Biskop Karsten Nissen svarer på spørgsmål under den efterfølgende debat. Foto: Nils Lund Pedersen

Da de to store passagermaskiner hamrede ind i World Trade Center den 11. september 2001, blev vort forhold til religion et andet. Vi troede, at ”religion er en privatsag”, men det viste sig, at religion også kan få konsekvenser i det offentlige rum, og at disse konsekvenser kan blive fatale for andre mennesker. Det vidner kristendommens historie også om.

Da der i begyndelsen af 2006 blev indledt boykot imod danske varer i muslimske lande, da Dannebrog blev afbrændt, ambassader stormet og sat i brand, og maskingeværsalver affyret imod et billede af statsminister Anders Fogh Rasmussen, blev det endnu en gang tydeligt for os, at religion i en stor del af verden har en afgørende plads i det offentlige rum.

I den danske offentlige debat har Islam og religion som sådan siden årets begyndelse sat dagsordenen for utallige indlæg og meningstilkendegivelser. Statsministeren har udtalt, at der er for meget religion i det offentlige rum. Alligevel bliver den, der stiller optil folketinget af sine vælgere ofte afkrævet svar på sine religiøse holdninger. Indenrigspolitisk er der sket rystelser og forskydninger imellem partierne, En ny organisation ”demokratiske muslimer” har set dagens lys.

Endnu ved vi ikke, hvad det hele ender med. Dog er det vist blevet klart for os alle, at vil Danmark agere globalt, kommer vi ikke uden om religionen. Det vi må spørge er: Hvilke mekanismer er på færde her? og hvordan forholder vi os til religionen i det offentlige rum som en del af den politiske diskussion?

Tre negative konsekvenser af denne udvikling.

I. Udjævning af forskellene mellem religionerne

Den ene er, at vi siger: ”Religionerne må arbejde sammen, for de vil jo i virkeligheden det samme. Den holdning kom til udtryk da sognepræst Anne Braad fra Skt. Stefans Kirke på Nørrebro sidste år inviterede imam Fatih Alev til at besvare spørgsmål om Islam i kirken: Spørgsmål om islam skal også kunne besvares i kirken, mener sognepræst Anne Braad. Derfor har hun inviteret imamen Fatih Alev indenfor i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København.

Anne Braad ønsker også at demonstrere, at kirken og menigheden ikke har problemer med muslimer. Fatih er ikke mere fremmed for mig end dem ovre fra Kingos Kirke. Det er et meget stærkt og kontroversielt signal at sende og skulle gerne have et forsonende skær over sig, siger hun. Formålet er at nedbryde fordomme om islam og give beboerne i området en mulighed for at få mere viden om islam og muslimer. I kommunikationen med vores muslimske naboer synes jeg, det er vigtigt at vide, hvad imamen siger, når der rejses en aktuel sag i medierne om islam. De muslimske protester over tegningerne af profeten Muhammed i Jyllands-Posten er et oplagt emne, fordi det for mange danskere er komplet uforståeligt, at det er så følsomt, siger Anne Braad.

På spørgsmålet om, hvorfor det netop er i kirken, at Nørrebros beboere skal kunne møde imamen, svarer Anne Braad: Forskellene mellem os kristne og muslimerne er slet ikke så store. Derfor synes jeg også, at en imam skal have en plads i kirken, siger hun.

Det er vigtigt med et åbent og godt måde mellem kristne og muslimer i Danmark, men hvis det møde har som udgangspunkt, at forskellene slet ikke er så store, får vi et problem. Så er det ikke et møde på lige og gensidige vilkår, og så gør vi folkekirken til en fælles religionsanstalt for folkekirken i stedet for en kristen kirke. Man kan kun møde muslimer når man er klar i sin egen identitet.

Det er den enekonsekvens af 11/9 2001 og af Jyllands Postens tegninger: At vi ikke besinder os på kristendommens betydning for os eller på de forskelle, der rent vitterligt er imellem kristendommen og de andre religioner.

II. Religionsforskrækkelsen

Den anden konsekvens er, at vi er blevet forskrækkede for religion. At vi vender den ryggen, og siger: Al religion, som man tager for alvorligt, er farlig. Som Jesper Langballe sagde om Naser Khader for nylig: ”Ham kan jeg godt lide, for han tager ikke religion så alvorligt”. Derfor er der stærke tendenser til at prøve på at skabe en kristen parallel til den fundamentalistiske islam, som vi så kan tage afstand fra. Det kalder vi så ”kristen fundamentalisme”.

Men den beskæmmende udvikling er, at i dette opgør med fundamentalismen, hvad enten den er kristen eller muslimsk, sætter vi lighedstegn imellem klassisk kristendom og fundamentalisme. Og det er en skæbnesvanger udvikling. Forstemmende er den også. Det er især i Morgenavisen Jyllands Posten vi har mødt denne udvikling. Lad mig give to eksempler på den.

1. Jyllands Postens leder den 20/0 2002

Den 29/9 2002, bragte Jyllands Posten bragte lederen ”Formørkede tider”, der siden har givet anledning til en voldsom debat om tro og viden. Her fremføres den tanke, at man i et oplyst samfund kommer i vanskeligheder hvis man tror på en Gud, som ….”materialiserede sig som en treenighed, hvis menneskelige udgave ikke alene kunne gå på vandet, men også helbrede syge og genopvække døde ved håndspålæggelse for til sidst at opvække sig selv fra de døde og stige til himmels uden brug af tekniske hjælpemidler”.

2. Jyllands Postens leder 18/10 2005

bragte samme avis en leder under overskriften ”Teologisk Blindgyde” vendt imod tankerne om ”intelligent design”. Her siger lederen: Hvis verden er skabt af en god og almægtig gud, forestår der endnu nogle reparationer af ganske mange fejltagelser, hvoraf en del fremstår som deciderede nedrigheder.

Jyllands Postens intention er at advare imod ”fundamentalisme”, hvad enten den har kristen eller muslimsk fortegn. Men i sin beskrivelse af det, man som et oplyst menneske kommer i vanskeligheder ved at tro på, rammer lederne i virkeligheden kristendommen som tro. Den kristne tro hævder rent faktisk, at Gud er skaber, Fader, Søn og Helligånd, at Jesus helbredte syge og opvakte døde, og at Gud opvakte Kristus af graven Påskemorgen. Ny Testamentes beretninger om alt dette tolkes og forstås forskelligt af folkekirkens medlemmer, men Guds fremtræden som Fader, Søn og Helligånd, Jesu undere og hans opstandelse Påskemorgen er de store temaer i de tekster, der prædikes over i kirkerne søndag efter søndag.

III. Den onde stemning i indvandrerdebatten

Der findes en ond stemning i indvandrerdebatten. Den er åbenlys for enhver, der har øjne i hovedet, og som kan bruge sine ører til at lytte . Ofte skærer alle muslimer over én kam, og taler om muslimer som én grå masse. Den kendsgerning, at nogle islamister misbruger islam politisk til at fremme et særligt voldeligt politisk program, må ikke medføre, at islam gøres voldelig som religion, og at alle muslimer betragtes som potentielle terrorister. For sådan er alle muslimer ikke, ligesom alle protestanter ikke er ligesom pastor Ian Paisley i Nordirland.

Derfor forestillede en af Jyllands Postens 12 tegninger af profeten Mohammed profeten med en rygende bombe i turbanen. Det er på den ene side sandt, at ekstremistiske grupper i Islam, udøver terror i profetens navn. Men det er på den anden side ikke på nogen måde sandt, at dette billede er dækkende for muslimerne. Hvilket billede giver sådan en tegning os af et religiøst mindretal, der opholder sig lovligt i Danmark?

Da jeg deltog i en dansk kirkedelegation til Egypten i første halvdel af februar dette år, medens konflikten var på sit højeste, mødte vi mange forskellige ægyptiske muslimer. Vi talte med mange højtuddannede, demokratisk indstillede muslimer. De ønskede et samfund med frihed og med adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Men de var alle dybt såret over, at deres profet var blevet fremstillet på denne måde. Og at de derved selv blev fremstillet som terrorister.

I hele denne udvikling sker der noget med os selv og vor egen retsopfattelse. Umærkeligt flyttes de grænser, som vi troede værnede om vort retssamfund. Siden 1849 har det været muligt at være dansker, og samtidig tilhøre en anden religion end folkekirkens, eller slet ingen religion. Alligevel sætter nogen spørgsmålstegn ved, om man kan være muslim og dansk på én gang. Det har også altid været sådan, at et voksent, myndigt menneske selv kunne vælge sin ægtefælle, og at danskere med deres ægtefælle kunne bosætte sig her i landet. Det er ikke længere tilfældet. Nu skal embedsmænd vurdere, om en dansk mand eller kvinde kan bo her i landet med sin udenlandske hustru eller ægtemand. Den nye antiterrorlovgivning rejser også dybe og væsentlige spørgsmål om retssikkerhed og gennemskuelighed i relation til magtudøvelsen. Hvad er det, der sker med vores retsopfattelse?

En anden vej?

Der er ca. 200.000 indvandrere fra muslimske lande i Danmark. Nogle af dem er kristne, og er måske netop flygtet fra den mangel på religionsfrihed, som findes i mange muslimske lande. Nogle af dem har et lige så afslappet forhold til islam, som mange danske medlemmer af folkekirken har til kristendommen. Muslimerne i Danmark kommer fra mange forskellige etniske og kulturelle baggrunde.

De er tyrkere, palæstinensere, iranere, irakere, bosniere, somalier, pakistanere, ægyptere, syrere for blot at nævne nogle af disse grupper. De har også mange forskellige tolkninger af islam. Muslimerne i Danmark udgør ikke på nogen måde en entydig befolkningsgruppe. Men de er fælles om at være muslimer, og de er fælles om at være danske borgere, der opholder sig fuldt lovligt i Danmark. Jeg tror det er muligt at leve sammen med dem på en ordentlig måde. Også i Danmark.

Da fire af folkekirkens biskopper den 10. marts i en kronik i Kristeligt Dagblad og en række regionale dagblade henvendte sig til de danske menigheder, understregede vi, at ”vort forhold til muslimerne må ikke være båret af frygt, men skal bære præg af Guds kærlighed. Muslimen er vor næste, som vi er kaldet til at elske. Derfor må vi må ikke på forhånd tage afstand fra eller tale nedsættende om muslimer. Husk Jesu ord om, at det er hvad der kommer ud af munden, som gør et menneske urent (Matt 15). Der er intet alternativt til at leve redeligt sammen med de ca. 200.000 muslimer, som er borgere i Danmark. Men vi ønsker ikke at opgive vor frihed til at ytre os og til frit at kunne udtrykke vor tro. Vi ønsker heller ikke et samfund uden religionskritik”.

I. Det historiske forhold i relation religion-politik

To linier i Ny Testamente

1. Den ene finder vi udtrykt i Ap. Gern. 4, hvor rådet forsøger at standse apostlenes forkyndelse af Herrens opstandelse. Det sker efter den første pinse og Peters pinseprædiken: De kaldte dem igen ind og forbød dem overhovedet at forkynde eller undervise i Jesu navn. v19 Men Peter og Johannes svarede: »Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; v20 men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.« v21 De truede dem igen og lod dem så gå. Det er den samme holdning til statsmagten som vi finder i hele beretningen om Jesu tilfangetagelse og korsfæstelse. Statsmagten som den magt, der vil standse evangeliet. Som ikke kan tåle evangeliet fordi det udfordrer dem.

1. Den anden finder vi i Rom 13, og husk at det er skrevet i en tid, hvor der rent faktisk fandt forfølgelser af de kristne sted: 1 Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. v2 Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. v3 De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; v4 for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5 Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6 Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. v7 Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

I de følgende århundreder fortsætter kristenforfølgelserne indtil den konstantinske religionspolitik, der kulminerer efter Konstantins død i 380 med at kristendommen bliver den eneste tilladte religion i romerriget. Derefter samles den kirkelige magt i den vestlige kirke i Rom og i den østlige i de fire patriarkater Jerusalem, Alexandria, Konstantinopel og Antiokia.

Efter bruddet i 1054 mellem Øst og Vest kirken er den vestlige del præget af magtkampe imellem kirke og stat, hvor kirken ville være både statsmagt og kirke, og hvor statsmagten ville være både kirke og statsmagt for nu at sige det lidt firkantet. Det ender med reformationen, som slår sprækker i den universelle kirke, og i stedet skaber en række nationale kirker der knyttes til fyrsten. Herhjemme sker det ved den omtalte kirkeordinands. Den politisk følge af reformationen var, at kongen overtog bispetienden og alle biskoppernes ejendomme mod til gengæld at lønne bisperne og styrke landets forsvar imod ude fra kommende magter. Kongen bliver kirkens værner og summus episkopus, og op igennem enevælden er det suverænt kongemagten der besætter embeder og afgør alle forhold i kirken i konsultation med biskopperne.

Den lutherske lære om de to regimenter siger at der er indsat et åndeligt og et verdsligt regiment, men det betyder ikke, at de to regimenter ikke hænger sammen. Det verdslige regimente skal udøve magten og værne den svage. Det åndelige regimente skal forkynde evangelium og forvalte sakramenter. Det er faktisk også en opgave for det åndelige regimente at fastholde det verdslige regimente på dets ansvar.

II. Besinde os på kristendommen

Jeg tror det er meget nødvendigt at vi besinder os på hvad kristendom er, og hvad den betyder for os.

Af og til oplever vi, at noget virkeligt stærkt og betydningsfuldt træder frem i sin tilsyneladende modsætning. Og fordi det stærke træder frem i sin modsætning, derfor fæstner det sig i sindet og i mindet hos os.

Det sidste man så af den tyske teolog og præst Dietrich Bonhoeffer var, da han den 9. april 1945 var beordret til at knæle foran en SS vagt i koncentrationslejren Flossenburg. Kort efter blev han skudt. Ingen er i dag i tvivl om, hvem der var den stærkeste af de to: SS officeren og koncentrationslejrfangen. Bonhoeffers minde lever. Hans styrke trådte frem i svaghed.

Vi kan nævne mange andre stærke mænd og kvinder, som vandt og blev de stærke, selv om de var underlagt den rå magt, og tilsyneladende var de svage. Nelson Mandela i fængslet Robben Island, hvor han sad fanget i 27 år og dog var den moralske kraft i modstanden mod apartheid. Og som gjorde op med hadet, og arbejdede for fred og forsoning da han i 1989 blev løsladt.

Gandhi, som uden et øjeblik at benytte sig af fysisk vold blandt inderne mobiliserede an ikke-voldelig men uimodståelig modstandsbevægelse imod den engelske kolonimagt. 1947 blev Indien selvstændigt. Atomfysikeren Sakharov, som med personligt mod fastholdt sin protest mod det undertrykkende sovjetiske kommunistiske regime, og dermed var med til at skabe grundlaget for dette regimes endelig fald.

Kaj Munk, som modigt talte imod tyskerne og nazisterne, og vidste at hans død var den mest sandsynlige udgang. Han blev ved, han udfordrede, æggede til modstand igennem sine ord. Og han blev bortført fra sit hjem den 4. januar 1944 i Vedersø Præstegård for øjnene af kone og børn. De kørte bort med ham imod Århus. Hvad de har talt om i bilen ved vi ikke. Men vi ved, at da de nåede til Funder bakke uden for Silkeborg blev han beordret ud af bilen og skudt ned på stedet.

Aun Saan Sui Khy, som nu har siddet i husarrest i Burma i mere end 10 år og bevogtes dag og nat. Hendes politiske bevægelse imod militærdiktaturet i hendes land har tilslutning blandt befolkningen, men hun og de holdes nede ved den rå magt. Alligevel er ingen i tvivl om, hvem der har den moralske magt i landet. Det har hun.

Der er også eksempler fra menneskers daglige liv i vores eget land. Eksempler på, at kærlighed vinder over både fysisk og materiel magt. Selvom vi siger, at magten sidder i kanonens munding, eller at alt er til salg for penge – så er det alligevel ikke rigtigt. Det er ikke altid, penge eller magt får lov til at bestemme. Der findes eksempler på, at menneskeligt mod og hæderlig og kærlighed og pligtfølelse sætter sig igennem på trods af både penge og magt.

Og så kunne vi spørge: Er historien om Jesus en sådan historie om et menneske, der har personligt mod og styrke til at stå imod den rå magt? Er Jesus et led i den kæde af modige mennesker, der strækker sig op igennem historien? Ja og nej.

Ja, fordi Jesus satte sit budskab og sin opgave over hensynet til sig selv og sin egen person., Vi ved, at han Skærtorsdag nat i Gethsemane Have kæmpede med sin angst for at dø.

Nej, fordi der er mere endnu at sige. Jesus er ikke kun et led i den lange kæde af mennesker, som satte sig selv og sit eget liv ind i en højere sags tjeneste. Hans Anker Jørgensen siger det sådan i en salme om skærtorsdag nat:

Se, hvilket menneske, se, hvilket mod.
Se, hvor han angriber ondskabens rod.
Mærk, hvor hans Ånd driver dødsangsten ud.
Sådan er Skaberen. Sådan er Gud.

Jesus lidelse og død fortæller ikke blot om et menneskeligt mod, men også, og først og fremmest, om Guds eget sind. Det, vi har så svært ved at forstå ,er netop, at Guds søn, ja Gud selv, døde på et kors under smerte og ydmygelse.

Det er det punkt i det kristne evangelium, som muslimer har vanskeligst ved at forstå. Ja, det er nærmest umuligt for dem. For dem er Gud og hans profet ukrænkelig. Når den kristne verden aldrig ville reagere med boykot, flagafbrændinger og angreb på ambassader, hvis en arabisk avis offentliggjorde karikaturer af Jesus, så er det på grund af kristendommens gudsbillede.

For Jesus blev krænker så dybt som tænkes kan. Forhånet og pint. Men op af forhånelsen og torturen og korsdøden rejser der sig et billede af Gud. En Gud, som selv uden modstand går ind under ondskaben og lidelsen. En Gud som sejrer ved at lade sig overvinde af den rå magt.

Så bøjed den dødsdømte nakken, de slæbte ham nådesløst ned.
Han bar selv sit kors ud mod bakken, der lå på et gudsforladt sted.
Han bar på al ondskab og vrede, på myrdede håb og fortræd,
og folk vendte ho’det i lede, mens andre slog øjnene ned.

Sådan siger en anden nutidig salmedigter: Lisbet Smedegaard Andersen.

Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke hvad de gør. Det ord har altid for mig været det sted i Ny Testamente, hvor Guds væsen kommer stærkest til udtryk. I det øjeblik, hvor de nagler Jesus fast til korset, tænker han på sine bødler. Også de er under Guds tilgivelse. Hvem af os kan så tro, at vi er udenfor?

Så der er noget på spil her. Det er ikke ligegyldigt om man tror på det ene eller det andet. Den frihed, der vokser ud af det kristne gudsbillede, er en frihed, som præger det, vi kalder den kristne verden.

III. Dialog og mission

Den danske Folkekirke bør møde islam på to forskellige måder, som ikke udelukker hinanden, men tværtimod skal forstås som to sider af samme sag. For det første skal vi i dialog med islam. Dialog er kendetegnet af ligeværdighed og gensidighed. I en ægte dialog kan man ikke tale om ”dem” og ”os”. Hvis dialogen sker i ligeværdighed og gensidighed, findes der heller ikke en svag og en stærk part, fordi man mødes på samme niveau, i respekt og tillid.

Når vi åbent og ærligt deler vor tro, overbevisning og håb med andre, er det en udfordring til forandring i den andens liv. At møde andre ansigt til ansigt vil sige at indgå i en dialog uden forsvar. Vi mødes i troen på, at vi er skabt ligeværdige. Hver af os er unik, og gensidig tillid kan opnås ved at erkende, at vi selv er sårbare og ufuldkomne.

For det andet bør vi forkynde evangeliet for muslimerne. I de fire biskoppers henvendelse til menighederneudtrykte vi det sådan: ”Vi er kort sagt som kirke og som kristne kaldet til mission. For Guds skyld: fordi han har pålagt os det det gennem Jesus Kristus, som siger ”Gå ud i al verden og gør alle folkeslag til mine disciple”(Matt 28).For vores egen skyld, fordi det først er i det øjeblik, at vi deler evangeliet med andre, at vi selv er opmærksomme på hvad vi har fået givet.

For muslimernes skyld, fordi evangeliet, det glædelige budskab om Guds kærlighed, også gælder dem. De har kort og godt krav på at høre evangeliet om at Gud sendte sin søn til verden for at frelse os fra alle mørkets kræfter i os selv og omkring os.”

Dialogen og missionen kan synes at udelukke hinanden, for hvordan kan man øve mission samtidig med at man i dialogen viser respekt og tillid?I virkeligheden forholder det sig omvendt. I dialogen vidner vi om dét, vi har set og hørt. Mission er vidnesbyrd i dialog. Der findes ingen mission uden dialog. Og sand dialog betyder, at vi er tydelige omkring vores grundlæggende tro og værdier.

Vi kan kun øve mission hvis vi viser tillid og respekt. Hvordan skal vi kunne forkynde kristendom for mennesker, som føler, at vi foragter dem? Hvordan kan evangeliets ord om tilgivelse og kærlighed nå muslimernes hjerte, hvis ikke vi holder af dem som mennesker?

Vi må være besindige og lære at skelne mellem islam som tro, og muslimer som medmennesker. Islamsom tro skal vi modsige klart og klogt med evangeliets ord, muslimer som medmennesker skal vi møde med respekt, åbenhed, kærlighed og tillid. Derfor skal vi møde islam i Danmark med både dialog og mission. Jeg tror det er muligt at møde islam på denne måde uden at opgive det, som ingen af os vil slippe: vore demokratiske rettigheder, herunder både ytringsfriheden og religionsfriheden.

Religion er ikke en privatsag, men et personligt anliggende, der fører til handling

Hvorfor oprettede Alfred Th. Jørgensen ”Nødhjælpen til Europas lutherske kirker? Hvorfor blev Folkekirkens Nødhjælp en så væsentlig medspiller i det internationale hjælpearbejde? Hvorfor kritiseres Folkekirkens Nødhjælp så stærkt for sine holdninger til de vilkår, denne verdens fattigste lever under og til konflikten i Mellemøsten?

Fordi religion aldrig har været og aldrig bør blive en privatsag. Fordi religion og samfund og politik hænger uløseligt sammen. Ikke sådan at kirken skalk fortælle hvad de skal mene, og hvordan de skal handle. men sådan, at det enkelte menneske tager sit ansvar op, og handler ud fra sin tro., Det, som allerede Paulus kaldte ”Tro, virksom i kærlighed”. Bliver troen inde i den private sfære, uden at den får konsekvenser for den måde vi handler på i vores liv, så er det en afkortet tro. Så lever i to verdener: den private religiøse verden og den offentlige politiske verden. Men verden er én, og vi skal leve troværdigt i denne ene verden. Skizofreni er ikke et sundhedstegn.

Derfor er tro ikke en privatsag alene, men tro er et personligt anliggende, som ingen skal blande sig i i den forstand, at man befamler et menneskes inderste tanker. Men som et personligt anliggende driver troen os til handling i det samfund, vi lever i. Derfor blev vi kristne, fordi nogle blev drevet herop af deres tro for at dele den med os. Og derfor har vi Folkekirkens Nødhjælp, der ud fra en kristen baggrund øver hjælp uden hensyntagen til menneskers tro.

Det rette forhold mellem religion og politik, er at vi er åbne omkring vore holdninger, besinder os på kristendommens betydning for os, og bringer dette med ind i den offentlige debat. Da vi besøgte

Storsheik Tantawi:

• Påvirket af de ekstremistiske gruppe.
• Ændrede signaler de kameraerne kom ind
• Var blevet kritiseret for at være for eftergivende
• Havde tilsyneladende ikke styrken til at stå imod

Da vi besøgte stormuftien Al Gomar:

• Sagde til os ”Vi må ikke tillade den skjulte hånd at bestemme udviklingen
• Den omstændighed, at I er her, er et signal om, at krisen er slut
• Sagde derefter det samme til åbent kamera.

Der er måske ikke så stor forskel på den måde, muslimske ledere handler på, og den måde, vore egne politikere reagerer. Mønstret synes at være det samme. Der er også altid en skjult, indenrigspolitisk dagsorden i kampen om magten i Danmark. Religionen kan give os modet til at stå for det, vi finder ret, også selv om det ikke er populært lige nu. Kun sådan undgår vi at den skjulte hånd bestemmer udviklingen.