”Engang var alt godt.Om sommeren var jeg i bjergene, hvor jeg passede fårene. Om vinteren arbejdede jeg i landsbyen med vandingsanlæg og i kolhosen (statsligt kollektivlandbrug, red) som håndværker. Jeg var stærk. Jeg byggede selv mit hus”
Øjnene hos den tidligere fårehyrde og landmand Sagin Orunbaev Musaev, 60, får et trist skær ved tanken om det tidligere mere sorgløse liv i bjergene og i landsbyen Ak-ölön nogle km uden for byen Balykchy.
Måtte sælge alt
For nu er han syg med hjerte- og lungeproblemer, og hans kone har været død i to år. Hendes sygdom betød, at familien – som i dag består af Sagin og hans 15-årige søn Daniyar – måtte sælge deres køer og får og en del indbo for at få råd til hendes medicin.
Da ældreorganisationen Ymyt, som Folkekirkens Nødhjælp siden 1999 har samarbejdet med, fandt ham, havde han det meget dårligt.
De fik ham så meget til hægterne igen, at han nu kan tage del i selvhjælpsgruppen Takyt-yi (Happy House), som er blevet en vigtig bestanddel af livet for mange ældre i landsbyen.
Og måske er det fællesskab, som Ymyt har været med til starte, noget af det vigtigste, der er sket i Ak-ölön i mange år.
Men det går ikke uden hjælp udefra. Mange af pensionisterne får så lidt i pension, at de må klare sig for hvad der svarer til 2-3 kroner om dagen.
Børnene er væk
Og deres børn og børnebørn er væk. Rejst til Kasakhstan eller Rusland i det, der i store dele af Centralasien er et kernepunkt i livet: Jagten på arbejde og en mere værdig tilværelse end den, landsbyer som Ak-ölön kan tilbyde.
Ud af landsbyens 2000 indbyggere er der mindst 500 pensionister.
”De unge er rejst væk og jeg ønsker også for min søn, at han skal komme på en skole i Balykchy eller Bisjkek. Her er der ikke noget for ham,” siger Sagin Orunbaev Musaev.
For i landsbyen synes tiden at stå stille og intet tilsyneladende er forandret: Hyrderne passer deres får, små klynger af mænd (stort set alle arbejdsløse) sidder på hug i vejsiderne og støvet fra Kirgisersletten fejer ind over de slidte huse med den afskallede maling.
Og alligevel er alt forandret. Den tidligere sovjetrepublik Kirgistan er netop kendetegnet ved at være tidligere.
Tidligere et land rigt på bomuld, honning og store fåreflokke. Og tidligere et land med en vis social balance, et fungerende sundhedsssystem, et fornuftigt uddannelsesniveau. Og - trods Sovjetdiktaturets jernhånd - et land med en fremtid.
En høj pris
Intet af dette gælder mere. I et forsøg på at skifte til markedsøkonomi lavede landets tidligere præsident Askar Akajevs regering sovjettidens fabrikker og fælleslandbrug om til aktieselskaber. Men meget få af dem har været i stand til at finde nye kunder. Penge, arbejde og socialt sikkerhedsnet forsvandt, nærmest over night.
Også den nuværende regering under præsident Kurmanbek Bakiyev, som kom til magten i påsken 2005, kæmper med den tunge arv fra kommunisttiden.
Og det er mennesker som Sagin Museav og hans søn, som har betalt prisen.
Som så mange andre oplevede han, at den kolhose (fælleslandbrug) som han havde tjent hele sit liv, lukkede. Og han var endda heldig, for mange andre måtte fraflytte deres bolig, fordi den også var ejet af kolhosen. Spekulanter opkøbte boligerne og smed de gamle beboere ud, da de ikke kunne betale de nye og langt højere huslejer.
For Sagin Musaev blev redningen i første omgang de æbler, abrikoser og enkelte jordbær, han kunne dyrke i sin have. Og dernæst den selvhjælpsgruppe, som han er blevet integreret i.
Og hvor han går til hånde, trods den sygdom, som lægerne ikke helt kan få bugt med.
”Vi hjælper hinanden hvis der er problemer. Vi får et dagligt måltid mad og vi er ikke så ensomme mere. Og min søn kan måske komme med i voluntørprogrammet, så han kan få en uddannelse,” lyder håbet fra Sagin Musaev.