Kyaw Win hviler sig i frokost pausen, hvor solen står højest på himlen, og varmen er næsten ulidelig – han har været oppe og i marken fra daggry og har arbejde til den går ned.
Siden cyklonen slog til, har Folkekirkens Nødhjælp sammen med en af sine lokale partner organisationer hjulpet Kyaw Wins familie og titusinder andre med at få livet op at stå igen, efter at cyklonen vaskede alt bort. Det først år var det mad, vand, basale fornødenheder og fiskerbåde inklusive net, der var behov for. Siden da er risbønderne blevet hjulpet med såsæd, gødning, vandbøfler og mini-traktorer, plovredskaber og penge til at hyre landarbejdere. Ris er hovedafgrøde i området.
Her er grønt igen
| Grønne rismarker i området, hvor Kyaw Win bor |
Hjælpen har båret frugt. Rismarkerne i den lille landsby Thayar Chaung, der ligger ved mundingen af en stor flod i det sydlige floddelta, er grønne igen.
”Efter cyklonen havde jeg ingenting” forklarer Kyaw Win, mens han kigger ud over markerne, hvor de spinkle risplanter er skudt op i gennem mudderet på mange af markerne. Vandbøflerne bader i mudderet på de marker, der endnu ikke er blevet pløjet – om lidt skal de på hårdt arbejde igen med at trække ploven gennem den tunge jord og græs, der er vokset siden sidste års høst.
Bøfler, såsæd og en plov
“Efter at jeg har fået to vandbøfler, såsæd og en plov, kan jeg opdyrke alt min jord. Jeg kan endda hyre landarbejdere – det havde jeg slet ikke råd til sidste år,” siger den 27-årige bonde. Han har ni tønder land, som han har arvet fra sin storebror. Hans bror, svigerinde og deres børn døde alle under cyklonen. Kyaw Win’s kønne kone og nu 2-årige søn var blandt de heldige overlevende. Flere end halvdelen af Thayar Chaungs indbyggere druknede.
To vandbøfler koster 2500 kroner - en stor sum, når man som Kyaw Win ingen penge har. Han har været nødt til at låne penge af fjern familie for at få dyrket sin jord sidste år. De skal kun have 10 procent i rente per måned. Andre långivere skal have op til 20 procent per måned. Og kun hvis høsten er god, kan han betale dem tilbage.
Den første høst efter Nargis var meget lille, da cyklonen ramte lige før såningen gik i gang og skyllede alt såsæd væk og bøflerne druknede. Jorden var fuld af salt, og den nye såsæd, som det lykkedes ham at få fat på, kunne ikke vokse. Sidste år så det lidt bedre ud, men en rotteplage ødelagde det meste af høsten. Trods modgangen er Kyaw Win i år fuld af håb pga. den hjælp, han har modtaget.
”Hvis jeg får en god høst i år, bliver jeg ikke nødt til at låne penge, og jeg kan begynde at dyrke jorden i rette tid. Min familie vil have nok mad og penge til dagen og vejen. Så behøver vi ikke bekymre os om i dag og om fremtiden – og vil ikke skændes så meget,” slutter han af, inden han iført skjorte og traditionel sarong går ud på sine marker.
