© Maia Kahlke Lorentzen
|
| Cambodjansk kvinde viser sin hiv-medicin |
Hospital fra helvede
De smukke kolonitidsbygninger, der udgør Chey Chumneas-hospitalet i Cambodjas Kandal-provins, er nedslidte og møre. Puds og maling falder af væggene i store flager og vinduerne er kun nødtørftigt dækkede af skodder. Det ligner, at der ikke er blevet gjort rent i flere måneder. Hospitalet sørger ikke for mad eller daglig pleje af patienterne.
Patienternes familier flytter derfor som regel med og slår sig ned uden for hospitalsafdelingen. Derfor er plænerne omkring hospitalsafsnittene omdannet til boligområder for patienternes familier; stinkende skraldebunker hober sig op langs bygningerne og tiltrækker rotter. Folk hænger tøj til tørre mellem palmetræerne, laver mad, tænder bål, vasker sig i beskidt vand fra store regnvandskrukker eller sover under stofstykker, de har spændt op. Det ligner en flygtningelejr.
Det der mangler...
Ed McGovern viser ind i et af de faldefærdige huse, som er tuberkulose-afsnittet på hospitalet. Han er katolsk præst og leder af Folkekirkens Nødhjælps partner Maryknolls hiv/aids-projekt, som også er aktiv på Chey Chumneas-hospitalet.
Et særskilt rum huser de patienter, der lider både af hiv og tuberkulose, som er en af de mest almindelige dødsårsager for Cambodjanske hiv-patienter.
”Kan du se hvad der mangler?” Spørger Ed McGovern og smiler. Alt er det svar der falder én ind.
Rummet er faldefærdigt og møgbeskidt. Patienterne er afmagrede og afkræftede, og ligger på vakkelvorne bambussenge beklædt med plastikmåtter, de selv har medbragt. Nogle er omgivet at familien, der bor på afdelingen med dem og sørger for deres mad og tøj. Der er ingen elektricitet, ingen afkølingssystemer til at tage brodden af den tropiske hede, ingen afskærmning mellem sengene og ingen toiletter. Ingen af patienterne har drop eller ser ud til på anden måde at være under behandling. Det eneste spor af medicinsk udstyr er nogle enorme iltflasker, der snarere ligner missiler fra 2. Verdenskrig. Men der mangler også noget andet.
”Kan du se nogen læger?” Spørger Ed McGovern. Nej. Der er ingen læger på tuberkulose-gangen. De sidder i kontoret ved siden af og drikker kaffe. Deres lønninger som cambodjanske offentlig ansatte er på omtrent 50 dollar om måneden, fortæller Ed. Derfor kan man ikke forvente det store engagement hos dem overfor patienter, der ikke har råd til at betale ekstra. Der er ingen offentlig sygeforsikring i Cambodja, og befolkningen i landdistrikterne er tvunget til at gå på dårligt udstyrede lokale klinikker, der ofte er i endnu værre stand end Chey Chumneas-hospitalet og hvor brugerbetaling også er nødvendig for at få behandling. De hiv-smittede er afhængige af hjælp fra organisationer som Maryknoll for at klare sig.
Modvilje mod hiv-test
Overfor tuberkulose-afsnittet ligger en hiv/aids-klinik, som Maryknoll er med til at drive. Det er en ganske anden oplevelse at komme herind. Der er rent og lyst, patienterne sidder og venter langs med væggen mens flere hvidklædte læger arbejder ihærdigt med konsultationer. Her får de hiv-patienter, som Maryknoll støtter, deres medicin og månedlige lægecheck gratis. Det er også her patienter får svar på deres hiv-tests. Det foregår i afskærmede rum bagest i lokalet. Det er sin sag at få folk ind i rummene, forklarer Ed McGovern. Maryknoll bruger mange ressourcer på at overtale folk til at blive testet.
”Folk er angste for de her tests, de frygter en dødsdom. Men jo længere der går, desto svagere bliver de. Og de kan desuden smitte andre. De patienter der bliver diagnosticeret tidligt i sygdomsforløbet har en god chance. Så får de medicin, råd og støtte af os og kan fortsætte et nogenlunde normalt liv. Men mange kommer først ind når de er i terminalstadiet af sygdommen. Så er det ofte for sent at gøre noget for dem.”
Hospice giver nyt liv
”Ofte tager jeg patienter herfra hospitalet med til vores hospice. Her på hospitalet får de ikke den pleje, de har behov for, men på vores hospice har vi mulighed for at sørge for dem der er rigtig syge,” siger Ed McGovern.
Maryknolls hospice blev i sin tid oprettet for at give aids-patienter en værdig sidste tid med pleje og omsorg. Da det åbnede for et par år siden døde omtrent 90 % af deres patienter på årsbasis. Men der er sket fremskridt.
”De fleste kommer herind for at få intensiv behandling og kommer så på benene igen. I dag overlever de fleste af vores patienter efter behandling. Mange af vores plejere er faktisk gamle patienter, der er blevet raske,” fortæller Ed McGovern.
Hospicet er en ren og lys bygning i to etager, der ligger i et stille kvarter i Phnom Penh. Patienterne ligger i dobbeltværelser og bliver tilset med omhu af de specialuddannede plejere, der selv er hiv-patienter og så udmærket ved, hvordan det er at ligge i sengen.
Mens Ed viser rundt er det frokosttid og de patienter der er raske nok til at gå, samles på den skyggefulde veranda for at spise frokost. De småsnakker og griner mens de øser ris op på tallerknerne.
”Det her sted er vores stolthed og glæde,” siger Ed. ”Men samtidig så minder et sted som Chey Chumneas-hospitalet os om, at man aldrig kan hjælpe alle dem, der bør hjælpes. Det er det hårdeste ved det her arbejde.”
Af Maia Kahlke Lorentzen, info.cambodia@dca.dk
Maia Kahlke Lorentzen, stud.mag. i medievidenskab ved Københavns Universitet, er i praktik hos Folkekirkens Nødhjælp i Phnom Penh, Cambodja