'Hårdt', 'socialt' og 'det gode formål' er de ord, Mads Errboe Sørensen sætter på sin debut som pantsamler på Roskilde Festival 2012, hvis han skal beskrive det kort.
”Det var først i sidste uge, jeg fandt ud af, at jeg skulle på Roskilde, så jeg gik ind på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside for at tilmelde mig som pantsamler. Jeg havde ikke råd til at købe en billet, og så kunne jeg jo få et armbånd på den måde, samtidig med at jeg kan være med til at arbejde for et godt formål”, siger han.
En Squash for en dåse
Mads synes, det er hyggeligt at være med, også selvom det regner. Folk er meget søde og imødekommende, når han kommer rundt på pladsen og samler ind.
”Vi havde en meget sjov oplevelse i går, hvor vi delte en Squash-sodavand ud for en dåse pant, så det betød, at festivalgæsterne selv samlede dåser ind. Det var en stor succes. Ellers er det meget hyggeligt at gå rundt i lejrene og sludre med folk”.
Man går rundt fire på hvert hold, så man møder en masse mennesker. Også i pantsamlerbasen er der en god stemning.
”Det er altid fedt at møde nye mennesker. Jeg snakkede med en litauer i går, og det er jo meget sjovt at høre, hvorfor de kommer på Roskilde Festival”.
Kommer måske igen næste år
Mads ved ikke helt, om han har lyst til at komme igen næste år som pantsamler, da han synes, at 32 timer er meget at arbejde - sammenlignet med tidligere års 24.
”Det trækker lidt ned med de mange timer, men skærer man det ned igen, så er jeg helt klart frisk”, siger han.
Med ungerne på festival
Michael Rye var første gang på Roskilde Festival i 1978 som 17-årig, og det fortsatte han med op gennem 80’erne. Men i 90’erne fik han børn og brugte tiden på det. I 2005 var børnene så gamle nok til at tage med på festival.
”Jeg sagde til dem, at hvis jeg skulle med, så skulle de finde på noget godt at lave. Min datter fandt da hjemmesiden for Folkekirkens Nødhjælp, og så var vi med som pantsamlere. Jeg har tre døtre, og den ældste har været med i fire år, den mellemste i et år - hun er nu ved Muren på Nødhjælpens Ungdoms event, og den yngste er også frivillig på festivalen”, siger Michael.
Snak med folk
Michael selv har været med i otte år og har fungeret som pantsamler, holdleder, altmuligmand og har været i basegruppen. Når han skal motivere pantsamlerne, har han gode råd parat.
”Jeg siger, at de skal snakke med folk, for det giver pant. Det er vigtigt. Og så det gode formål, selvfølgelig. Og den med, at ’hvornår har folkekirken sidst syntes, at det var i orden, at folk drak? For vi vil have panten, og så må folk jo drikke det først”, siger han og griner.
Michael morer sig hvert år, og folk er virkelig søde, når man kommer ud med holdene.
"Man må jo ikke drikke med vest på, og jeg har aldrig gjort det, men der er mange år, hvor jeg kunne være blevet godt fuld. Folk vil utrolig gerne invitere en på en øl i lejren, men hvor man så må fortælle, at jeg vil godt have panten, men jeg må ikke selv lave den".
Det varmer at hjælpe andre
At pantsamlingen går til et godt formål, betyder meget for Michael.
"Folkekirkens Nødhjælp gør så meget godt, der er så mange gode perspektiver i det, så jeg er blevet hængende. Jeg var med til receptionen forleden i anledning af, at det er 10 år, Folkekirkens Nødhjælp har samlet pant på festivalen. Og der kunne jeg se, hvad vi har været med til gennem årene, og det varmede mit hjerte", siger han.
