Danmarks største detailhandelsvirksomhed, Coop, og FDB, der repræsenterer de 1,6 millioner danske medlemmer og ejere, har torsdag indgået en samarbejdsaftale med de to humanitære organisationer Folkekirkens Nødhjælp og UNICEF Danmark.
Aftalen er tænkt som et langsigtet strategisk samarbejde mellem partnerne.
Formålet er dels at synliggøre de to humanitære organisationer, dels at indsamle midler til arbejdet med at hjælpe børn og andre i verdens mest nødlidende områder via Coops butiksnet og markedsføringsapparat.
Aftalen omfatter alle Coop kæderne: Kvickly, Kvickly xtra, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, LokalBrugsen, Fakta og Irma.
| Coop og FDB har underskrevet samarbejdsaftale med to humanitære organisationer. Fra venstre ses generalsekretær Steen M. Andersen, Unicef, adm. direktør Per Bank, generalsekretær Henrik Stubkjær, Folkekirkens Nødhjælp og formand Ebbe Lundgaard, FDB. Foto: Thomas Willads |
Omkostningerne ved at samle ind på denne måde vil kunne reduceres i forhold til andre indsamlingsmetoder, så en større del af midlerne går direkte til nødhjælpsarbejdet.
For Coop Danmark og FDB er formålet at tydeliggøre de værdier de står for som socialt ansvarlige virksomheder, både internt blandt medarbejdere og medlemsvalgte, og eksternt blandt kunder og andre interessenter.
I begyndelsen af 2007 vil de første konkrete indsamlingsprojekter blive sat i gang.
Nogle projekter vil blive iværksat separat af UNICEF og Folkekirkens Nødhjælp, men der vil også være muligheder for, at de to organisationer kan indgå projekter sammen.
Fælles for aktiviteterne vil være, at det vil være et åbent og frivilligt tilbud til kunderne og medlemmerne om støtte.
