Vi har 125 små avocadotræer med til Duraznal. De skal fordeles til de ca. 20 medlemmer, der er i AMMIDs gruppe i landsbyen. De koster 2 quetzales stykket (lidt under 2 kr.), men Mario siger, at prisen bare er symbolsk.
Mario arbejder paa AMMID og er en af de få, vist den eneste ud over os to danskere, der ikke snakker mam, der er det lokale indianersprog i området omkring Comitancillo. Desuden er han técnico, en del af det tekniske personale hos organisationen og rutineret fører af den ene af AMMIDs pickups.
Ladet er fuldt af små avocadotræer i små sorte plastposer. De skal om nogle år med pleje og podning give (mere) mad på bordet for gruppens medlemmer.
| Profil |
|---|
| Sofie á Rogvi er 20 år, fra Søborg og volontør for Folkekirkens Nødhjælp hos den lokale partner AMMID. AMMID er en lokal organisation, der arbejder i 23 landsbyer i området omkring Comitancillo, en by med 1000 indbyggere i den vestlige del af Guatemala. AMMID arbejder med fødevaresikkerhed, kvindegrupper, produktion og salg af traditionelt håndværk, reforestation og bygning af skoler. |
Jeg prøver at fatte, at der her er tale om meget fattige mennesker, om mennesker, hvis liv kan blive væsentligt forbedret af et par avocadotraer; men det er svært. De er ikke mennesker af skind og ben, der er ikke hungersnød eller en akut katastrofe. Det er vitaminmangel, fejlernæring og alt, hvad der dertil hører af sygdomme, børnedødelighed, indlæringsvanskeligheder, osv.
Den ene af lederne af gruppen her i Duraznal hedder Reyna, navnet minder meget om det spanske ord for dronning, men der er ikke meget slot over hendes hus. Gulvet er af jord, og huset består af blot et rum med en seng, et lille bord, en kalender og en interessant plakat.
"Alle dage er dage til at tale om piger og drenges rettigheder", står der. Her går ikke alle børn i skole, men andelen er steget de sidste år. Mario siger, at forældrene er blevet mere fokuserede på at få deres børn i skole og at kunne give dem et bedre liv end deres eget. Men plakaten er stadig vigtig. Det er ikke kun ret til skole, men også ret til mad, et sprog, en fremtid, og et bedre liv uden diskrimination.
Hos Reyna bliver vi bænket og får kylling med stegte kartofler. Det er med blandede følelser, jeg spiser og drikker min sodavand. Vi kommer med avocadotræer, de her mennesker har ikke tilstrækkeligt med mad, og så må jeg, velnæret og fuld af medbragte vitaminpiller, spise det bedste, de har.
Det er en underlig følelse, men at afslå maden er endnu værre. De giver det bedste, de har, fordi de værdsætter AMMIDs arbejde. Det er vist deres måde at sige tak på, og derfor er det også smaddervigtigt, at vi tager imod. Det er ligesom prisen på træerne, der er symbolsk, det handler om respekt og værdighed. Ikke en dronnings slot, men en dronnings værdighed.