© Carl Gustav Klemmed Lorentzen
|
| Pernille ankommer til landsbyen Leno i det sydlige Malawi. Hun bliver modtaget med taler, sang og dans. |
Det hele begyndte med to geder. I dag har familien Kolarinya et hus af brændte lermursten med stampede gulve og fire rum.
De har en terrasse og mange dyr: 8 geder, 15 høns, 7 ænder, 6 duer og 8 grise. Nu er der råd til skoleuniform og sko til de tre døtre, og familien har fået mobil.
Det er denne familie, der inviterer Pernille Højmark ind i sit hjem, da hun ankommer til landsbyen Leno i det sydlige Malawi.
Hele landsbyen er på den anden ende. Kvinderne danser og synger. Pernille Højmark smiler og danser også lidt med. Det vækker stor jubel, da hun udfører et par salsavrik med numsen.
Hyggelig familie
Efter den varme velkomst, hilser hun på ”sin” værtsfamilie. Den tæller enken Awine Kolarinya, Sønnen Abedi, der er 25 år og gift med Bertha på 18 år, hun venter sig i 7. måned, og så er der døtrene Jowana på 17, Malita på 13 år og Eliza på 11 år.
Pernille Højmark skal tilbringe to dage hos familien. De indretter hende på en sivmåtte på det ene værelse. Selv medbringer hun liggeunderlag og myggenet. På terrassen serveres der the.
© Carl Gustav Lorentzen
|
| Pernilles familie. Pernille boede hos familien her i to dage. |
”De har det vildt hyggeligt, den her familie. Det er hårdt arbejde at holde madlavningen kørende.
Der skal hentes brænde, vand, males mel, tændes op og så videre. Men de hygger sig. Det er en rigtig stærk kvindefamilie,” fortæller Pernille.
Rundvisning
Efter flere tørkeperioder, særligt mellem 2003 og 2006 havde indbyggerne i landsbyen Leno ingenting.
Så kom Folkekirkens Nødhjælps partner, CARD, til byen med flere spændende projekter, og familien Kolarinya fik de to geder, der har fået familien på fode igen.
Så det er en glad og stolt søn, Abedi, der viser Pernille rundt:
© Carl Gustav Klemmed Lorentzen
|
| Pernille får et rum for sig selv. Her er hun ved at hænge myggenet op. |
”Her har vi huset til duerne, her sover gederne, her bag vores badeværelse ligger soen og sopper,” fortæller han og udpeger de forskellige små strå- og træhytter, der ligger ved siden af hovedhuset. Pernille følger begejstret med og nikker og spørger løs.
Men befolkningen i det sydlige Malawi er hårdt prøvet og langt fra alle er med i gedeprojekter eller andre projekter. I december vil det internationale samfund begynde at dele nødhjælp ud. Det vurderes at mellem 1.1 og 1.3 millioner mennesker kommer til at sulte frem til april, hvor de kan høste igen. Dette års høst har ikke været tilstrækkelig.
Lige plantet majs
Da solen begynder at synke på himlen, besøger vi en anden familie i landsbyen. Lamiton Medion fik også to geder, i dag har han 11 geder og 4 køer.
Medion-familien har også et jordlod på ved landsbyens andet projekt.
© Carl Gustav Lorentzen
|
| Overrislingsanlægget sikrer landsbyen vand til de små jordlodder på alle årstider. Det gør en kæmpe forskel. Nu er de ikke så afhængige af regnen, der falder på de forkerte tidspunkter eller som ikke kommer. |
I den smukke solnedgang går vi gennem landsbyen over til overrislingsanlægget, der drives af solpaneler.
Her er der lige plantet majs, jorden ser fugtig ud, og de små planter kigger lysegrønne op.
Med vandingsanlægget kan indbyggerne nu høste tre gange om året mod kun en gang om året.
Og de er sikret mod tørke, hvis regnen falder på det forkerte tidspunkt eller i færre mængder end sædvanligt.
Dans i mørke
Da det bliver mørkt bliver det meget mørkt, for der er ikke elektricitet i landsbyen. Pernille har medbragt pandelampe og lommelygte og sidder på terrassen og taler med familien. Der bliver serveret Nshima og kylling i lommelygterne skær.
Herefter er vi inviteret til sang og dans, det hele foregår i mørke, for der er ingen strøm i landsbyen. Efter en time går vi tidligt til ro. Trætte ovenpå alle indtrykkene i landsbyen Leno.