Mens festivaldeltagerne nød fyrværkeriet, der markerede afslutningen på årets Skanderborg Festival søndag midnat, indtog et udvidet hold engagerede pantsamlere plænen foran Bøgescenen.
Det formeligt flød med flasker og dåser, som bare lå klar til at blive samlet op.
”Vi havde fuldstændig optur på afslutningsaftenen. Vi måtte være på pladsen til en time efter musikken var slut. Og i løbet af den time – fra klokken 24 til klokken 1, samlede vi helt vildt meget pant. Alene to af os fyldte en hel pantsamlervogn, som det ellers plejer at tage flere timer at fylde,” siger en glad Camilla Jensen.
Hun er frivillig pr-ansvarlig for Pantindsamlingen og har derfor helt andre opgaver at tage sig af end at samle pant.
”Men der lå så mange Sommersby-dåser, Kult-dåser og ølflasker, at vi var flere, der gik med aften-pantsamlerholdet for at få det hele med,” siger hun.
