Mera Camp i Ballakot
Det finske militær og kirkelige nødhjælpsorganisationer fra Norden i samarbejde med Church World Service (CWS) skaber hjem til flere tusinde mennesker i Pakistan.
Mera Camp ligger i en kæmpe dal ca. en times kørsel fra Battagram ad den historiske Karakorum Highway. Hjemsted for nogle af verdens højeste bjerge, blandt andet K2 med sine 8.611m.
Det er disse bjerge i Karakorum bjergryggen, der skaber de fantastiske sceniske rammer for Mera Relief Camp.
Oberst Fraz fortæller, at de sammen med CWS og andre organisationer valgte at lægge den største teltlejr her i Mera, fordi at temperaturen sjældent kommer under frysepunktet.
”Vi har nu fået 1.000 telte igennem CWS og er glade for det, men vær sod at bede jeres organisationer om flere telte. Der kommer 30-50 hjemløse til lejren hverdag. Og vi har næsten fyldt de første 1.000 telte og skal bruge minimum 3.000 mere.”
Obersten regner med, at teltbyen kommer op på over 40.000 mennesker.
Lejren har alt det, en by skal have, fra læge klinik til skole og et ældsteråd. Obersten fortæller med stolthed i stemmen om, da indenrigsministeren var forbi ’folk her er beskidte, de er ikke vant til at leve sammen med så mange mennesker men den dag, var der styr på alt.
Jeg havde forklaret ældsterådet hvem der kom og alt var i orden, de stod på række, havde vasket sig og viste flot ministeren rundt i lejren.’
En af mændene, der var ved at vaske sig inden eftermiddagsbønnen, fortalte hvor glade de er for Oberst Fraz.
”Han er næsten som en ekstra far for os, han lytter til os og giver os hvad vi har behov for,” siger han.
Lejren uden kvinder
- eller det var, hvad jeg ville have troet, hvis ikke jeg vidste bedre.
Efter to timer i Mera lejren har jeg set fire kvinder over 10 år. Mera lejren ligger klemt inde imellem Karakorum bjergene og Indus floden.
Dette område er præget af stammesamfund, nomader og hyrder. Denne dag, hvor jeg besøgte lejren, var solen fremme og ikke en sky var at se, hvilket også betyder, at det om natten bliver virkelig koldt.
Det, at næsten alle i den 10.000 personer store lejr kommer fra landet, betyder, at næsten ingen af dem har været sammen med så mange mennesker for.
Sara Crawford fra CWS teamet forklarer, at kulturen ikke tillader kvinderne at vise sig offentlig for andre mænd end de nærmeste familiemedlemmer.
”Disse kvinder er i fare for at få seriøse traumer som følge af jordskælvet, vi er ved at starte et kvindenetværk i lejrene, så de kan mode hinanden og tale sammen.”
Lejren består af mange forskellige stammer og kulturer og er derfor delt ind i ’stamme’ områder. Det kan forhåbentligt skabe en form for sikkerhed, at naboen hjemmefra også er nabo her i lejren.
Den finske journalist Mari Tenila, der var med på turen, fortalte mig om den varme og venlighed, hun som kvinde blev modtaget med i et af teltene.”De havde virkelig kun det tøj, de stod og gik i, men alligevel fik vi te, og de bød på aftensmad.”
Efteråret er kommet til Balakot-lejren
Selvom katastrofens omfang får mig til at sove uroligt om natten og lukke mine følelser af, bliver jeg slået omkuld af det pakistanske efterår.
Imens vi snor os op og ned af en side vej til Karakorum Highway stråler skoven til mig i alle efterårets farver. Nogle steder er det de røde toner, der dækker træerne og vejen, andre steder er vejen og alt omkring dækket af orange og gule blade, alt sammen oplyst af den utrolig skarpe og vinter klarer sol.
I Balakot-lejren bor der over 1.500 mennesker, der alle har mistet deres tidligere hus, nogle har mistet alle deres værdier og rigtig mange har mistet en eller flere af deres familiemedlemmer.
Men med det samme kan jeg fornemme, at stemningen i lejren er en helt anden end for 20 dage siden, da jeg besøgte lejren sidst.Folkene er kommet sig over de første forskrækkelser og er meget åbne og vil gerne snakke, børnene stiller gerne op til et foto og ind imellem hører jeg et grin og ser et smil.
Miskeen på 45 år fortæller mig om sin situation, imens hans børn leger og genert kikker på den fremmede underlige mand.’Vi har intet, vores hus er ødelagt, og jeg har mistet min søster og hendes to børn. Vi kom her til lejren for en måneder siden, og vi har det godt her, min søn er blevet rask efter sine kvæstelser, og vi får mad hver dag.”
Der er ingen af dem, jeg snakker med, der vil have noget, ingen spørger om penge eller anden almisse fra mig, de er glade for den hjælp der kommer til dem.
Miskeen fortæller mig, imens hans kone er ved at tilberede aftenens dahl: ’Vi vil så gerne tilbage til vores grund og begynde at bygge vores hjem op igen’
Han, som alle andre i lejren, ved, at det tidligst kan blive til februar eller marts. Efteråret viser, at vinteren er på vej, og her i området er vinteren grusom med op til tre meters sne.
Da vi kører tilbage til mit varme hotelværelse i Abbadebad er bjergene, som var det magi indhyllet i rødt, imens solen langsomt forsvinder over i den anden dal. Og jeg sidder med dårlig samvittighed over at kunne ’nyde’ denne smukke natur.
Dahl morgen middag og aften
- eller næsten
Alle familierne i CWS’s lejr i Balakot har fået udleveret to basis-pakker, en telt-pakke med tæpper, underlag, telt, gasbrænder og en gryde; og en madpakke med alt hvad en familie har behov for at kunne overleve i forhold til guidelines fra WHO, pakken indeholder: hvedemel, ris, linser, majsolie, sukker, te, salt, tændstikker og sæbe, nogle indeholder også lidt krydderier.
Jeg snakkede med Nauuaz fra telt F23 og han forklarede mig deres menu ’Vi får te og partha (en slags fladbrod med meget olie) til morgenmad, ris og dahl til middag og dahl og roti(en type grov fladbrod) til aften.’
Alle er tilfredse og efter omstændighederne glade for deres midlertidige hjem.
Det var først, da jeg snakkede med Ehsan på 4 år, at jeg hørte et ønske om igen at kunne smage kylling eller sweets.
Imens den pirrende duft af chili, hvidløg og koriander begynder at følges med lyden af varm olie forklarer Shasi mig hvordan dahl laves ’hæld lidt olie i en gryde, steg log(hvis du har), lidt chili, koriander, spidskommen, og hvidløg (hvis du har), hæld en kop røde eller gule linser ned til olien og ror rundt, tilsæt tilpas med vand(ca. 1L) og kog til linserne er møre’. Spis din dahl med ris eller roti.
Jeg blev igen og igen budt på dahl og roti imens jeg gik igennem lejren. For hvis der er en ting de ikke har mistet, så er det deres gæstfrihed.
Her er fladt
Her er fladt, griner Abbas på 6 år, mens han gemmer sig bagved sin storebror. Abbas svarer på mit spørgsmål om, hvad det bedste er ved lejren.
Abbas har nu været her i lejren i 30 dage, og han er vild med at spille fodbold. Han fortæller mig, at han boede oppe på et højt bjerg og at han aldrig har prøvet at spille fodbold for.
Rundt om os leger børnene, vi er i bag en indhegning i et af de 60 ’cild frindly zone’ der er sat op af Unicef rundt om i det ramte område.
Den lokalt ansatte bestyrer fortæller mig at de børne venlige områder har to formål, først at få samlet børnene så de kan lege og snakke med andre børn, men også at give mor tid for sig selv. ’mange af kvinderne har det svært og har behov for lidt tid alene eller sammen med deres mand
’Børnene rundt om mig griner og ser ud til at have det godt.
De er alle sammen fra de omkring liggende bjerge og har alle mistet en eller flere af deres familiemedlemmer.
’Vi vil gerne have en legeplads’ siger Abbas pludselig, stadig stående bag sin storebrors ryg ’når børneområdet lukker har vi ingen steder at være’ siger han videre.
Det er tydeligt at se at børnene kæmper for at komme videre i deres liv, de moder nye børn og skaber nye venskaber.
Største delen af de over 60.000 døde er skolebørn og folk snakker om en tabt generation, men de børn der er tilbage vil livet og kæmper for at komme tilbage til det.