For nogle måneder siden overvejede 28-årige Amina og hendes mand at sælge deres dyr. I dag er hun glad for, at de ikke gjorde alvor af det. Men hun ved, at uden katastrofehjælpen fra "Mad-for-arbejde" projektet, havde salget af kvæget været deres eneste mulighed for at skaffe mad til sig selv og deres fire børn.
Dawe Kachen-distriktet ligger ca. 600 km fra Addis Ababa i Oromia-regionen i Etiopien. Distriktet er på regeringens liste over områder, der har behov for katastrofehjælp på grund af tørken forårsaget af udebleven regn i hele 2010 og i 2011 indtil nu.
’Dawe Kachen Katastrofe – og Hjælpeprojekt’ blev iværksat i marts 2011. Indtil nu er der givet fødevarehjælp til 11.400 personer og rent drikkevand og sanitet til 8.000 mennesker i distriktet.
Derudover er der uddelt 1.600 nye 20-liters vanddunke og vandrensningstabletter.
Amina Hassen i landsbyen Meo og hendes familie er blandt modtagerne.
Fødevarehjælp reddede kvæget
”Vi lever af vores kvæg og lidt landbrug. Men da regnen ikke kom, kunne vi ikke så, og derfor har vi intet at høste. Der er ingen gode græsningsarealer til vores køer, og derfor giver de mindre mælk. For at skaffe mad til familien overvejede vi som sidste udvej at sælge køerne,” forklarer Amina.
Det var deres plan for at overleve tørken - indtil de fik fødevarehjælp.
”I dag har min mand og fire af mine børn drevet vores tre køer, et æsel og ti geder til græsning tre timers vandring herfra. Om aftenen skal de også gå tre timer tilbage. Efter vi har fået fødevarehjælp tænker vi ikke mere på at sælge dyrene. Nu håber vi, at den lille regntid vil begynde i midten af september, så vi kan så korn og dyrene få nok at spise,” forklarer Amina.
Familien har været heldig. Indtil videre har de kun mistet en kalv, og modsat andre områder, der er hårdt ramt af tørken, er her ingen rapporter om døde køer. Men hvis den ventede regn udebliver, vil kvæget snart være i fare for at dø.
Eid-fest i tørketid
Ligesom alle de øvrige kvinder i landsbyen forventes Amina at gøre Eid-festen (afslutningen på Ramadanen) særlig festlig for hele familien.
Hun skal lave ekstra god og rigelig mad, vaske mere tøj og flere tallerkner, gøre hele huset rent og bade børnene. Samtidig skal hun også holde øje med de to yngste sønner, Ebrahim på fem og Mujib på tre år, som hele tiden vil have hendes opmærksomhed.
”Jeg har mad nok til højtiden og lige efter. Majsen fra fødevarehjælpen er malet. Jeg har også fået madolie og bønner. Olie og majsmel er hovedingredienserne i den mad, jeg vil lave til højtiden,” fortæller Amina, hvis familie består af otte medlemmer.
Gennem mad-for-arbejde projektet modtager hvert familiemedlem 12½ kg majs, 1½ kg bønner og ½ liter madolie hver måned.
Dammene tørrer ud
Ved indgangen til Aminas hus ligger der en bunke vasketøj. Et par vaskebaljer er omgivet af nogle plastdunke i forskellig størrelse. I nogle af dem er der vand, som Amina har hentet to timers gang fra landsbyen, og vandet skal bruges til forskellige formål, også tøjvask. I forbindelse med højtiden er der brug for mere vand end sædvanligt.
”Jeg er taknemmelig for vores æsel, når der skal hentes vand! Men jeg er bekymret, for den nærmeste dam er ved at tørre ud. Snart må æslet og jeg hente vand i Woyeb-området, som ligger seks timers gang herfra. Det vil tære hårdt på æslet, som allerede er svækket af mangel på foder og vand,” siger Amina.
På grund af tørken er Amina blevet en af de 8.000 modtagere af drikkevand og sanitet i distriktet.
Vand er det vigtigste
”Det er svært at sige hvad der er vigtigst, mad eller vand. Vi har brug for begge dele for at overleve. Men det vigtigste er vand, tror jeg", siger Amina
Med fødevarehjælpen kan familien klare sig. Hvis fødevarehjælpen stopper og regnen udebliver, kan familien stadig sælge dyrene og købe korn. Men vand kan man ikke undvære.
Tak for hjælpen - vi I godt blive ved?
Amina vil gerne takke de organisationer og mennesker, der hjælper hendes landsby.
Og hun vil gerne bede om, at hjælpen fortsætter. For hun kan se, at vandstanden i de damme, hvor kvinderne henter vand, er meget lav.
”Nogle kvinder må stå op klokken et om natten og gå mere end fem timer for at finde og hente vand. Det kan unge og stærke kvinder klare, så længe der er noget at hente. Men de ældre og handikappede har ikke noget valg. Jeg beder inderligt om at vanduddelingen kan fortsætte til regnen kommer," siger Amina Hassen.