| Mel Zelaya befinder sig på Brasiliens ambassade i den honduranske hovedstad, Tegucigalpa. Her hilser han på tilhængere inden for på den brasilianske ambassades grund. Foto: REUTERS/Edgard Garrido |
Med Zelayas fysiske genkomst i Honduras har den usikre politiske situation i landet taget en ny drejning, og det internationale og hjemlige politiske pres på Honduras’ selvbestaltede regering under Roberto Micheletti for at finde en dialog og politisk løsning på krisen er kraftigt øget.
”Det handler i stigende grad om, at honduranerne gerne vil have ændret forfatningen, så der kan banes vej for et mere demokratisk og retfærdigt Honduras,” siger Katja Levin, Folkekirkens Nødhjælps landekoordinator, som p.t. er på arbejdsbesøg i Honduras og Guatemala.
Øget usikkerhed
Regeringen har erklæret et natligt udgangsforbud i hele landet, mens alle lufthavne er blevet lukket.
Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor i Tegucigalpa holdt lukket tirsdag ligesom mange andre institutions- og organisationskontorer på grund af den øgede politiske og sociale usikkerhed.
Regeringens og demokrati-bevægelsens håndtering af den aktuelle situation bliver afgørende for udviklingen de kommende dage, og for hvorvidt den politiske krise kan løses ad fredelig vej.
”Den positive side af krisen er, at det har fået en stor del af den honduranske befolkning op af stolen. Passivitet er blevet afløst af vrede over korrupte politikere og den stadig rigere overklasse og der er kommet en tro på, at forandring er mulig,” siger Katja Levin.
Demokratibevægelsen viser sin støtte
Uden for den brasilianske ambassade og omkring FNs hovedkontor i Tegucigalpa havde omkring 20.000 honduranere mandag samlet sig for at vise deres støtte til Mel Zelaya, som blev afsat ved et statskup for knapt tre måneder siden og sendt i eksil til nabolandet Costa Rica.
I et telefoninterview inde fra den brasilianske ambassade til den spansksprogede tv-station BBC Mundo siger Mel Zelaya, at han er vendt tilbage til Honduras på fredelig og frivillig vis, og at den brasilianske præsident Lula sammen med den brasilianske ambassadør i Tegucigalpa ”har åbnet døren for, at vi kan få en dialog i gang i Honduras.”
En talsmand for Det Hvide Hus i Washington, Ian Kelly, sagde tirsdag, at USA ikke umiddelbart havde kendskab til Zelayas rejse tilbage til Honduras. Men samtidig opfordrede han til, at ”alle parter i Honduras undgår enhver form for magtanvendelse, der kan føre til yderligere voldshandlinger.” Ian Kelly sagde, at den amerikanske ambassade i Tegucigalpa løbende holdt sig informeret om, ”hvilke skridt Zelaya agtede at tage videre fremad i den aktuelle situation.”
Internationalt lobby til støtte for demokratiet
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder både i Danmark, internationalt og i Honduras med en række partner- og søsterorganisationer og netværk, blandt andet ACT Forum Honduras, for på det politiske plan at understøtte og holde bevågenheden på den demokratiske udvikling i Honduras.
Samtidig støtter Folkekirkens Nødhjælp aktivt flere menneskerettighedsorganisationer og alternative medier i Honduras og har også støttet internationale observatørers besøg i landet, hvor de har rapporteret om overgreb på menneskerettighederne.
EU har taget afstand
EU-landene har taget afstand fra statskuppet og har også midlertidigt indstillet forhandlinger om en associeringsaftale med Honduras.
I samarbejde med det europæiske ngo-netværk CIFCA arbejdes fortsat aktivt for at få både den danske regering og EU-landene til at støtte den demokratiske udvikling i Honduras og finde en fredelig løsning på situationen efter statskuppet.
| EU bekymret |
|---|
| |
Senest har Det Europæiske Råd i en erklæring udtrykt dyb bekymring over situationen I Honduras og udtrykt sin støtte til San José-aftalen, der er et forslag fra Costa Ricas præsident, Oscar Arias, om at få Zelaya tilbage og skabe dialog mellem de facto-regeringen og Zelaya.
