Bistand og bistandspolitik handler normalt om at få stater til at fungere, så de er i stand til at sørge for befolkningens behov for bla. sundhed og uddannelse, og om at sikre at staten fungerer så den ikke øver vold mod sin egen befolkning.
Her er Palæstina tilsyneladende en undtagelse. Efter at befolkningen har leveret et mønstereksempel på hvordan man holder frie og retfærdige valg i et arabisk og muslimsk domineret område, har Israel, EU og USA besluttet at lægge dette spæde demokrati på is og direkte og indirekte gøre hvad de kan for at få styret til at vælte – uanset de humanitære og politiske konsekvenser.
Israel aktivt hertil med den nuværende invasion i Gaza og ved at tilbageholde told- og momsrefusion til de palæstinensiske myndigheder. Disse udgør normalt ca. 30% af indtægtsgrundlaget.
Dertil kommer det internationale samfunds finansielle og diplomatiske boykot for at sikre at Hamas’ forbliven ved magten ender så hurtigt og mislykket som muligt.
Israel leverer også våben til den palæstinensiske præsident og bidrager dermed til at spille den ene palæstinensiske fraktion ud mod den anden. Resultatet heraf kan vi læse om snart dagligt på avisernes forsider. Og ’når elefanterne tramper er det græsset – altså civilbefolkningen - der lider’, som et afrikansk ordsprog lyder.
Hamas må ligesom enhver anden regering overholde internationale konventioner og undlade at anvende vold mod uskyldige civile. Og Hamas må også anerkende eksistensen af staten Israel. Det er nemlig en forudsætning for at Israel og resten af verden kan anerkende en palæstinensisk stat. Men ved ikke at ville tale med Hamas regeringen overhovedet risikerer EU og USA at opnå det modsatte.
Hvis Hamas føler sig snydt i dets ret til at regere og bliver bragt til fald i kraft af pres udefra og ikke ved en intern demokratisk proces, vil det næppe gå stille af. Dels vil EU miste yderligere legitimitet i den arabiske befolkning, som vil konkludere, at demokrati er noget EU og Vesten kun støtter når det foregår på EU's egne betingelser. Og det kaos der meget vel kan komme ud af det internationale samfunds intervention risikerer blot at cementere anti-demokratiske og voldelige kræfter og bane vejen for Al-Qaeda og andre kræfter, som støtter terror.
En fejlslagen palæstinensisk stat vil få katastrofale humanitære konsekvenser. For få dage siden meddelte FNs fødevareprogram, WFP, at 51% af palæstinenserne - næsten 2 millioner mennesker – ikke kan få opfyldt det daglige kaloriebehov uden hjælp udefra. Mange familier få nu kun et måltid mad om dagen.
Folkekirkens Nødhjælp og vores partnere i de palæstinensiske områder gør den smule vi kan for at gøre livet lidt mere tåleligt for civilbefolkningen. Men vi må indrømme, at det kun udgør et plaster på såret og at vi kommer til kort. Vi og vores partnere kan og skal ikke erstatte den opgave som de palæstinensiske myndigheder, den israelske besættelsesmagt og det internationale samfund har det formelle ansvar for.
Skæbnens ironi er, at med den aktuelle udvikling gør Israel og det internationale samfund mod det palæstinensiske folk, hvad Hamas i ord har udtrykt ønske om at gøre mod Israel: Sletter en palæstinensisk stat fuldstændig af landkortet.