sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Orkanen koster dyrt
Print
Op mod halvanden million guatemalanere er berørt af katastrofen efter orkanen Stan. Især de fattige mayaindianske landsbyer og småsamfund rammes, fordi mange af dem både har mistet deres huse, afgrøder, jorder og sæsonarbejde i et landbrug, der mange steder er forvandlet til store kaffefarvede mudderplamager eller småsøer
19.10.2005 af Linda Nordahl Jakobsen Journalist

 

Oversvømmelser og mudderlaviner kommer til at koste de fattige dyrt. Foto: REUTERS/Mario Linares, alertnet.org

Folkekirkens Nødhjælp appellerer nu sammen med syv organisationer i det kirkelige katastrofenetværk ACT om to millioner dollars til nødhjælps- og genopbygningsarbejdet i Guatemala.

Pengene skal gå til at hjælpe 7.700 familier - cirka 46.200 personer - i ni af de mest berørte provinser - primært i syd og vestlige Guatemala. Appellen omfatter en akut nødhjælpsfase, som er lige nu, og hvor der er brug for uddeling af fødevarer, vand, medicin, tæpper og madrasser, og en efterfølgende genopbygningsperiode med reparation og genopbygning af familiernes huse, vand, sanitet og hjælp til blandt andet såsæd og andre ressourcer til at genetablere livsgrundlaget for familierne.

Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere er lokale organisationer – blandt andre den katolske kirke i San Marcos stift, mayaorganisationer og medlemmer af den sociale netværksbevægelse Plataforma Agraria. De har alle stor erfaring i området og er eksperter inden for lokaludvikling. Folkekirkens Nødhjælps fødevaresikkerhedsprogram er netop geografisk fokuseret i nogle af de provinser, som blev værst ramt af katastrofen efter Stan - blandt andet i San Marcos og Sololá i den vestlige del af landet, hvor flere samarbejdspartnere er i fuld gang med at yde lokalbefolkningen støtte, tag over hovedet og sørge for mad og rent drikkevand.

683 landsbyer i den sydvestlige del af Guatemala blev ramt af de oversvømmelser, mudder-, jord- og klippeskred, som fulgte efter orkanen Stan. Ødelæggelserne nogle steder er så omfattende, at der er brug for en massiv indsats til genopbygning. Som så mange andre katastrofer ramte også Stan de fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper i det guatemalanske samfund. Fødevaresituationen for den fattige mayabefolkning i de ramte områder kan blive yderst kritisk i løbet af de næste måneder og kan forvandles til en egentlig sultkrise på grund af ødelagte afgrøder og manglende indkomstmuligheder på de ligeledes ødelagte kaffe- og frugtplantager.

Midt i de materielle ødelæggelser af huse, veje, broer, marker og el- og vandforsyninger, står tusindevis af fattige familier i landsbyer og småsamfund i det sydvestlige Guatemala, og for dem kommer orkanen til at koste dyrt, viser en foreløbig status, som Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med øvrige ACT-partnere i Guatemala har lavet.

Ikke alene har mange familier mistet deres jorder og livsvigtige afgrøder som majs, bønner, løg og kål. Mange har mistet deres huse, og vil også få svært ved at skaffe sig de ekstraindtægter, som de ellers har kunnet få ved sæsonarbejde i landbruget - blandt andet inden for kaffehøsten. Omkring 30 procent af Guatemalas nationale landbrugsproduktion er berørt af katastrofen, som ramte den del af Guatemala, der tegner sig for 40 procent af arbejdspladserne i landbruget. Mellem 2,4 og seks procent af kaffehøsten er gået tabt under og efter orkanen, viser tal fra det guatemalanske landbrugsministerium.

En milliard dollar i tab

De samlede tab for Guatemala på grund af orkanen Stan opgøres til foreløbigt en milliard dollars.
Mens de materielle tab i Guatemala stadig gøres op, så er antallet af omkomne ifølge de - også foreløbige - tal på 654 døde. Mens 828 mennesker er meldt savnet - mange af dem er formentligt begravet under de massive mudder- og klippelaviner, som især ramte i tre landsbyer; Panabaj ved Atitlan-søen og Ixchiguan og Tacaná i San Marcos-provinsen ind mod grænsen til Mexico. De steder, hvor det kan lade sig gøre, har retsantropologer fået lov til at grave efter ofrene, så deres familiemedlemmer kan give dem en ordentlig begravelse.

Det er lidt over to uger siden, at hele den sydvestlige del af Guatemala blev erklæret i nødtilstand, efter at orkanen Stan havde trukket så voldsomme regnmængder med sig ind over Guatemala og El Salvador, at det affødte hundredvis af store og små mudder- og jordlaviner og oversvømmelser i de fleste floder - og der er stadig flere små landsbyer og udsteder især oppe i højlandet, som er afskåret fra omverden, da en del veje, broer og elmaster også blev ødelagt.

Folkekirkens Nødhjælp har givet 300.000 kroner i nødhjælp, som ACT-partnere og en række samarbejdsorganisationer i Guatemala står for. En del af pengene går til blandt andet at få madvarer som ris og majsmel og tøj samt rent drikkevand ud til nødstedte og evakuerede familier.

Tragedien har "et barns ansigt"

FN har advaret om, at Stan kan trække en endnu større del af Guatemalas befolkning ned i ekstrem fattigdom og har derfor appelleret til internationale donorer om at give mindst 22 millioner dollars i hjælp til Guatemala. Foreløbigt er der kommet knapt fem millioner dollar i hjælp til landet.

Nils Kastberg fra FNs Børnefonds regionale kontor for Latinamerika siger, at den tragedie, som orkanen Stan trak med sig over Guatemala har "et barns ansigt."
"Selvom vi endnu ikke har de nøjagtige tal endnu for,hvor mange, der blev ofre for katastrofen, så er befolkningssammensætningen i de berørte områder sådan, at vi kan se, at formentligt over en tredjedel af de berørte er børn, som jo også er de mest udsatte, når der kommer sådanne oversvømmelser og mudderlaviner," siger han til nyhedsbureauet IPS.

Ifølge UNICEF lider 75.000 børn i Guatemala af alvorlig fejlernæring - og 67 procent af alla mayaindianske børn under fem år er i fare for at vokse op i kronisk fejlernæring.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne