24 år, med en afsluttet bachelor i tasken og en umættelig rejselyst - nu bliver mine tidligere rejser for alvor udfordret af mit første afrikanske eventyr.
Forude venter fem måneder som praktikant på Folkekirkens Nødhjælps regionale kontor i Uganda – som led i min uddannelse indenfor internationale udviklingsstudier.
Aftener uden internet
Det er ret fantastisk, hvor hurtig man tilvænner sig nye omgivelser.
Den første weekend tilbringer jeg i Ssesuku, en times kørsel fra centrum af Kampala, hvor Folkekirkens Nødhjælps kontor ligger. Et idyllisk område, frodigt og grønt, dog med nogle minusser:
Her er begrænset adgang til vand og strøm. Men min afhængighed af internet, varmt vand og vaskemaskine er alligevel hurtigt glemt.
Da mørket falder på allerede ved syvtiden, og myggene kommer frem, bliver de mange timer i cyberspace erstattet med en pandelygte og bøger. Længe leve paperbacks!
Ru hænder efter vask i hånden
I dag bor jeg et kvarter væk fra kontoret, sammen med et rigt ægtepar, deres niece, deres tjenestepige og hendes 3-årige datter. Strømmen kommer stadig og går, som den vil.
Ofte sender jeg tanker til kvinder verden over, der dagligt vasker tøj i hånden.Det gør mig næsten flov, at jeg er så privilegeret, at jeg om et halvt år kan vende tilbage til en vidunder-vaskemaskine.
Fra bøgerne til praksis
Folkekirkens Nødhjælp har siden 2004 haft et regionalt kontor i Kampala. Vi er 11 på kontoret, inklusiv vores chauffør, Robert Odongo, og mig selv.
Som international udviklingsstuderende er netop sådan et arbejdsmiljø helt fantastisk at blive kastet ud i.
Mange timer er blevet brugt på studiet med at diskutere danske NGO’ers udfordringer og manglen på opbygning af lokal kapacitet. Nu får jeg mulighed for at forstå, hvordan det foregår i praksis.
Holder øje med myndighederne
Allerede i den anden uge af mit praktikophold er jeg så heldig at stifte bekendtskab med Karamoja, hvor Folkekirkens Nødhjælp blandt andet arbejder.
Efter 8 timers kørsel på ikke-eksisterende veje i en bil omgivet af en sky af rødt støv fra den røde afrikanske jord, ankommer jeg til Moroto-distriktet for at være med til lanceringen af et nyt projekt, der er et samarbejde mellem to lokale partnerorganisationer.
Her er et antal Karamojonger, lokalfolket, blevet trænet i at være såkaldte ”frivillige monitorer”, der indberetter til myndighederne, når offentlige services ikke fungerer som påkrævet.
Det kan fx være penge, der skal gå til medicin i en sundhedsklinik, som bliver ”tabt” på vejen på grund af korruption.
En ny familie
I løbet af den første måned har jeg forsøgt at få et dybdegående kendskab til projekterne her i Uganda og har hørt om mine kollegers arbejdsområder.
Jeg er blevet mødt med varme og åbenhed. Så når vi spiser frokost sammen, har jeg en følelse af, at jeg sidder til bords med min familie.
Det gælder ikke kun for kontoret. Der er en afslappethed over ugandaere, som man ikke altid møder derhjemme. Fx tager de rask væk en i hånden og fletter fingre – selvom man aldrig har mødt dem før.
Og der er altid tid til at spørge til, hvordan du har det, hvordan det står til enten med familien, dit land eller hvad der ellers nu kan være.
Som Julius, program-medarbejderen for demokrati-programmet på kontoret ynder at sige:
”Europe has got the clock, Africa has got the time”
Europa har uret, Afrika har tiden.
Tekst og fotos: Praktikant Nathalie Rigall