Det er en mærkelig rejse til verdens mest presserende sultkrise. En køretur fra Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, sydover gennem det frodigste og mest saftspændte landskab, man kan tænke sig. En idyl af grønne marker og blomstrende træer. Men billedet snyder.
Kun de brune, udtørrede majsplanter vidner om, at høsten slog fejl. Og at regnen kom, men alt for sent.
"Vi kalder det Den Grønne Sult. Når du går ind i husene, opdager du, at de alle er tomme," siger Tegene Tekle, katastrofemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælps kontor i Etiopien.
Ikke bare Etiopien, men hele Østafrika står over for, hvad der kan blive verdens værste humanitære krise, hvis ikke der sættes ind. 12-14 millioner mennesker sulter i Etiopien, og i hele Østafrika er det tæt på 20 millioner, der har brug for akut nødhjælp.
Stigende priser påvirker hjælpearbejdet
Læger Uden Grænser, der arbejder i Etiopien, fortæller, hvordan hungersnøden har spredt sig fra de yngste børn til større børn og voksne.
Folk overlever ved at spise rødder og kaktus. Der er landsbyer, hvor familier koger foderpiller til dyr til grød og giver til deres børn. Andre steder har familier måttet spise deres såsæd for at overleve.
"Ser man på den akutte situation, som har skabt fødevaremangelen og risikoen for at børn dør af sult, tror jeg ikke, der eksisterer andre kriser som denne," sagde chefen for FN's kontor for koordinering af nødhjælp, OCHA, John Holmes, da han tidligere på ugen var på et tredages besøg i Etiopien.
De eksplosivt stigende priser på benzin og fødevarer har udhulet købekraften hos FN's Fødevareprogram og på kort tid halveret den mængde nødhjælp, fødevareprogrammet er i stand til at levere.
Længere mod syd skifter landskabet karakter, ikke gradvist, men brat. Al grøn farve er med ét trukket ud af bevoksningen og efterlader den røde jord synlig med et transparent lag af gråbrune bladløse træer og buske ovenpå.
Regnen behøver ingen at frygte for
Som om nogen har taget en gigantisk flammekaster og kørt henover. Kilometer efter kilometer, så langt øjet rækker.
Det er ikke ørken, men en tæt, lav bevoksning, som tre års svigtende regn har berøvet alt liv.
Det er her, i en afsides landsby et par timers kørsel ad en bumpet jordvej, vi møder Denknesh Sebea. Hun er 35 år og mor til syv døtre.
"Som du kan se, er tørken virkelig alvorlig denne gang. Vi har mistet alt. Der er ikke kommet noget regn, og folk har ingen kreaturer tilbage på grund af manglen på vand og foder. Vi har slet ikke noget tilbage i huset at spise," siger hun.
Hendes hytte er en las af en bolig. Sammentømret pindebrænde med sækkestof og plasticposer påklistret til at tætne for vind og vejr.
Regnen behøver hun nu ikke at frygte for. Landsbyen har som store dele af Etiopien de seneste år oplevet markante forandringer i klimaet, hvor regnen enten er udeblevet eller faldet uregelmæssigt.
Om klimaændringerne er lokalt eller globalt skabte, er etiopierne ikke enige om, men i et land, hvor 80 procent lever af landbrug, gør tørken livet utåleligt for indbyggerne.
En sæk korn pr. familie pr. måned
Det er fem år siden, der har været ordentlig nedbør i området.
Staten har givet familien en sæk på 50 kilo hvedekorn, som de lever af.
Kornet skal vare i tre måneder. Det bliver til præcis 60 gram korn om dagen til hvert medlem af husholdningen.
"Børnene får hverken morgenmad eller frokost. Hvis jeg skal lave morgenmad til familien, er jeg nødt til at bruge 1,25 birr (60 øre) på at købe brød og sukker, og det har jeg ikke, så vi nøjes med aftensmad, hvor vi koger hvedekornene i vand. Hele familien deler denne her," siger hun og holder en plasticskål på fire-fem deciliter frem.
"Vi fylder den ikke, for så varer kornrationen ikke længe nok."
Hvedekornene bliver kogt hele. Så mætter de mest, og man undgår det spild, der sker, hvis kornene først skal kværnes. Når der ikke er mere mad tilbage, går børnene ud og forsøger at samle ind hos de øvrige landsbyboere.
Nabosammelholdet smuldrer
Det er almindeligt i Etiopien, at naboer i trange tider hjælper hinanden med mad. Men i nogle landsbyer er denne delekultur begyndt at gå i opløsning. Folk graver deres mad ned og henter den kun om natten for ikke at blive tvunget til at dele smulerne med naboerne.
Denknesh Sebea fortæller, at de fleste i landsbyen sulter, og at mange har mistet køer.
Er de i stand til at fortsætte med at leve her, hvis regnen bliver ved med at være ustabil?
"Hvor kan jeg ellers rejse hen? Jeg bliver her, jeg ved ikke, hvor jeg ellers skulle tage hen. Jeg venter og ser, hvad Gud bringer."
Journalister ingen adgang
Etiopiens sultområder er off limits for journalister. Regeringen gør, hvad den kan for at lægge låg på krisens omfang, både over for journalister og ngo'er, der i nogle tilfælde er blevet nægtet adgang til de udsatte områder, og medarbejderne er blevet bedt om ikke at tale med udenlandske journalister.
Red Barnet, Dansk Røde Kors og Læger Uden Grænser takker alle nej til besøg af Kristeligt Dagblads udsendte på deres lokale kontorer i de berørte områder, medmindre journalisten har fået en skriftlig tilladelse fra Etiopiens Informationsministerium.
De frygter at blive forvist fra at arbejde i de kritiske områder. Risikoen for et nej til en sådan ansøgning er imidlertid for overvældende, så journalisten vælger at rejse ind på et turistvisum.
"Sult udskifter regeringer. To regeringer har måttet træde tilbage på grund af sultkriser. Nu frygter den nuværende regering, at det kommer frem, det ikke kun er klimaet, men også regeringen, der er skyld i problemerne," siger Eyasu Mekonnen, Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Etiopien.
Premierminister benægter krisen
Premierminister Meles Zenawi er i særdeleshed følsom over for snakken om hungersnød.
Han har hårdnakket benægtet, at hyrdefolkenes kvæg dør som resultat af tørken, og afvist, at tallene for fejlernæring er i nærheden af, hvad de udenlandske hjælpearbejdere hævder.
Fra helt at benægte krisen har regeringen langsomt og under stærkt pres fra FN og de internationale bistandsorganisationer skruet op for sult-vurderingerne og nærmer sig nu tallene fra hjælpeorganisationerne.
Længere sydpå, i lavlandet tæt på grænsen til Kenya, bliver landskabet endnu mere trøstesløst.
Skoven er fældet, brændt og spist
Engang var her tæt skov, nu består det meste bevoksning af gråbrune tornebuske.
Overalt rager meterhøje rustrøde termitboer op som uudgrundelige stenstøtter. De op til fem meter høje termitboer, der mest ligner buddhistiske stupaer, står som monumenter i en egn, der ellers ingen har.
I en afkrog af verden, hvor menneskets fingeraftryk på omgivelserne ikke så meget består i, hvad det har tilføjet, men i, hvad det har fjernet - fældet, brændt og spist.
Kvæget, der plejede at græsse i tusindtal, er væk. Det er enten dødt eller er vandret mod områder, hvor der stadig er græs. Tilbage er kun mindre gedeflokke og enkelte udmagrede køer.
Nogle steder er de tørre buske og lave bladløse træer skudt i blomst - hvide blomster på brune grene, der forvandler det spøgelsesagtige område til et surrealistisk eventyrlandskab. En sølvfarvet trylleskov, der har berøvet beboerne deres livsgrundlag.
Fra tid til anden dukker en håndfuld kameler op. Deres lange halse rager op som periskoper, der spejder ud over det forbrændte landskab.
Området er for tørt til landbrug, men plejede at fungere fint til kreaturhold. Nu er kvæget begyndt at dø af sult og tørst. Menneskene risikerer at følge efter.
Tørken som katalysator
Tørken er katalysatoren i en usund cocktail af svigtende regn, voldsomt stigende fødevarepriser og etniske konflikter.
Tørken optrapper de etniske konflikter, hvor forskellige nomadestammer tørner sammen i kamp om vand og græsningsarealer, og disse sammenstød er så igen med til at forværre sultsituationen.
Samtidig sætter befolkningsvæksten konstant øget pres på de trængte naturressourcer. Etiopien, der allerede i dag er Afrikas næstmest folkerige land, kan med de nuværende 5,4 børn pr. familie i gennemsnit se frem til en fordobling af befolkningen frem til 2050.
400 år gammel brønd i fare for at løbe tør
Pludselig er der liv. Æsler, køer og kvinder og børn forsvinder med gule plastdunke ind i en dyb korridor, der er skåret ind i klippen. Fra dybet lyder en mærkelig messende sang.
De lokale kalder det Den Syngende Brønd. For enden af klippekorridoren ligger brønden, hvor syletynde, senede drenge og mænd syngende trækker brunt vand op fra dybet.
Kun iført badeshorts sender de vandspande op gennem et system af bassiner fra en mudret pøl i bunden af brønden.
En håndfuld udmagrede køer drikker af det øverste bassin. Man kan tælle ribbenene på dem ligesom på de tynde drenge, der arbejder som vandhentere.
"Du kan se på deres kroppe, at de ikke får noget mad, men de er alligevel nødt til at hente vand dagen lang, for kvæget kan ikke komme ned i bunden og drikke. Når de kommer hjem efter det hårde arbejde, har de intet at spise. Snart må de udskiftes, fordi de slet ikke har mad i deres maver," siger Wako Gufu, der er formand for den lokale brøndkomité.
Brønden er 400 år gammel. I en radius på 50 kilometer er der ingen anden adgang til vand. Folk er helt afhængige af Den Syngende Brønd.
"I tre år i træk har vi ikke haft ordentlig regn. Det har sat gang i en kædereaktion, hvor først foderet forsvandt, så blev kreaturerne udmagrede og stoppede med at producere kød og mælk, og endelig begyndte menneskene at sulte, fordi vi ikke får mad fra kvæget," fortæller Wako Gufu.
"Vores fremtid ser meget sort ud."
De sidste par år har de måttet grave dybere ned end nogensinde før. Brønden er aldrig tidligere løbet tør, men nu frygter beboerne, at det vil ske.
Hvis tørken fortsætter, er der ingen garantier, måske løber den tør.
Hjælpeorganisationer advarer
De lokale hjælpeorganisationer advarer om, at situationen er ved at være ude af kontrol. De ønsker flere brønde og anlæg til regnvandsopsamling.
"I syd er folk begyndt at dø, og mange flygter, fordi de ikke kan finde vand og føde til dyrene i over 100 kilometers afstand fra, hvor de er," siger Gollo Huka, leder af organisation Ethiopian Evangelical Church Mekana Yesus' hjælpearbejde i Syd-etiopien.
Han fortæller, at de i de kommende måneder forventer flere og mere alvorligt fejlernærede børn, at dyrene dør, og at flere børn vil forlade skolen, fordi de må bruge tiden på at skaffe vand og mad.
I bedste fald, det vil sige hvis regnen i september og oktober ikke svigter, kan der høstes om fem måneder.
Det er ikke en hungerkatastrofe endnu. Men det er tæt på.
Brønden er næsten tom.