at komme med fikse ideer uden at have penge med til at finansiere det.  

Med hensyn til hygiejnen, så skolder man ikke kopperne mellem de mange minimåltider, som alle klasserne kommer ind til hver halve time. Vi er i et alvorligt belastet tuberkuloseområde, og så vidt jeg ved, smitter tuberkulose gennem luftvejen, som dråbeinfektion.

Det er altså noget møg, så "doktor Marsling" har forsigtigt nævnt problemet over for lægen på sundhedsklinikken, hvilket hun sløvt afviste, og så var det i øvrigt ikke hendes bord. Derimod fortalte hun meget engageret, at symptomerne på sult og vitaminmangel let kunne læses, idet pigmenteringen i huden gik grassat. Det skulle så betyde, at alle skjoldede børn og voksne skulle være i den kategori.

Det havde jeg aldrig hørt om og gik på nettet, hvor der ikke kunne findes belæg for hendes udtalelser. Mystisk påstand, men måske er det rigtigt, og det vil næppe gavne nogen, at jeg lagde mig ud med hende om det.

Køkkenmutter havde intet imod mit forslag, så nu skolder de kopperne, og det kan vel næppe skade. Hvis det ikke forebygger spredningen af tuberkulose, så kan det vel holde bakteriefloraen nede.

Medicinen smager frygteligt

Det hele ligner en konfirmationsfest. Drengene er i jakkesæt og pigerne i spencere med en kæk hvid kvast i håret - skoleuniformer, som burde være umulige at lege i, men der løbes og springes, klatres og kravles alligevel.

Den offentlige Sundhedsklinik er ved første øjekast en katastrofe. En lidt sjusket og fedtet læge, som hele tiden nejer og bukker for den fremmede vesterlænding, samt to sygeplejersker. "Socialrådgiveren" er med ved alle konsultationer.  Alle er i hvide kitler (også jeg selv), og alle er til stede, når børnene kommer til sundhedstjek hver tredje måned for at blive målt, vejet og trykket på kirtlerne.

Ingen snakker om børnenes eventuelle problemer. En del er meget fattige og kommer fra tubekuloseområder. De får enten for lidt, forkert eller intet at spise. Klinikken består af tre usle og beskidte rum, uden det obligatoriske hul i jorden (toilettet).

Medicin har de næsten intet af, og det ene rum er blokeret af mange store kasser fra Unicef i Indien, som generøst har doneret små vitaminpulverbreve, som ingen vil spise på grund af smagen. Jeg prøvede, og det smager ad helvede til - gav vide, hvad producenten forestillede sig, da det blev lavet? Måske er det en fejlproduktion.  

Den svære samtale i enrum om angsten, tabet og det indre liv er svært at få øje på under disse omstændigheder.

Svært at arrangere fællesmøde

© Peter marsling

Jeg har foreslået et møde, som alle har opfattet som en invitation fra ham den fremmede fra Vesten, men det nås næppe, mens jeg er her. Både klinikken, skolen og den lokale imam har sagt ja til dagsordenen "hvordan kan vi hjælpe hinanden i et fremtidigt samarbejde?” Skolens ledelse og direktør kommer også, så der bliver mange til det første møde.

Ellers bliver det formentlig et høflighedsmøde med the og søde sager og præsentationer af de forskellige institutioner.

Jeg vil forsøge at få dem til at mødes en gang om måneden - bare med én repræsentant fra hver: klinikken, skolen, moskeen og klubberne. I dansk regi kunne man sammenligne det med et slags SSP-samarbejde.

Den unge, næsten uddannede socialrådgiver er meget glad for min idé og glæder sig til, at der måske kan komme noget ud af dette forsøg, men hun er meget grøn og kan næppe sætte power bag endnu et forsøg, hvis det mislykkedes.

De er nødt til at gøre noget ved det her. Det er ærgerligt, at jeg kun er her én uge, fordi jeg let kunne organisere renoveringen af klinikken sammen med medarbejderne fra projektet. Måske har det manglende samarbejde mellem det offentlige og de private NGOer noget med dette at gøre.

Jeg ville gerne, at mødets dagsorden kunne blive:

  1. dotAntikonception til kvinder med flere end seks børn
  2. dotFælles ombygning af sundhedsklinikken samt et toilet
  3. dotKondomer, AIDS og HIV smittefaren
  4. dotArbejdsfordeling i hjemmet/ bedre balance mellem mænd og kvinder
  5. dotBruderov
  6. dotHvad er min ret, og hvad er min pligt (lovgivning)
  7. dotFremskaffelse af formularer/ lære at udfylde dem

Mødes som almindelige mennesker

Jeg har faktisk fået snakket med de fleste om disse emner, men det er individuelt og kun udpluk. Selv "socialrådgiveren" kendte ikke til kondomer, men det gjorde den lokale imam, som i øvrigt er en skæg fætter. Ham har jeg nu banket to gange i bordtennis. Det bryder han sig ikke om, da han er lokal mester, men han er kommet lidt ud af busken. Vi har fået snakket om mangt og meget under de dueller. Jeg tror, han har et øvelokale under Moskeen, for han er god.

Et eller andet sted er det jo svært at scanne kulturer og traditioner, men hvis man tager folk for det, de er nemlig almindelige mennesker, så bakser vi jo med de samme problemer alle sammen - ønsket om at blive hørt og blive elsket, vinde respekt og bevare vores værdighed.

Næh, det er mørkemændene, vi skal være bange for. De, som med våben i hånd, tvinger andre til at gøre noget mod deres vilje. Taliban er udnævnt til at være denne trussel, men mig bekendt har vi i Vesten vist historisk bevis for at have ført an på dette område i århundreder. Selv i 2012 fører vi os frem flere steder i verden som bedrevidende tosser samtidig med, at vi ikke har styr på eget hus og mener mangt og meget om alle andres kulturer og religioner.

Rapport om sundhedsforholdene

Man kan kun håbe på, at emnerne fra min ønske-dagsorden en dag kan tages op i fællesskab, men indtil nu satses der på et månedligt møde.

"Socialrådgiveren" har lovet mig at lave en rapport om forholdene på sundhedsklinikken sammen med klinikkens personale og sende den til hovedprojektet Eraiym. De kan så lave en ansøgning til den schweiziske fond Caritas, som i forvejen er i området eller til DCA, som er Folkekirkens Nødhjælps repræsentant her i Kirgistan.

Jeg hjælper hende i gang og får det stillet op på en tilgængelig måde, inden jeg daffer af til de næste selvhjælpsgrupper i Naryn distriktet.


Artikler ud fra emne