| 777 frivillige pantsamlere knoklede i ni dage med at samle tomme krus, dåser og flasker på Roskilde Festival 2008. Mange af pantsamlerne blev ledsaget af et pantsamlerheppekor, som sang og dansede og opfordrede festivalsgæsterne til at 'bunde en øl for Congo'. |
I løbet af festivalens otte dage blev der indsamlet dåser, flasker og krus til en værdi af 1.130.000 kr.
Det svarer til, at hver festivalgæst i gennemsnit har doneret 15 dåser til festivalens humanitære fokus.
Det flotte resultat er opnået takket være en stor arbejdsindsats fra de over 700 frivillige pantindsamlere, som Folkekirkens Nødhjælp har organiseret, og en bred opbakning fra publikum på årets Roskilde Festival.
Minerydning skaber sikker fremtid
Hvert år vælger Roskilde Festival et humanitært fokus og giver hermed festivalgæsterne mulighed for at få indsigt i og tage stilling til et humanitært problem – og at donere deres pant direkte til hjælpearbejde.
Pantindsamlingen støtter i 2008 Folkekirkens Nødhjælps humanitære minerydning i DR Congo. Med denne hjælp kan tidligere krigshærgede områder gøres sikre og bruges til opdyrkelse og beboelse og hermed skabe fremgang for landet og den congolesiske befolkning.
Mineraler og mobiltelefoner
DR Congo er et land, der er rigt på naturressourcer blandt andet i form af mineraler, som bruges i fremstilling af elektroniske produkter som mobiltelefoner.
Denne naturrigdom har dog ikke skabt den vækst i DR Congo, som man kunne forvente.
Roskilde Festival, Folkekirkens Nødhjælp og flere end 5000 festivalgæster har derfor med kampagnen ’Fair Phone – Fair Future’ stillet krav til mobilproducenterne om at begynde at tage ansvar for deres produktionskæde – hele vejen fra udvinding af mineraler til det endelige produkt – og dermed bidrage til lokal vækst i DR Congo.
