Tre ældre damer stiger ud af en stor hvid Ford Transit. For første gang betræder de Roskilde Festivals græstæppe, der allerede er slidt brunt under de fem dages ”warm-up” til selve musikfestivalen.
På madpakkeholdet
Grethe Andersen, Karin Hansen og Kirsten Følsgaard er alle pensionerede. Flere gange ugentligt kommer de på Aktivitetscenter Bisbebjerg, hvor de holder sig i gang med forskellige aktiviteter som for eksempel gymnastik.
I denne uge har de dog meldt sig på et hold, der smører madpakker til Folkekirkens Nødhjælps 550 pantsamlere på Roskilde Festival.
Overvældende stort arbejde
Efter fire dage med smør- og brødkniven i hånden er de tre damer kommet på besøg i pantlejren, hvor frivillige indleverer deres indsamlede dåser og flasker, som herefter bliver sorteret i store sække.
Det er også her, pantsamlerne kan sætte sig i en af sofaerne i teltet og velfortjent nyde en af de ostemadder, der er smurt til dem.
De tre gæster placerer sig i en af sofaerne med en kop kaffe.
”Det er overvældende at se, hvor stort det egentlig er, og hvor meget arbejde det kræver at holde sådan en festival i gang,” siger Karin Hansen, der fylder 80 år til efteråret.
Vil gerne forkæle de unge mennesker
Det var lidt tilfældigt, at de tre endte på holdet som smørrebrødsdronninger for et par dage, men de har alle været glade for det.
”Det er dejligt, at man kan gøre det sammen. Og så er det en god følelse af at gøre noget nyttigt,” siger Karin Hansen.
69-årige Grethe Andersen fortæller, at det også passer hende ganske godt at forkæle de unge mennesker – lidt som bedstemødre nu gør.
”Men det der med at opdrage, det lader vi forældrene om,” tilføjer hun klukgrinende.
På festival med rollator
Eftersom moderrollen og de løftede pegefingre er efterladt derhjemme, lyder der heller ikke nogle kommentarer om snavsede ben eller for høj musik, da de tre pensionister bliver lukket ud på selve festivalpladsen til en lille gåtur. Tværtimod.
”Det er slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Jeg har fået nogle værre historier fortalt,” siger Grethe Andersen som en af sine første bemærkninger, mens hun støtter sig til sin rollator.
Men efter at have set et par festivalgæster ligge på luftmadrasser ude i det fri, trækker Grethe Andersen lidt i land igen:
”Jeg tror nu hellere, jeg vil holde mig til min egen seng,” siger hun.
Et rammende motto
Hjemvendt til pantlejrens mere ordnede rammer lakker besøget mod enden. De tre damer får sig en af de ostemadder, de selv har stået og smurt tidligere.
Herefter går turen tilbage til København i bussen, der har det passende motto klistret på bagsmækken:
”Aktiv hele livet”