|
| Owen og Susan vander i marken. Foto: Helga Mikkelsen |
Den gule plasticdunk dingler i Owens hånd, mens han målrettet går hen over marken med sine børn som bagtrop.
Ved et vandhul standser han, og med en hurtig bevægelse opsamles en sjat af den mudrede væske.
Owen hælder med forsigtig hånd vandet ned i et blåt apparat, som to af hans børn med stor begejstring kaster sig over.
Som overenergiske aerobicinstruktører træder de fire små fødder op og ned, mens vandet fosser ud af den lange slange, som Owen retter ud mod den unge families majsmark.
Før familien fik trædepumpen, tog det Owen hele dagen at vande marken. Nu gør han det på en time.
Pumpen kommer fra den nærliggende by, Monze, i det sydlige Zambia.
Her yder Monze Diocese, som er en del af den katolske hjælpeorganisation Caritas, aktiv hjælp til alle landsbyer i stiftet med i alt 21 sogne.
Øverst på missionslisten er fødevaresikkerhed, herunder rent og tilgængeligt vand.
Mange års arbejde
Siden 1962 har Monze Diocese arbejdet for mere end velforvaringen af befolkningens sjæle.
Kroppens behov hører også ind under den kirkelige udviklingskomites arbejde, der støttes af Folkekirkens Nødhjælp og nu er blevet udvalgt til at være en af modtagerne af støttekronerne fra Danmarks Indsamlingen.
Monze Dioceses mission er at hjælpe folk i landområderne.
Rent vand, oplysning, uddannelse samt bedre udnyttelse og udbytte af afgrøder og kreaturer er blot nogle af de punkter, som stiftets folk prøver at tilegne den zambiske savannes beboere.
Og resultaterne er der: Mindre sygdomme, sult og fattigdom er de fine kendsgerninger for de mennesker, som Monze Diocese har hjulpet.
En af årsagerne bag projektets succes er ifølge Solomon Phiri, daglig leder af Monze Diocese, at folk får hjælp til selvhjælp.
Engagement og initiativ er vigtige kriterier for, at Monze Diocese hjælper.
De folk, som modtager f.eks. en vandpumpe, skal aktivt vise, at de ønsker at forbedre deres liv, ligesom de selv skal betale et mindre beløb for pumpen.
Pointen er, at folkene skal føle, at de selv er med til at forandre deres tilværelse, så de ikke blot lægger sig på almissens sovepude.
Mwiinga og Muntinta
| Fakta om Monze Diocese |
|---|
|
En af familierne, som Monze Diocese hjælper, er Owen Mwiinga, hustruen Susan og parrets fire børn.
De er en af den lille landsbys to udvalgte husstande, som har fået en trædepumpe.
Et redskab, der ikke alene letter arbejdet, men giver et langt større udbytte af majsmarkens afgrøder.
Ganske enkelt fordi majsen nu kan få det nødvendige vand.
Førhen sled og slæbte Owen dagen lang for at slukke planternes tørst.
Fysiske skader og udmattelse var resultatet efter de mange spande med vand, som med håndkraft skulle fordeles på marken.
I dag klares arbejdet på cirka en time, og på den måde spares der både tid og energi, samtidig med at maverne mættes.
Tæt ved Owens mark dirigerer Canan kasserollen i sin søns hånd på plads under yveret.
Bagbenene er bundet sammen med et groft reb, men det spinkle dyr formår alligevel at rykke sig.
Far og søn humper efter koen for at undgå, at de nærende dråber ender på jorden.
I fællesskab får de malket den daglige ration.
Samarbejde er en ny opdagelse for familien Mutinta, der tidligere var præget af de gamle kønsrollemønstres ineffektive arbejdsfordeling.
I dag hjælper alle hinanden, og udbyttet er til at få øje på.
Det vigtige familieliv
|
| Canan og søn hjælpes ad hver dag, når familiens ko skal malkes.Foto: Anne Splittorff |
Canan Mutinta er Monze Diocese lokale kontaktperson i landsbyen, som tæller cirka 32 husstande.
Han er ansvarlig for de ugentlige møder i landsbyen, når stiftets egne folk er forhindret i at nå ud på savannen.
På møderne diskuteres blandt andet forbedring af landbruget, familiesammenhold og rettigheder.
Canan har ligesom Owen modtaget en trædepumpe, der har lettet hans arbejdet og mere end fordoblet høsten.
Men ud over det værdifulde redskab har Canan også fået et andet udbytte af hjælpen fra Monze.
Monze Dioceses udviklingscenter underviser nemlig de unge bønder i mere end landbrug.
Hvordan man får et familieliv til at fungere, er ligeledes et vigtigt aspekt i deres oplysningskampagne.
Familierne skal ses som en enhed, der arbejder sammen på tværs af køn og alder, forklarer Solomon Phiri:
"Vi diskuterer kønsroller med landsbyfolkene, og hvordan man som en familie lever sammen og respekterer hinanden. Vi ønsker at gøre samfundet mere ansvarligt, så man har respekt for alle uanset køn og alder. For det er det, ungdommen skal lære og leve af i fremtiden".
"Vi kan begge lave mad og arbejde i marken. Det gør livet mere simpelt, før var hverdagen svær at få til at hænge sammen", indrømmer Canan, der i dag nyder godt af hustruen Carolines og børnenes hjælp.
Zambia er præget af en ekstrem kønsopdeling, når det gælder arbejdsopgaver.
Samarbejde, effektivitet og planlægning er fremmedord i landsbyerne, hvor kvinden er lænket til kødgryden og manden til ploven.
Familien Mutinta er dog kommet på andre tanker, hvilket de forsøger at overføre til resten af landsbyen.
En vigtig udvikling, hvis man spørger Monze Diocese.
I mødet med savannens folk ser organisationen tragiske eksempler på familier, der falder fra hinanden efter moderen eller faderens død.
Er det manden, som dør, ryger markerne med.
Er det kvinden, så går familien for lud og koldt vand.
Det opsøgende arbejde fra kirkens udviklingskomité gør zambierne opmærksomme på, hvor vigtigt det er at hjælpes ad, særligt hvis tragedien rammer.
Obrians hønseflok
|
| Obrian med sine høns. Foto: Anne Splittorff |
"Kip, kip, kip".
Med overraskende lys stemme udbryder Obrian en pudsig lyd, som med et forvandler den støvede gårdsplads til et flagrende virvar af fjerkræ.
Den lattermilde mand griner af gæsternes målløshed over hans vældige fugleflok.
Fra sin lille taburet nyder han synet af de stortrivende sorte høns, som han før i tiden kæmpede for at holde i live.
Obrian og fru Eunistridah er landsbyfæller med både Canan og Owen, og ligesom dem har de fået en håndsrækning fra Monze Diocese.
Skruer vi tiden tilbage, var Obrians imponerende hønseflok reduceret til en sølle samling fjerkræ, der hverken gav kød eller æg nok til husstanden, som ud over Obrian og Eunistridah tæller fire børn.
Dyrkningen af jorden var også et problem for familien.
Høsten gav kun cirka 20 sække majs, hvilket medførte en indkomst på cirka 1,2 millioner kwacha om året, svarende til cirka 1200 kroner.
Folkene fra Monze tog dog hånd om familien og underviste Obrian i, hvordan man holder høns og dyrker markerne.
"Jeg vidste ikke, hvordan man udnytter jorden. Men jeg har lært, hvordan man sælger majsen og samtidig tjener penge", forklarer Obrian, der i dag får 65 sække majs, når høsten er overstået.
Og det kan mærkes på pengepungen, som nu fyldes med 4,2 millioner kwacha eller cirka 4200 kroner.
Den i zambiske forstand store formue er blandt andet blevet brugt til gødning, en ny sofa og et nyt tag til familiens stenhus.
"Før i tiden var det hårdt at være her. Jeg tænkte da indimellem på at rejse væk, fordi livet var for hårdt. Men med hjælpen fra Monze, har jeg indset, hvordan tingene skal gøres, og jeg har fået motivationen til at få det gjort", forklarer Obrian.
Tilbage på kontoret i Monze samles Solomon Phiri og hans medarbejdere.
Fader Spencer, en af Monze Dioceses trofaste oplysningsmedarbejdere, tager ordet og med blød stemme og faste fagter understreger han, at de unge familier på landet ganske vist er sårbare, men med et skub i den rigtige retning er de i stand til at klare savannes udfordringer og skabe sig en fremtid, som er værd at kæmpe for.
Tekst: Anne Splittorff, JydskeVestkysten