sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Religiøse ledere demonstrerer sammen med homoseksuelle
Print
Menneskerettigheder gælder for alle i kampen mod aids. Sådan lød budskabet til en stor demonstration på aids-konferencen i Wien.
22.07.2010 Signe Asbirk

Harmonika-spillende mænd i "lederhosen", smækre sambadansere i fjer og fløjter, religiøse ledere med symboler fra verdens religioner, bøsser, lesbiske, hetero-, trans, og biseksuelle fra hele verden gik i denne uge gennem Wiens gader i en fælles demonstration. Menneskerettigheder og kampen for at standse hiv og aids epidemien er det, der forener den brogede forsamling.

Mere end 25.000 mennesker fra mere end 100 lande er i disse dage samlet til aids- konference i Wien. Et af de temaer, der diskuteres intenst, er homoseksuelles rettigheder. Særligt i Afrika sker der en radikalisering af love, der forbyder homoseksualitet. I 38 ud af 53 lande i Afrika er det strafbart at dyrke sex med én af samme køn. Det gør det svært at forebygge og behandle aids i homoseksuelle miljøer. Hiv infektion blandt homoseksuelle mænd i Afrika er op til 20% højere end i resten af befolkningen.

Banket med skruetrækkere

Homoseksualitet er voldsomt stigmatiseret i Afrika. På konferencen fortæller en transseksuel fra Namibia:

”Jeg blev overfaldet og banket med skruetrækkere. Jeg gik til politiet for at anmelde det, men jeg blev smidt ud. Så gik jeg til klinikken for at blive behandlet, men de ville ikke røre ved mig.”

I Ghana bliver advokater, der giver retshjælp til homoseksuelle, truet på livet. Religiøse kræfter både i Afrika og resten af verden har været med til at støtte op om kriminaliseringen og diskrimineringen af homoseksualitet. Men der er også progressive religiøse ledere.

Derfor var det en forsamling af modige demonstranter, der troppede op i en fælles demonstration under bannere med forskellige budskaber som ”Faith in Action – End Stigma now!”, "I’m Gay with Rights – like anyone else”, ”Love Others as yourself. Use a condom”, Women say NO to criminalisation”.

Folkekirkens Nødhjælp støtter Ecumenical Advocacy Alliance, der var med til at arrangere deltagelsen af religiøse ledere i demonstrationen for menneskerettigheder.


Artikler ud fra emne