© Mike Kollöffel
|
| Der skal gøres et stort stykke arbejde, hvis forholdene for verdens kvinder skal ændres mærkbart. I Zambia er organisationen Women for Change gået ind i arbejdet med stor energi og vedholdenhed. Women for Change støttes af Folkekirkens Nødhjælp. |
Women for Change er en græsrods-organisation i Zambia i det sydlige Afrika.
Dens dynamiske leder er Emily Sikazwe, der indtil for få år siden tilbragte en del tid med at bekæmpe rege-ringens forfølgelse af den fri presse og oppositionen.
Men det er i høj grad på landet, hvor aviserne slet ikke når ud, at forandringskvinderne har deres virkelige styrke. Gennem årene er det lykkedes dem at arbejde systematisk både med praktisk hjælp, men især også med at flytte ting i folks hoveder!
Og det er meget typisk for Women for Change, at organisationen fik den ide, at så mange som muligt af repræsentanterne fra landet skulle med til verdens store, sociale folketopmøde.
Hele 24 mænd og kvinder og lokale traditionelle ledere fik dermed mulighed for at blande sig med især andre afrikanske aktivister og lære af hinanden.
|
| Emily Sikazwe er leder af Women for Change i Zambia. Hun har på få år skabt stor respekt om organisationens arbejde. |
Solidt arbejde uden at råbe højt
Inden Women for Change drog af sted til Nairobi i Kenya, inviterede de til stort pressemøde i Zambias hovedstad Lusaka, hvor organisationen er kendt vidt og bredt.
Faktisk så kendt, at det var Emily Sikazwe, der sørgede for, at Zambias første præsident, Kenneth Kaunda, tog sig tid til at dukke op til World Social Forum og tale til åbnings-ceremonien – som en hilsen fra den gamle generation af frihedskæmpere, der vandt uafhængighed for deres lande.
At han også dukker op til workshop hos Women for Change viser, hvordan det er lykkedes organisationen at skabe respekt om og opbakning til sit arbejde.
De står ikke og råber højt blandt de revolutionære, men arbejder støt frem imod at bevidstgøre fattige kvinder og mænd om, hvor vigtigt det er at få friske vinde på kønsfronten og skabe respekt om kvinders og pigers rettigheder.
Samtidig lykkes det dem at samarbejde også med de lokale myndigheder og de traditionelle ledere, som stadig har stor betydning for, hvordan folk tænker i Zambias landsbyer.
De fattiges fortaler
For forandringskvinderne gælder kampen hverdagens menneskerettigheder og gode, lokale myndigheder, som skal lære at stå til regnskab over for befolkningen. Samtidig kritiserer de den fremgangsmåde, som Verdensbanken og IMF har stået for i Zambia, hvor man i 80’erne og begyndelsen af 90’erne i store træk smadrede den sundheds-, uddannelses- og landbrugssystemerne og krævede indførelse af brugerbetaling.
Det betød blandt andet, at uddannelsesniveauet blandt de unge faldt drastisk, så de gik kortere tid i skole og fik en dårligere uddannelse end deres forgængere. Verdensbanken selv har siden måttet erkende, at det er en meget dårlig forretning at skære ned på det grundlæggende skolesystem. Man kræver dog fortsat en række neoliberale tiltag gennemført.
Zambia havde parlamentsvalg – endnu et demokratisk valg – i september 2006, og præsident Mwanawasa blev genvalgt. Oppositionen har ikke kunnet stille med et troværdigt alternativ.
Selv om Zambia har fået lettet det meste af sin udlandsgæld, har landets fattigste ikke mærket meget til det. Selve forfatningen indeholder intet om de økonomiske og sociale rettigheder, der kunne betyde en forskel for netop denne gruppe. Og en stor del af statsbudgettet går stadig til at betale af på indenlands gæld.
Women for Change kommer ind som netop de fattigstes fortalere og sætter fingeren på mange af de ømme punkter i et samfund, hvor eliten og en lille middelklasse ellers kunne forfalde til at synes, at alting efterhånden går ufattelig godt…