sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Politikerlede holdt vælgerne væk
Print
Den netop overståede folkeafstemning i Kirgistan baner vejen for, at præsident Bakievs kontroversielle forslag til ny grundlov bliver vedtaget. Også selvom de uafhængige og officielle optællinger viser forskellige resultater. Det fortæller Pia Dyrhagen, som var med som valgobservatør for Folkekirkens Nødhjælp.
22.10.2007 af Pia Dyrhagen

Officielt stemte 70 % af befolkningen. NGO'erne mener, at kun højst 40 % mødte op.

Det er svært at se på valgdeltagelsen, hvor stor betydning resultatet af folkeafstemningen kan få for det unge demokrati i Kirgistan.

Det første valgsted, vi besøger, har flere valgobservatører end folk, der stemmer. På de første seks timer har kun 80 ud af 1400 stemmeberettigede stemt.

Tendensen er den samme de andre steder, vi besøger.

Det er den lokale NGO, Centre Interbilim, der har inviteret mig med på besøg til valgstederne. Organisationen organiserer et korps af uafhængige valgobservatører, der indsamler og rapporterer eventuelle uregelmæssigheder under afstemningen.

Centre Interbilim har også været aktiv i informationskampagnen op til folkeafstemningen.

Der skal 50 procent valgdeltagelse til at gøre resultatet legitimt. Ifølge Centre Interbilims optællinger har 40 procent af de stemmeberettigede stemt ved lukning af valgstederne.

De officielle tal siger imidlertid 70 procent - nok til at gøre resultatet gyldigt. De to tal var allerede forskellige midt på dagen, da jeg snakkede med Centre Interbilim.

Trætte af politikerne

Fakta

Præsidentens nye grundlovsforslag vil give ham vide beføjelser i forhold til parlamentet.

Folkekirkens Nødhjælp støtter informations-aktiviteter i hele landet med 60.000 kroner.

Folkekirkens Nødhjælp deltog som valgobserva-tører i folkeafstem-ningen d. 21/10.

Jeg har opholdt mig i Kirgistan op til valget og snakket med forskellige mennesker om folkeafstemningen.

Det generelle indtryk er, at folk er trætte – trætte af evindelige politiske kampe, trætte af ustabilitet. En leder af en NGO sukkede og sagde:

”Folk er bare trætte. Det eneste, de ønsker, er at mærke konkrete forbedringer i deres hverdag. De er desværre ligeglade med hvordan.”

Der er udbredt mistanke om, at resultatet af folkeafstemningen er givet på forhånd. Det vil sige, at præsidentens forslag bliver vedtaget. En medarbejder i en NGO sagde:

”Alle kender resultatet på forhånd, men jeg vil alligevel bruge min stemme.”

En oppositionspolitiker sagde med et glimt i øjet:

”Bare rolig, valgdeltagelsen skal nok blive høj nok.” Underforstået til at opnå det ønskede resultat. En sarkastisk, men udbredt antagelse.

I løbet af dagen hørte jeg om flere uregelmæssigheder.

På et valgsted kom en enkelt officiel person og proppede 600 udfyldte valgkort ned i en stemmeboks.

Et andet sted var studerende fra kollegier blevet samlet op i en bus og blevet kørt rundt til flere forskellige stemmesteder.

Måske tilbagegang for demokratiet

Sammenlignet med de andre centralasiatiske republikker er Kirgistan relativt demokratisk. Civilsamfundsorganisationer bliver hørt af myndighederne, og deres synspunkter bliver bragt i medierne.

Men præsidentens forslag til ny grundlov strider ifølge Centre Interbilim og andre politiske eksperter mod de demokratiske spilleregler.

Blandt andet vil magten koncentreres om præsidenten, og der vil ikke være procedurer, der sikrer at folket kan afskedige en præsident, hvis de er utilfredse.

Det spæde demokrati kan derved risikere at udvikle sig til et diktatur. Desuden vil flere af de rettigheder, som er sikret i den hidtidige grundlov, for eksempel ret til uddannelse og lægehjælp, blive truet.

Centre Interbilim afholder dagen efter valget pressekonference, hvor de vil fremlægge deres optællinger samt fortælle om de uregelmæssigheder, de har noteret. Det officielle resultat af afstemningen bliver offentliggjort i løbet af den kommende uge.


Læs også Vendepunkt for demokratiet


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne