TYRE, Libanon, (IPS) - Kamel Mohammed var i gang med at beskære citrontræer sidste vinter, da hans røde elektriske sav fik en ueksploderet klyngebombe til at sprænge og overså hele hans krop med jernsplinter. Efter en operation, hvor man fjernede metalstykkerne fra hans bryst, gik Mohammed, der er 44 og far fra den nærliggende palæstinensiske flygtningelejr Rashidieh i det sydlige Libanon, med det samme tilbage til sit arbejde med at dyrke jorden og hugge brænde.
Så heldig var hans nabo Ahmad Huwaidi en far på 36 ikke. Han blev dræbt med det samme, da resterne af det eksplosive i en gammel metalraket, som han var ved at skære i stykker for at sælge, blev antændt af varmen. Men dette er nu engang familiens arbejde. Ahmads ældre bror Salim siger, at han ikke har noget valg men må fortsætte med at sælge skrot og arbejde i markerne for ca. ti dollars om dagen – han er dog altid på udkig efter ueksploderede våben og sørger for at sprænge ammunition, som han finder på sin vej.
Hundrede tusindvis af klyngebomber, et uhørt antal, blev spredt ud over det sydlige Libanons landsbyer, landbrugsområder og dale af Israel i de sidste dage af sidste sommers konflikt. Der har været 26 dødsfald siden konfliktens slutning og 196 sårede.
© Rick Bajornas
|
| Folkekirkens Nødhjælp er aktiv i fjernelsen af klyngebomber og andet krigsaffald i folks boliger og på deres marker. |
"Da krigen holdt op, troede folk i området, at alt var lige som i gamle dage, at de kunne håndtere bomberne og flytte dem og bære dem uden problemer," siger Marwan Mansour, en palæstinenser fra Rashidieh, der arbejder med Folkekirkens Nødhjælp (FKN) i lejrene for at oplyse om ueksploderet krigsmateriel. "Der har også været tilfælde af dødsfald her."
Rashidieh er omringet af klyngebomberamte områder. Det ligger 15 kilometer nord for den israelske grænse mellem de skønneste citrus- og bananplantager og Middelhavet. Isoleret i usle, overbefolkede boliger pga. det nationale byggeforbud, raser palæstinenserne under stramme libanesiske love, der forbyder dem at tage arbejde inden for mere end 70 forskellige erhverv, bl.a. er der strenge restriktioner for at køre taxi, som mange af arbejderne ellers tyede til efter klyngebomberne faldt.
Siden de forhøjede spændinger, der blev antændt af kampene mellem den libanesiske hær og den ekstremistiske gruppe Fatah al-Islam i den nordlige Nahr el-Bared flygtningelejr sidste sommer, har hæren strammet op på Rashidiehs kontrolposter og perimeter. Men da Fatahpartiet kontrollerer lejren, er den fattige lejr dog en af Libanons roligste.
Mange af Rashidiehs 25.000 beboere – der oprindeligt kommer fra den nordlige landbrugsregion fra før-1948 Palæstina – var vant til at se våben i gaderne, da de voksede op og området led under intense israelske bombeangreb i 1982. Denne gang undgik lejren næsten at blive bombet og åbnede sine døre som tilflugtssted for de hundrede af Shia-flygtninge, der kom fra nord og vest fra de omkringliggende libanesiske landsbyer.
Abu Ali Ahmad er en legende i Rashidieh. Det siges, at han på egen hånd har detoneret tusinder af klyngebomber efter konfliktens slutning i august 2006. Han fortæller, at han til at begynde med tilbød sin assistance til jordejerene gratis, da han ønskede at hjælpe ved at stille de færdigheder til rådighed, som han havde fået i de palæstinensiske træningslejre i 1970erne. Da den overvældende arbejdsopgave uundgåeligt blev til et fuldtidsjob, blev han og andre fra lejren betalt nogle få dollars for at uskadeliggøre farlig ammunition.
Men hans indsats blev bremset efter en omdiskuteret hændelse. Den tolv-årige Hammoudi Moussa fik revet sine ben af af en klyngebombeeksplosion, da han kørte på motorcykel med sin far Samir den sidste weekend af konflikten sidste år. Samir fortæller, at de kørte over bomben, da de skulle levere mad til en landsby, men mange beboere i Rashidieh siger, at han transporterede ladte klyngebomber.
Siden har Tyre's Mine Action Coordination Centre – der er bemandet med folk fra den libanesiske hær og FN – slået hårdt ned på freelancers som Abu Ali Ahmad og har udvidet minerydningsaktiviteter udført af hæren, velgørenhedsorganisationer, kommercielle grupper og FNs fredsbevarende styrker med det formål at afslutte rydningen inden udgangen af december 2008.
Den libanesiske hær kører også en oplysningskampagne, men da den har forbud mod at gå ind i de palæstinensiske lejre, er FKN hyret til at udføre dette job. "Gennem interaktive præsentationer spreder vi meddelelsen -- 'Rør ikke, Nærm dig ikke, Rapporter', siger Noe Falk Nielson, FKNs energiske Mine Risk Education (MRE) koordinator, der er ansvarlig for tre blandede palæstinensiske og libanesiske hold.
"Vi prøver at formidle de rette oplysninger til forskellige grupper af folk," fortæller Nielson om kontrasten mellem det landlige Rashidieh til Libanons største lejr uden for Sidon, Ein el-Hilweh, hvis 70.000 palæstinensere er stuvet sammen på to kvadratkilometer under fattige kår og med spændinger mellem rivaliserende bevæbnede fraktioner.
"Den største risiko især for børnene i Ein el-Hilweh er våbene," siger Nielson, hvis gruppe og nogle skolebørn for nogle måneder sider ved et uheld blev fanget i en krydsild mellem Jund el-Sham militsen og Fatah på UNRWA skolens område. "Vi underviser i ueksploderet ammunition – og det inkluderer klyngebomber og landminer og selvfølgelig også efterladt ammunition," fortæller han.
"Det særlige ved de palæstinensiske lejre er, at du er nødt til at få dem til at stole på deres lærer," siger Nielson. "Folk stoler på mennesker, de kender fra deres lokalsamfund, det er vigtigt."
Hussein Charary, en elskværdig MRE facilitator fra Rashidieh, advarer ofte tilhørerne med sine egne erfaringer. "Efter kampen i 1982 legede vi med kugler, og jeg blev såret – det gjorde min ven også. Der lå kugler overalt i gaderne," fortæller han.
I forventning om den libanesiske hærs påbudte februar deadline, for at internationale bistandsorganisationer som FKN skal overføre deres MRE programmer til nationale organisationer – hvilket efterlader de palæstinensiske lejre uden nogen som helst—har nogle af Nielsons palæstinensiske gruppemedlemmer planlagt at lancere den første palæstinensiske oplysningsgruppe. Efter et møde med folk fra hæren og FKNs ledelse for at diskutere levedygtighed og finansiering, besluttede de at starte første år under organisations paraply og så vokse derfra.
"De palæstinensiske lejre har brug for mere MRE – især børnene," siger Helana Abdullah fra gruppen. "Der er bomber i lejrene, og børn har ikke begreb om farerne og leger med dem. Børnene arbejder også med skrot – og der er mange, der arbejder, vi har børnearbejde her – så de bliver nødt til at være opmærksomme." Hendes kollega Ahmad Hamid er enig og tilføjer, "Vi har erfaringen og netværket. Og vi kan ikke nøjes med at lave bare ét MRE besøg – vi er nødt til også at følge op."
Hvad angår Rashidiehs arbejdere i marken, som dagligt trodser dødbringende ammunition for at arbejde, ville et lokalt MRE program betyde anerkendelse af de kritiske farer, de står overfor og af ukueligheden for at arbejde for at få et bedre liv.
Artiklen er skrevet af Rebecca Murray for IPS og bringes her med tilladelse