Blodskirken i Skt. Petersborg

Anna Politkovskajas skæbne er ikke det, der først og fremmest diskuteres blandt menige russere i disse dage.

Trods fordømmelsen på avisforsider verden over.

Dertil er statsstyringen af medierne for effektiv og hverdagens problemer anderledes nærværende.

På den måde havde Vladimir Putin fuldstændig ret, konkluderer International Herald Tribune i en leder, der læses på en kaffebar på Nevskij Prospekt, da Putin forleden, og efter to døgns helt normal Kreml-stilhed, talte til tyske journalister.

Ingen russiske kollegaer havde til da vovet at spørge til den uafhængige Moskva skribents brutale død.

Præsidenten understregede, at hendes betydning for den førte politik i Rusland var ”minimal”.

Og Politkovskaja er blot den seneste i en tocifret række af blodige likvideringer af kulegravende journalister i Rusland, der lige nu betyder at landet er et af de allerfarligste steder i verden at opholde sig for pressefolk med hang til at kritisere magthaverne.

For i landet med knap halvandet hundrede millioner indbyggere bryder hverken politiske ledere eller nyrige millionærer sig om folk, der forsøger at udstille korruptionen og de politiske metoder i et samfund, der i dag regeres af en alliance bestående af tidligere højtstående medlemmer af Kommunistpartiet og den russisk-ortodokse kirke.

Kirken er nemlig tilbage ved ”hoffet” i den russiske hovedstad efter mange års krise, fordi Putin kan bruge dens magtstrukturer.

”Verdenssamfundet havde en unik mulighed for at bringe Rusland ind i den moderne tidsalder, men forpassede chancen, da vinduet stod åbent. Putin har nu smækket vinduet i og sat hasperne på,” siger Maria Gostichtcheva, der er Folkekirkens Nødhjælps ansvarlige på kontoret i det centrale Skt. Petersborg.

Hun har på nærmeste hold oplevet, at det russiske folk slet ikke var klar til Gorbatjovs og Jeltsins demokratiske reformer, der kom så overrumplende, at samfundsstrukturerne ikke kunne følge med.

Resultatet er, at den politiske elite fra kommunist tiden atter sidder på magten i det dybt traumatiserede land, hvor millioner af mennesker blot er blevet udryddet, hvis det passede skiftende herskere.

Og at Maria Gostichtcheva og med hende mange andre borgere i Rusland gennem de senere år har oplevet, hvordan optimismen og troen på fremtiden langsomt, men sikkert er kvalt af Putin, der med politisk jernhånd forsøger at rette op på skaderne fra hans forgængere, står hurtigt klart, da SK 736 fra Copenhagen sætter landingshjulene på jorden i Pulkovo, der næppe vinder en arkitektonisk pris trods fladskærmene og kaffebaren i ankomsthallen.

Fra den grå lufthavn sættes kursen mod syd – hvor man hurtigt får sig et andet forhold til tid og afstande i landet, der er flere hundrede gange større end Danmark.

Provinsbyen Novosokolniki

Og på en dårligt asfalteret hovedvej ned mod Kijev, med samme bredde som en ordinær dansk landevej, går rejsen gennem efterårsklædte landskaber, grå byer og forbi gamle militærforlægninger og kvinder uden ansigter, der sælger æbler, saftevand og letpåklædte kroppe.

Endestationen er provinsbyen Novosokolniki med 9.000 sjæle, hvor den stigende racisme i dagens Rusland efter sigende stikker sit grimme ansigt frem på en anden og mere sofistikeret måde end i de russiske storbyer.

Her har nationalistiske kræfter de senere måneder haft mindst ligeså brutale mord på ikke-russere på samvittigheden, som det der sidste weekend blev udført på en kritiker af præsident Vladimir Putin med en Makarov-pistol.

Den 46-årige enke Epiphanie Hamenyimana flygtede fra borgerkrigen i Rwanda bor nu med sine seks børn i en hytte med huller i taget.

Det faktum piner den mørklødede universitets underviser, Valence Maniragena, da vi sidder hos hans svigerinde, den 46-årige enke Epiphanie Hamenyimana, der efter flugten fra borgerkrigen i Rwanda nu bor med sine seks børn i en træopvarmet hytte med huller i taget og udsigten til lave vintertemperaturer.

Til gengæld er der ingen udsigt til en værdig fremtid hverken i Novosokolnik eller andre steder.

Alligevel smiler hun, mens hun serverer himmerigskartofler direkte fra brændekomfuret og ungerne hænger ud bag en beskidt computerskærm med minus internetadgang på værelset uden skyggen af Barbiedukker eller en Build a Bear.

”Jeg står op hver morgen og forsøger at gøre mit bedste i markerne og på markedet,” siger kvinden, der kom til Rusland for ni år siden.

Men det er svært at være sort i et land, hvor liberale markedskræfter hver dag gør de hvide rige rigere, de fattige fattigere og hvor præsidenten på egne statsdrevne og styrede tv-kanaler, uden international bevågenhed, opildner til fremmedfjendskabet under dække af terrorfrygt.

Epiphanie får 10 dollars hver måned til at forsørge børnene.

Alligevel klarer hun sig, trods det at de rige bønder styrer kartoffelpriserne på mafiamanere, at de lokale stjæler hendes kartofler og tomater, og at de ikke har tid til at hjælpe hende med at reparere taget inden vinteren.

Og at købe en håndværksmester til jobbet har Epiphanie ikke råd til, for nogen har brændt hendes kyllingefarm med 300 selvopdrættede kyllinger af ved en brand, der nær også havde kostes skuret familien bor i, som hun ellers skulle have solgt på markedet henne ved jernbanestationen, hvor landsbyens ungdom står og tyller guldbajere og ryger smøger nær statuen af Lenin.

Noget at stå op til i morgen er der nemlig ikke rigtigt for dem.

Slet ikke for dem med ringe skoleegenskaber.

”Staten prioriterer ikke undervisning ret højt. Bortset fra den gamle russiske historie,” siger Svetlana Anatoleuna på den lokale skole efter natten på hotelværelset, hvor varmeapparaterne pøser varme ud uden at kunne reguleres.

Nevskij Prospekt

Efter samtalen med skolelederen går turen tilbage til Skt.. Petersborg, hvor benene efter syv timer på bagsædet strækkes op ad den pulserende og smukke færdselsåre Nevskij Prospekt, hvor McDonalds, In Wear, Martinique og andre internationale mærkevarebutikkerne ligger side om side med internationale luftfartsselskaber og hotelkæder ned mod Moskva-metro-stationen og vidner om rigdommen nogen besidder i Putins barndomsby, hvor G8 topmøder og 300 års byjubilæet for et par år siden sikrede renoveringen af de smukke bygninger.

I baren på Grand Hotel sidder Dimitri Vaskov.

En muskuløse businessmand fra olieindustrien med et bistert russerblik, der sidder og hænger over en Carlsberg.

Omkring ham sidder kvinder med samme ærinde som de nedringede i vejsiden mod Novosokolniki.

Prisen er blot anderledes, forsikrer Dimitri, der har råd til det hele.

Også den sorte BMW ude på gaden, som han stolt peger mod, inden han fortæller om mulighedernes Rusland:

”Mine forældre var medlemmer af Kommunistpartiet. I dag er jeg medlem af Putins parti. Mine forældre have magt og indflydelse. Det har jeg også. På den måde har tingene ikke ændret sig i det her samfund, vedgår han og fortæller om de markedskræfter, der for en mand med kontakter og familienavnet i orden, har været en gave.”

I et hjørne sidder Elena.

Hun kunne blive Dimitris gave i et flygtigt øjeblik, for hun ser hamrende godt ud.

300 euro for sex på hotelværelset, fastslår hun men vil godt nøjes med at snakke lidt for en øls pris.

Den serveres af en elegant tjener, der vimser rundt, mens bevæbnede bodyguards i hobetal står linet op nær baren, ude på gangen, i restauranten med flyglet længere nede af gangen og ude ved indgangen.

Der passes på mænd med penge og indflydelse som Dimitri, mens Elena på udmærket engelsk beretter om livet som kunststuderende på byens universitet i dagtimerne og livet som ”værtinde” 3-4 nætter om ugen.

”Engang skal jeg have en mand, jeg elsker, og børn. Men nu skal jeg uddanne mig,” forklarer hun og passer dermed som fod i hose ind i den fortælling om kvinderne i dette samfund, der altid har brugt deres seksualitet meget direkte til at overleve og klatre op ad den sociale rangstige.

Udenfor Grand-hotellet står et par beskidte drenge med alt for lidt tøj på kroppen og hovederne nede i skraldespanden henne ved busskuret, hvor ølreklamerne for udenlandske bryg alle er uden mennesker på.

Det er nemlig blevet forbudt i Rusland, nu da også indtagelsen af alkohol i det offentlige rum er forbundet med restriktioner som en konsekvens af at stærk øl var blevet en del af uniformeringen, når unge mennesker, de i forvejen drikfældige familiefædre og husmødrene gik på gaden.

Men modsat det fælles politisk-kirkelige udspil omkring de synlige ølreklamer, der skal være med til at højne moralen, er der kun få, som bryder sig om andre alvorlige problemer, der er voldsom i vækst i Ruslands store byer.

En af dem, der gør, er den unge socialt indignerede læge, Anastasia Kapustina, fra Humanitarian Action Fund, der den dag i dag er ringere lønnet end en almindelig fabriksarbejder og de otte ineffektive kvinder, der stod og hang i et ellers privatejet supermarked, som i effektive Danmark ville blive bestyret af en ung skolepige med hestehale bag et kasseapparat.

Ligovski-metro-stationen

Den hårdtarbejdende og velmenende Anastasia uddeler i smug – for det er nemlig strengt forbudt ifølge styret i Rusland på den måde at ”opfordre” til utugt – lidt kondomer og rene kanyler til børn og ligger på samme lønniveau som en skolelærer, der tjener mellem 2 og 5000 rubler hver måned, så det er ikke lønnen, der driver hende eller hendes medsøstre til at stå på Ligovski-metro-stationen – at sammenligne med hovedbanegården i København ned mod Istedgade, da den var værst – og dele kolde colaer, brød og lidt nærvær ud til de forhutlede 10-14-årige børn, der forpjuskede dukker op i aftenmørket til et frikvarter i jagten på sex-kunder, stoffer og tiden på obskure steder nede under byens asfalt.

”Der findes mellem 10 og 15.000 hardcore gadebørn alene her i St. Petersborg. Vi skønner at omkring en fjerdedel af dem er HIV-smittede, siger Anastasia, der oplever udviklingen som en direkte konsekvens af den perestrojka, den her så upopulære Gorbatjov charmerede vesten med.

For inden sammenbruddet fandtes den slags dårskab nemlig ikke på nær samme niveau.

Og officielt findes den slags heller ikke i det her land,” fortæller Arkade Tyurin, som jeg mødte inden russernes 2-0 fodboldsejr over Estland den aften i St. Petersborg, der udover at være teammanager for de netop kårede verdensmestre i gadefodbold for hjemløse også selv er hjemløs og har været det gennem det meste af sit 45-årige liv.

Og når man er hjemløs, som millioner i Rusland er det, og ikke har sin Propiska – en registreringsattest at sammenligne med vores personnumre, der trods alt giver adgang til de få ting i det russiske system den almindelige borger endnu har adgang til – så er man i princippet ikke-eksisterende.

Ingen adgang til sundhedssystemet, intet pas, intet arbejde, ingen togbilletter og slet ikke en udrejse.

Herberget Notjlezjka

Bespisning af hjemløse.

Listen er uendelig og forsøg på at ændre systemet, der binder folk til deres bopæl og arbejdsplads, er slået fejl, da der ikke findes politisk vilje til at ændre på et system, der til forveksling kan ligne Stavnsbåndet i Danmark.

Det således trist for dem, der mister deres Propiska i vaskemaskinen, taber det på gaden eller sad i fængsel, da de blev uddelt på en tilfældig dag for mange år siden, da registreringspapiret er nært tilknyttet ens bopæl, hvilket stadig betyder at højtuddannede musikere, bumser og enlige mødre må dele lejlighederne over hele Rusland.

”Hverdagen er ikke blevet bedre for den almindelige borger efter tiden med Gorbatjov og Jeltsin. Folk blevet trætte af, at de hele tiden skal vælge og forholde sig til alting. Mange har det derfor fint med at Putin har taget total kontrol med landet og centraliserer alting i Moskva og Skt. Petersborg,” fortæller Maxim Egorov, der leder det privatdrevne herberg Notjlezjka for hjemløse i Skt. Petersborg, hvor man heroisk forsøger at hjælpe de nødstedte, og kigger opgivende frem for sig.

Vinterpaladset

Den sidste tur ned af Nevskij Prospekt ender på pladsen foran Vinterpaladset, der ligger badet i morgensolen.

Et eventyrligt syn på en efterårsdag, hvor lavtryk fra Finskebugten kan være lumske.

Det er dette syn turister i millionvis hvert år valfarter til for at opleve i byen, som Peter den Store mod alle odds anlagde i et sumpområde.

Og mange af dem ser ikke andet i et Rusland, hvor kun tiden kan vise, om mordet i Moskva sidste fredag bliver den begivenhed, der fremkalder Ruslands og Putins sande ansigt og får øjnene til at åbne sig i den vestlige verden.

Ligesom også tiden vil vise, om den tidligere KGB boss vil slippe den magt, som han efter forfatningen er tvunget til at afgive ved næste valg i 2008.

Kun få russere tror det vil ske.

Men de fleste er også ligeglade, for de har brug for en stærk mand til at lede landet med de stolte traditioner og den brutale historie.

Mordet på Anna Politkovskajas er blot et af kapitlerne.

Et andet er likvideringen af en højtstående bankmand, Alexander Plokhin, fra den statskontrollerede Vneshtorgbank, der prydede forsiden af samme Herald Tribune som lederen om Politkovskaja.

Europa er bekymret over Ruslands business klima, stod der et par linier længere nede end en anden udtalelse fra Putin om at åbne op for investeringer i hans land under opholdet hos Angela Merkel i Tyskland:

”Russerne kommer her ikke med tanks eller Kalashnikov-rifler i hænderne. De kommer med penge.”

Bagefter stillede han sig på en kaffebar i Dresden, hvor han engang var udstationeret som KGB-officer, og lignede en mand, der ikke bekymrede sig synderligt om hverken Politkovskajas eller Plokhins skæbne.

Af journalist Stig Matthiesen