| |
| Inden og uden for den brasilianske ambassade i Tegucigalpa tirsdag |
Omkring 12 mennesker menes såret, men ingen af dem alvorligt, skriver den elektroniske avis Revistazo.com, en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere. Mange blev anholdt, men en del af dem blev senere løsladt.
Der er ubekræftede rapporter om dræbte. Samtidig er der rapporter om demonstrationer i andre større byer i landet, blandt andet i industribyen San Pedro Sula. I hovedstaden forsøgte bevæbnet politi tirsdag at trænge ind hos COFADEH, en af menneskerettighedsorganisationernes kontor. Da det ikke lykkedes blev der smidt nogle eksplosiver mod kontoret, fortæller Folkekirkens Nødhjælps ansatte i regionen.
Der er planlagt flere demonstrationer til støtte for den afsatte præsident Zelaya. I givet fald vil demonstrationerne være ulovlige, da udgangsforbuddet er blevet forlænget onsdag.
Svært at få nuancerede oplysninger
Folkekirkens Nødhjælp har efter kuppet for knapt tre måneder siden mod præsident "Mel" Zealaya styrket sin støtte til menneskerettigheds- og demokratiarbejdet i Honduras.
En af de partnere, som får støtte er netavisen Revistazco.com, der især arbejder med oplysnings- og bevidstgørelsesarbejde omkring retssystemet og retsstatsbegrebet i Honduras.
Revistazo.com www.revistazo.com giver desuden et nogenlunde afbalanceret billede af den politiske udvikling i Honduras, hvor de store medier traditionelt ejes af den økonomiske og politiske magtelite. Alle disse medier støtter mere eller mindre ukritisk op omkring statskuppet mod præsident Zelaya.
"De få radio- og tv-stationer, som ikke støtter op om de facto-regeringen (under Micheletti, red.) har fået ødelagt eller lukket deres sendestationer eller adgang til nettet, så de ikke kan informere om begivenhederne," siger Katja Levin, Folkekirkens Nødhjælps landekoordinator for Mellemamerika.
Internationalt pres skal fastholdes
Folkekirkens Nødhjælp arbejder fortsat via både internationale, honduranske og danske netværk (ACT Forum Honduras, CIFCA og Honduras Netværket) på at få EU-landene til at støtte op omkring en demokratisk udvikling i Honduras.
Læs om CIFCA's lobbyarbejde i forhold til EU og Honduras http://www.cifca.org/
Internationalt er presset på de facto-regeringen under Roberto Michelettis ledelse til at indgå i en dialog med Zelaya omkring den såkaldte San José-aftale vokset med Zelayas genkomst i Honduras. Samtidig står situationen i Honduras højt på FNs dagsorden, når den 64. generalforsamling indledes i New York onsdag.
