|
| Esther er nu 12 år og glad for at gå i skole. Foto: Mai Gad |
Det er en tidlig martsmorgen i Teso i det nordøstlige Uganda. Langs den røde jordvej valfarter folk mod den nærmeste store by, Soroti, hvor dagens pligter kalder. Mænd cykler med deres kvinder bagpå. Kvinderne sidder i farverige kjoler i fin damesaddel, nogle bærer børn i klæder på brystet. En hel familie kan sagtens være på en cykel.
Bunker af brænde og store bundter friskt grønt græs bæres hjem. For efter en lang periode med tørke der har forårsaget flere brande, er det tid til at tætte hustagene med græsset så familierne er klar til den kommende regntid i Uganda.
Børn løber langs vejen på vej efter vand i det nærmeste vandhul. Mænd står med vand til navlen i de små bække, og med deres store fiskenet sender de håbefulde blikke om dagens fangst.
De gule mangoer hænger i massevis fra det store mangotræ ved siden af det fine betonhus i landsbyen Obalanga. En smuk smilende kvinde i en rødblomstret kjole byder mig velkommen, imens en anden kvinde kommer ud af huset med en skammel til dagens gæst. Vi sætter os på gårdspladsen som er fejet helt fin. På denne stille morgen er det kun lyden fra en ko der står og græsser i nærheden og et par høns på gårdspladsen der bryder stilheden.
|
| Esthers familie foran det hus Folkekirkens Nødhjælp har givet støtte til at bygge. Foto: Mai Gad |
I dette hus bor Esther Ajego sammen med sin familie, Betty, Esthers storesøster og Susan, Esthers stedmor. Familien har boet her i 2 år. For før de kom hjem til deres landsby i Obalanga boede de i mere end 6 år i flygtningelejre for internt fordrevne, drevet på flugt af oprørsgruppen Lords Resistance Army som har hærget i regionen i mere end 20 år.
Nu lever Esther og hendes familie igen et fredeligt liv, selvom fortiden er svær at lægge fra sig.
”Det var svært i starten, men nu har vi det bedre. Vi føler os trygge her” forklarer Betty, kvinden i den rødblomstrede kjole, imens hun løfter sin lille baby op til brystet for at amme ham.
Med støtte fra Danmarks Indsamlingen 2009 har Folkekirkens Nødhjælp og partnere hjulpet 5000 familier tilbage til deres landsbyer og givet dem støtte til at starte deres liv på ny.
I 2009 og 2010 modtog familierne støtte til at bygge huse, og undervisning og materialer til at dyrke jorden, såsom såsæd, cassava, citrustræer og mangotræer samt en okse og en plov.
I den sidste fase af genhusningsprojektet går støtten til familierne nu ud på at sikre at alle er klar til at bruge det teknikker de har lært, og parate til de udfordringer der skulle møde dem i fremtiden.
Familierne er glade for at være tilbage i deres landsbyer. Men livet i det nordøstlige Uganda er ikke uden udfordringer for de langer perioder med regn og tørke er svære at forberede sig på. ”Tørken som vi har oplevet nu, har været så lang, jeg kan ikke huske hvornår det har været så tørt før” forklarer Betty og tilføjer at mange af deres afgrøder er slået ihjel på grund af den lange tørke.
Esther’s bror er ikke i skole i dag. ”I går da jeg legede med de andre børn blev mine bøger stjålet da de lå i græsset” fortæller han. ”Min far er taget ind til byen for at se om han kan skaffe penge til at købe nogle nye” siger han.
Men Susan, Esthers stedmor fortæller at faren, Lawrence, står overfor flere udfordringer med at skaffe penge til familien. ”Lawrence var begyndt at slagte grise, men nu er der kommet tilfælde af mund og klovesyge, og så er det forbudt at slagte, så Lawrence har været nødt til at stoppe”. Susan fortæller at faren nu er begyndt at gå på jagt med den lille nye hund Alchabap, hun peger på den lille hund der solbader ved siden af den hytte der gør det ud for familiens køkken. ”Han vil gerne fange vilde kaniner, egeren og andre vilde dyr, men han har ikke været heldig endnu” tilføjer Susan, og smiler.
Familien gør deres bedste for at få mad nok på bordet trods den begrænsede høst. ”Vi er begyndt at fiske” fortæller Betty og løfter det store flettede fiskenet op. Nette ligner mest en stor flettet brændekurv og Betty løfter det op og ned for at vise hvordan de fanger fiskene. ”Ogs så brygger vi også lokal alkohol” tilføjer Susan og peger på den bunke af spirer der ligger i midten af gårdspladsen. ”Det er Millet, og fra denne bunke kan vi brygge 15 kopper og tjene omkring 25 kroner” fortæller Susan.
|
| Esther og hendes klassekammerater. Foto: Mai Gad |
For mange af børnene i Obalanga betød livet i flygtningelejre at de ikke gik i skole. Men nu er børnene tilbage i skolen. Det er derfor Esther ikke er hjemme i dag. Så imens Betty og Susan går i gang med at rense grøntsager til dagens frokost siger jeg pænt farvel i håb om at nå at møde Esther på skolen i frokostpausen.
Det er blevet middagstid og regnsæsonen betyder at solens stråler er ekstra stærke på dette tidspunkt. Lyden af barnelatter fylder den store græsplane ved Obalanga grundskole. Børnene leger forskellige lege, blandt andet en leg hvor en person står i midten og prøver at gribe bolden som to andre kaster en frem og tilbage.
Imellem to store træer kigger en lille pige med en fin grøn top og en rød nederdel op, hun har det samme velkomne ansigtsudtryk som Betty, hun smiler og ser lidt genert ud. Det er Esther, som nu er blevet 12 år. ”Jeg spillede ”fast up” med min kusine Adjajo” fortæller hun og smiler. Hun tørrer sveddråben væk fra kinden og fortsætter med at fortælle. ”Jeg er glad for at bo i Obalanga, og for at gå her på skolen” fortæller hun. ”Sidste uge var jeg syg med malaria, men så tog min far hen til byen for at købe tabletter fortæller Esther, og nu har jeg det godt”. Esther ser sund og rask ud.
“Når jeg bliver stor vil jeg gerne være sygeplejerske så jeg kan helbrede folk” fortæller Esther og smiler.
Skrevet af Mai Gad, Folkekirkens Nødhjælps praktikant i Uganda